Dato:            2. oktober 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2006-12100-159

Sagsbeh.:   HBG

Fil-navn:       B 68 s 13_alm. del

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 13 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 26. april 2006

 

Spørgsmål 13:

"Vil ministeren redegøre for, hvorledes den danske kvalitetsmodel kommer til at sikre et ensartet hygiejneniveau, der også dækker den liberale sundhedssektor på private klinikker, tandlæger m.v.?".

 

Svar:

Det fremgår af samarbejdsaftalen mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen og H:S om etablering af en fælles model for kvalitetsvurdering af den 17. november 2004, at kvalitetsmodellen skal være obligatorisk og principielt skal omfatte alle udbydere og leverandører af offentligt finansierede sundhedsydelser. Det understreges dog samtidig i aftalen, at første version af kvalitetsmodellen skal indbefatte en akkreditering af alle offentligt finansierede sygehuse.

 

Men som det fremgår, er det meningen, at andre udbydere af offentligt finansierede sundhedsydelser på lidt længere sigt også skal omfattes af den danske kvalitetsmodel.

 

Endelig skal det understreges, at hjemmesiden www.sundhedskvalitet.dk også vil indeholde oplysninger for de privathospitaler, som har en særlig aftale med amterne i medfør af det udvidede frie sygehusvalg.