Dato:            15. juni 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2006-12100-159

Sagsbeh.:   HBG

Fil-navn:       B 68 s 15_alm. del

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 15 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 15. maj 2006

 

Spørgsmål 15:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 11. maj 2006 fra HTS-A Arbejdsgiver og Erhvervsorganisation, jf. B 68 – bilag 1".

 

Svar:

Som jeg understregede det i forbindelse med 1. behandlingen af B 68 er regeringen enig med forslagsstillerne i intentionerne om at sikre en bedre hygiejne og dermed nedbringe antallet af infektioner på landets sygehuse.

 

Men det er regeringens opfattelse, at den bedste og mest sikre vej til dette mål går gennem Den Danske Kvalitetsmodel. Det skal i den forbindelse understreges, at Kvalitetsmodellen, i modsætning til en særordning på hygiejneområdet, understøtter sammenhængen i sundhedsvæsenets kvalitetsarbejde. Risikoen for sygehusinfektioner er således afhængig af flere faktorer end hygiejneniveauet, f.eks. patienternes indlæggelsestid og ernæring under indlæggelsen. Kvalitetsmodellen tager højde for denne kompleksitet.

 

Samtidig skal det påpeges, at der i Kvalitetsmodellens regi bliver fulgt op på, om sygehusene lever op til de fastsatte kvalitetskrav. Der skal løbende foretages målinger af sygehusydelsernes kvalitet – f.eks. målinger af infektionsrater – og der skal periodevist gennemføres en ekstern vurdering af om sygehuse lever op til kvalitetskravene. Disse vigtige elementer – opfølgning og overvågning – indgår ikke i det foreliggende beslutningsforslag.

 

Endelig skal det understreges, at udviklingen af standarder og indikatorer til brug for vurdering og akkreditering af hospitalerne på hygiejneområdetnaturligvis vil tage udgangspunkt i hygiejnestandarderne udarbejdet af Dansk Standard i samarbejde med Seruminstituttet. Institut for Kvalitet og Akkreditering (IKAS) er ansvarlig for udvikling af standarder og indikatorer. I relation til de enkelte temaer varetages standard- og indikatorudviklingen af såkaldte temagrupper, som udgøres af fagpersoner med kompetence på de enkelte områder, udpeget af IKAS, efter indstilling af regionerne.