Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg  

 

 

 

 

 

 

Dato: 2. maj 2006

                                


Under henvisning til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalgs brev af 21. april 2006 følger hermed - i 5 eksemplarer – Ministeren for Familie- og Forbrugeranliggenders svar på spørgsmål nr. 8 ad B 66:

 

Spørgsmål :

”Hvad tror ministeren, at årsagen er til, at fædre i TDC i gennemsnit tager væsentlig mere forældreorlov end fædre i staten? Der henvises til artikel i Politiken den 13. april 2006, hvoraf det fremgår, at fædre i TDC i gennemsnit holder 7,8 ugers barselsorlov, i staten var den gennemsnitlige varighed af fædres orlov i 2004 18,5 dage jf. ministerens svar på alm. del. – spørgsmål 84.”

 

Svar:

Ud over den enkelte families forhold, rammerne i de fleksible barselsregler og de overenskomstmæssige aftaler er jeg sikker på, at forholdene på den enkelte arbejdsplads har betydning for hvor meget barselsorlov, mændene vælger at tage.

 

Jeg synes, at TDC´s kampagne ”Fars Kram” er et overordentligt godt eksempel på, hvad en virksomhed kan gøre for at fremme mænds brug af barselsorlov. Jeg har svært ved at vurdere, om det præcis er brevet til fædrene, muligheden for 10 uger med løn eller den klare opfordring fra ledelsen til de nybagte fædre om at bruge mulighederne for orlov, der afspejler sig i en længere barselsperiode.

 

I lyset af TDC´s erfaringer kan jeg kun glæde mig over, at nybagte fædre i staten nu også har mulighed for holde 10 ugers barselsorlov med løn.

 

Fra min side ønsker jeg at komme med den klare udmelding, at jeg gerne ser, at fædre i højere grad udnytter mulighederne for at holde forældreorlov, så der opnås en bedre balance mellem mænds og kvinders brug af barselsreglerne. Det gælder også for ansatte i staten, at en far til et lille barn altid har muligheden for at varsle over for sin arbejdsgiver, at han ønsker at holde forældreorlov ud over sine to ugers fædreorlov. Det kan gavne familien og styrke fædrenes tilknytning til deres børn, hvis fædrene tager en større del af forældreorloven.

 

Hvis faderen holder forældreorlov i forlængelse af moderens orlov kan det fx være afgørende for, at familien får en bedre omstillingsperiode til den nye situation med begge forældre på arbejde og barnet i dagtilbud. Men jeg vil ikke diktere, præcis hvor mange uger, at faderen skal tage. Det vil jeg lade være op til den enkelte familie at afgøre. Hvis moderen trives godt med at være på barsel, og det passer til familiens behov, så kan det også for nogle familier give god mening, at moderen tager hele forældreorloven.

 

 

Lars Barfoed

                                                                                                           / Pernille Moll