Besvarelse af Finansudvalgets § 7 spørgsmål 80 - aktstykke nr. 189

Spørgsmål:

 

”Kan ministeren bekræfte, at målt ved udgifter pr. fuldtidsplads i forskellige typer daginstitutioner (i 2006 priser), jf. svar S 5359 til Line Barfod, har både SFO og børnehaver oplevet nedskæringer siden 2002, og at der i disse typer institutioner er indskrevet flere børn end i de institutionstyper (og dagpleje), som har oplevet stigninger i udgifter pr. plads, således, at man kan konkludere, at der bruges færre penge pr. passet barn i 2005, end der gjorde i 2002”

 

Svar:

Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender har oplyst følgende:

”Fritidshjem og SFO er for skolesøgende børn, og har derfor en kortere åbningstid og lavere normering end dagtilbud for de yngste, f.eks. dagpleje og vuggestue. Hvis antallet af børn i fritidshjem og SFO stiger mere end antallet af børn i dagpleje og vuggestue, vil der – også ved uændret enhedspris pr. plads – blive tale om en lavere gennemsnitsudgift pr. indskrevet under et. Antallet af indskrevne i vuggestue, dagpleje og børnehave er således faldet i perioden 2002 til 2005, mens antallet af indskrevne i fritidshjem og SFO er steget. Det skal dog bemærkes, at udviklingen er påvirket af, at opgørelsen af antallet af indskrevne er flyttet fra foråret til efteråret i forbindelse med opgørelsen for 2004. Antallet af indskrevne ifølge ressourcetællingen afspejler således ikke antallet af indskrevne som et gennemsnit over året, men antallet af indskrevne på et bestemt tidspunkt af året. Især er ændringen i antallet af indskrevne i børnehave, aldersintegreret institution og i SFO fra 2003 til 2004 betydeligt større end de tidligere og efterfølgende år.

Da enhedsudgiften pr. fuldtidsplads afspejler den institutionstype, der er typisk for kommunens fuldtidstakst, kan enhedsudgiften ikke anvendes til en beregning af kommunernes samlede udgifter på området. Brugen af deltids- og modulordninger vil også have indflydelse på de samlede udgifter, ligesom omfanget af f.eks. puljeordninger vil påvirke de samlede udgifter.

Den foreslåede beregning vil derfor ikke kunne anvendes til at konkludere på udviklingen i kommunernes gennemsnitsudgift pr. barn.”

Jeg kan henholde mig hertil.