MILJØstyrelsen                                                                              5. juli. juni 2006
Pesticider                                                                                          mab/pesticider                                       j.nr. 240-00005

 

 

 

GRUNDNOTATvedrørende

 

Forslag til Kommissionens direktiv om ændring af direktiv 76/769/EØF for så vidt angår begrænsning af markedsføring og anvendelse af arsen med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling af direktivets bilag I.

 

 

 

1. Status

Kommissionen sendte den 21. juni 2006 ovennævnte forslag til medlemslandene. Forslaget foreligger indtil videre kun i engelsk udgave.

 

Forslaget har hjemmel i Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater.

 

Der skal stemmes om forslaget ved komitéprocedure (kvalificeret flertal). Datoen for afstemning er fastsat til den 12. juli 2006.

 

2. Formål og indhold

Kommissionen har anført to hovedformål med forslaget.

 

For det første er ændringen en konsekvens af, at arsen ikke er blevet anmeldt til vurdering som aktivstof til brug i træbeskyttelsesmidler i biociddirektivets undersøgelsesprogram for eksisterende biocidaktivstoffer. Efter biociddirektivets regler kan træbeskyttelsesmidler med arsen derfor ikke længere markedsføres og anvendes på det europæiske marked efter 1. september 2006 uden en EU-godkendelse. Forslaget gentager dette krav i bilaget og bringer derved reguleringen i 76-direktivet i overensstemmelse med biociddirektivet.

 

For det andet nævner Kommissionen et behov for at ændre bilaget, så der tydeligt skelnes mellem reglerne for markedsføring af henholdsvis nyt arsenbehandlet træ og brugt arsenbehandlet træ. Kommissionen anfører, at der er tale om en præcisering af reglerne i det eksisterende arsendirektiv.

 

Arsen som kemiske stoffer og produkter

For så vidt angår arsen som stoffer og produkter er forslaget stort set svarende til de regler, der allerede gælder i kraft af det eksisterende arsendirektiv, bortset fra konsekvensændringen i forslaget som følge af biociddirektivet. I forhold til de nuværende regler om arsen til brug som træbeskyttelsesmiddel betyder omtalen af kravet om EU-godkendelse efter biociddirektivet en skærpelse og reelt en total udfasning af denne anvendelse i EU i de næste mange år, hvilket imidlertid allerede ville følge af biocidirektivet. Som noget nyt tilføjer forslaget en definition af CCA-forbindelser (forbindelser af chrom, kobber og arsen) af ”C-typen”. C-type er betegnelse for en type af arsenforbindelserne, hvor koncentrationen af de respektive ingredienser holder sig inden for bestemte fastsatte grænser.

 

Arsenbehandlet træ

Hovedreglen i forslaget er ligesom i det nuværende direktiv, at arsenbehandlet træ ikke må markedsføres. Såvel i de gældende regler som i forslaget oplistes en række meget begrænsede erhvervsmæssige anvendelser, hvor arsenbehandlet træ alligevel kan bruges, ligesom der nævnes visse anvendelser, som altid er udelukkede. Det er nyt i forslaget, at der sondres mellem træ, der markedsføres for første gang, og træ, der genbruges, men de mulige anvendelser og begrænsningerne er næsten ens for nyt og gammelt behandlet træ. Kommissionen anfører, at sondringen har været nødvendig, blandt andet fordi der er behov for at præcisere, at når der er tale om brugt træ, så er det ikke et betingelse for anvendelse, at træet er behandlet med præparater af C-typen. I forhold til den danske fortolkning af de nuværende regler udgør forslaget en lempelse på dette punkt.

 

3. Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet. Der er tale om en teknisk tilpasning på et område, der allerede er EU-reguleret og regeringen finder derfor at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Direktivforslaget skal gennemføres i Danmark ved ændring af den eksisterende bekendtgørelse om begrænsning af salg og anvendelse af arsen (arsenbekendtgørelsen). Der er hjemmel i kemikalieloven til at gennemføre reglerne.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Forslaget forventes ikke at have væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser i Danmark. Der er ikke nogle godkendte træbeskyttelsesmidler med arsen på det danske marked. Markedsføring af arsenbehandlet træ (nyt eller brugt) er både i forslaget og i de gældende regler stadig underlagt meget strenge restriktioner, uanset lempelsen med hensyn til kravet om C-type behandling, som forudsætning for anvendelse af brugt træ. Der er derfor grund til at antage, at dispensation til brug af arsenbehandlet træ også i fremtiden kun vil kunne gives i meget begrænsede tilfælde. 

 

Beskyttelsesniveau:

Forslaget indeholder delelementer, som påvirker beskyttelsesniveauet forskelligt.

 

Omtalen i bilaget af kravet om godkendelse i biociddirektivet, som yderligere betingelse for markedsføring, påvirker principielt beskyttelsesniveauet neutralt eller positivt. Det bemærkes, at henvisningen forekommer mest at være af ordensmæssig karakter, da det må antages, at kravet ville gælde alligevel allerede i kraft biociddirektivet. Det bemærkes også, at det ikke umiddelbart har betydning for det danske marked, hvor der ikke findes godkendte træbeskyttelsesmidler med arsen.

 

Fjernelsen af kravet om C-type for brugt behandlet træ påvirker beskyttelsesniveauet negativt. Det bemærkes, at Kommissionen har tilkendegivet, at dette alene er en præcisering af gældende regler. I forslagets opdeling af ”markedsføring” og ”markedsføring på brugtmarkedet” ligger muligvis en principiel tilkendegivelse om, at ”markedsføring” ikke i sig selv skal forstås som også omfattende brugtmarkedet. En sådan fortolkning påvirker beskyttelsesniveauet negativt.

 

Forslaget forventes ud fra en samlet vurdering at kunne påvirke beskyttelsesniveauet negativt.

 

5. Høring

Sagen har været forelagt Miljøspecialudvalget. Renosam støtter den danske holdning men undrer sig over at trykimprægneret træ skal deponeres i Danmark, når andre lande herunder Tyskland vurderer at forbrænding er bedre. Herudover er der ikke fremkommet kommentarer.

 

6. Forhandlingssituationen

Der forventes bred tilslutning til forslaget blandt medlemslandene. Det bemærkes dog, at definitionen af ”CCA-opløsninger af C-typen” ikke er blevet drøftet, da denne definition først er indføjet i den seneste version af forslaget.