Dato:            2. oktober 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2006-12100-159

Sagsbeh.:   HBG

Fil-navn:       B 68 s 9_alm. del

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 9 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 26. april 2006

 

Spørgsmål 9:

"Vil ministeren redegøre for i hvilken grad, bekæmpelse af luftbåren smitte (aerosole patogene vira) indgår i den danske kvalitetsmodel?".

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen indhentet oplysninger fra Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS).

 

IKAS oplyser, at bekæmpelse af luftbåren smitte (aerosole patogene vira) i sygehusvæsenet principielt indgår i den danske kvalitetsmodel i relation til temaet hygiejne (dvs. infektionskontrol, herunder uddannelse, rådgivning og monitorering samt nye aktiviteter med henblik på at minimere infektionsrisikoen), og i relation til temaet beredskab (dvs. planer for og håndtering af overbelastninger, nedbrud, interne/eksterne katastrofer mv., herunder uddannelse af medarbejdere) samt i relation til temaet risikostyring (dvs. aktiviteter med henblik på at forebygge, identificere, vurdere og begrænse risiko for skade, med henblik på at opnå øget patientsikkerhed).

 

For samtlige temaer i den danske kvalitetsmodel udarbejdes standarder (kvalitetsmål) og konkrete målinger (indikatorer) i løbet af 2006. Institut for Kvalitet og Akkreditering (IKAS) er ansvarlig for udvikling af standarder og indikatorer. I relation til de enkelte temaer varetages standard- og indikatorudviklingen af såkaldte temagrupper, som udgøres af fagpersoner med kompetence på de enkelte områder, udpeget af IKAS, efter indstilling af regionerne.