Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             7. april 2006

J nr.             700-12

Energipolitiske Udvalg har i brev af 10. marts 2006 stillet mig følgende spørgsmål 18 til beslutningsforslag B 20, som jeg hermed skal besvare.

 

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål 18:

 

" Hvor stor en andel af det danske landbrugsareal henholdsvis EU’s landbrugsareal skulle tages i anvendelse, hvis al diesel i Danmark henholdsvis EU skulle erstattes med biodiesel produceret på raps? Hvor stor en andel af arealet i henholdsvis Danmark og EU skulle tillige tages i anvendelse, hvis al benzin skulle erstattes med ætanol produceret fra etårige afgrøder?"

Svar:

 

Det danske landbrugsareal udgør ca. 2,5 mio. ha, hvoraf de ca. 200.000 ha er brakarealer. Der kræves ca. 1 ha med raps til at producere 1 tons biodiesel. Det danske forbrug af diesel til vejtransport i 2004 svarede til, at der skal bruges ca. 2,2 mio. tons biodiesel til at erstatte forbruget. Det vil sige, at næsten 90 % af det danske landbrugsareal, inklusive brakarealer, teoretisk set skulle dyrkes med raps for at kunne dække hele dieselforbruget. I praksis kan det imidlertid ikke lade sig gøre. For at få et fornuftigt sædskifte, skønnes det, at der kun kan dyrkes raps på et givet areal ca. hvert 5 år. Det betyder, at dansk dyrket raps, selv ved maksimal rapsdyrkning, kun kan dække under 25 % af det danske dieselforbrug til vejtransport. I praksis vil det dog formentligt være væsentligt mindre.

 

EU-Kommissionen estimerer, at der med 1. generations teknologier kan produceres ethanol på basis af hvedekerner svarende til knap 1 tons benzin pr. ha. Under den forudsætning skulle teoretisk set ca. 90 pct. af det danske landbrugsareal dyrkes med hvede til ethanolproduktion, hvis Danmarks benzinforbrug til transport skulle erstattes med dansk produceret ethanol. I takt med, at 2. generations teknologierne til ethanolproduktion udvikles, så også halmen kan anvendes til ethanolproduktion, vil arealkravet mindskes.

 

Det skal nævnes, at sukkerroer kan give større ethanoludbytter svarende til ca. 2,75 tons benzin pr. ha. Dyrkning af sukkerroer i Danmark er dog begrænset, og det forventes, at hvede er en mere relevant afgrøde for dansk ethanolproduktion.

 

EU’s landbrugsareal udgør ca. 97 mio. ha. Hvis der blev dyrket raps på hele arealet, ville biodiesel teoretisk set kunne dække i størrelsesordenen 25-30 pct. af EU’s samlede brændstofforbrug til transport. I praksis kan som nævnt kun dyrkes raps på ca. 1/5 af arealet. Hvis ethanol blev produceret på basis af hvede, ville EU’s landbrugsareal teoretisk kunne dække 25-30 pct. af det samlede brændstofforbrug til transport. I det omfang produktionen blev baseret på sukkerroer, ville arealkravet mindskes.

 

Der er alene tale om opgørelser af de rent fysiske potentialer under forudsætning af typiske gennemsnitlige udbytter per arealenhed. Udbytterne varier stærkt med dyrkningspraksis, jordens bonitet og klimaet. Der er desuden ikke foretaget nogen vurdering af det økonomiske potentiale.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen