Besvarelse af Finansudvalget § 7 spørgsmål 8 - aktstykke nr. 189

Spørgsmål:

Der ønskes opstillet en finansieringsbalance for hver af de fem regioner med angivelse af, hvor meget aktiviteten på sygehusområdet kan forøges(/reduceres) såfremt der skal være finansiel balance i hver enkelt region, og den forudsatte produktivitetsstigning på 2 pct. lægges til grund for alle fem regioner.

 

Svar:

Aftalen om regionernes økonomi er kollektiv. Det indebærer, at aftalen vedrører det samlede niveau for udgifterne til sundhedsområdet henholdsvis regional udvikling for regionerne under ét. Aftalen indebærer, at regionerne som helhed har mulighed for at præstere en aktivitetsstigning på 3 pct. i 2007 under forudsætning af en produktivitetsstigning på 2 pct.

 

Muligheden for at præstere en aktivitetsstigning for regionerne som helhed vil i sig selv bidrage til den enkelte regions muligheder for aktivitetsstigninger.

 

Det skal derudover tages i betragtning, at der fra og med 2007 etableres et nyt finansieringssystem for regionerne, jf. lov om regionernes finansiering (lov nr. 543 af 24. juni 2005). Der blev i forbindelse med behandlingen af lovforslaget redegjort for virkningen for de enkelte regioner – opgjort på det daværende datagrundlag. Der er som en del af loven fastsat bestemmelser om en overgangsordning, som udjævner de byrdefordelingsmæssige virkninger.

 

Overgangsordningen indebærer, at regioner med underskud vil modtage et tilskud, som i 2007 vil udgøre 5/6 af det beregnede underskud. Herefter nedtrappes tilskuddet med 1/6 af det beregnede underskud årligt, således at det i 2008 udgør 4/6 af det beregnede underskud, i 2009 3/6, i 2010 2/6 og i 2011 1/6 af det beregnede underskud. Tilsvarende vil regioner med et beregnet overskud skulle betale et bidrag, som i 2007 vil udgøre 5/6 af det beregnede overskud. Dette bidrag aftrappes herefter årligt med 1/6 af det beregnede overskud, jf. ovenfor.

 

Den konkrete virkning af reformen og dermed de konkrete overgangstilskud og – bidrag beregnes på det aktuelle grundlag i perioden frem til udmeldingen af tilskud til regionerne den 1. juli 2006. Der foreligger således ikke på nuværende tidspunkt en aktuel beregning af balancen i den enkelte region.