Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2007-08 (1. samling)
KOM (2005) 0391 Bilag 2
Offentligt
406104_0001.png
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Holbergsgade 6
1057 København K
Dato 23-08-07
Ref:
Dansk Flygtningehjælps kommentarer til det reviderede forslag til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
Dansk Flygtningehjælp takker for muligheden for at kommentere på ovenstående
direktivforslag. Om end det fremgår, at det reviderede forslag på flere punkter afviger fra det
oprindelige forslag fra 2005, vil Dansk Flygtningehjælp alligevel henlede opmærksomheden på
vores høringskommentar af 12. oktober 2005. De fleste af disse kommentarer er fortsat
relevante, og nogen af vores bekymringer er under den nuværende udgave endnu mere
præsente. Da vi antager, at man vil behandle den nye udgave af forslaget, har vi derfor
tilsvarende integreret de af vores tidligere kommentarer, der stadig er relevante, i det
nedenstående og tilføjet kommentarer til de seneste ændringer i fed.
Indledende betragtninger (6): Flygtningehjælpen er helt enig i, at frivillig tilbagevenden
foretrækkes frem for tvangsudsendelse. Flygtningehjælpen finder, at denne præference bør
underbygges i form af en bemærkning om, at staterne bør arbejde aktivt for at fremme frivillig
tilbagevenden.
Art. 3(h): Det bemærkes at ”risk of absconding” generelt kan vurderes at gøres gældende
over for personer der er ”illegally entered” eller ”has in the past evaded removal or
frustrated removal efforts”.
Dansk Flygtningehjælp finder disse generelle kriterier bekymrende, da de i praksis vil
kunne gøres gældende over for størstedelen af de udsendelsestruede. I det omfang det
gælder afviste asylansøgere er irregulær adgang til EU-territoriet normen for at kunne
indgive en asylanmodning. Så længe Medlemsstaterne opretholder omfattende
grænsekontrol, både på og udover EU’s grænser, vil langt størstedelen af asylansøgere
være tvunget til at søge irregulær adgang. Dette forhold tager Flygtningekonventions Art.
31 specifikt højde for, således at flygtninge, der indrejser ulovligt, ikke kan straffes
herfor. Om end de i dette direktiv omfattede personer må antages ikke at være flygtninge
i Konventionens forstand, mener Dansk Flygtningehjælp at det er oplagt, at man heller
Dansk Flygtningehjælp er en paraplyorganisation
der arbejder for at skabe en bedre fremtid for
flygtninge i Danmark og i verdens brændpunkter
Borgergade 10, 3. sal
Postboks 53
1002 København K
Tlf. +45 3373 5000
Fax +45 3332 8448
www.flygtning.dk
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
406104_0002.png
Dansk Flygtningehjælp
s2
ikke straffer afviste asylansøgere for ulovlig eller irregulær indrejse, da det må antages at
størstedelen har været i god tro om deres asylbehov, da de ankom.
Art. 5:
Flygtningehjælpen finder det positivt, at hensynet til den familiemæssige tilknytning og
barnets tarv er nævnt udtrykkeligt.
Dansk Flygtningehjælp noterer sig derudover med glæde, at ”non-refoulement” nævnes
eksplicit. Da dette princip dækker bredt vil det dog være ønskværdigt at der indsættes en
eksplicit reference til princippets kodificering i bindende folkeretlige instrumenter,
herunder særligt Flygtningekonventionen, Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention samt FN’s Konvention om Barnets Rettigheder.
Art 6.4: Dansk Flygtningehjælp finder det beklageligt, at den eksplicitte reference til
Medlemsstaternes forpligtelse under fundamentale rettigheder, den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, non-refoulement, retten til uddannelse og retten til
familieliv udelades i det seneste forslag. Dette er samtidig bemærkelsesværdigt, da
udeladelsen helt oplagt ikke kommer til at løse Medlemsstaterne fra disse forpligtelser.
Art. 6.7 (tidligere 6.8):
Af bestemmelsen fremgår det, at en medlemsstat kan undlade at træffe
afgørelse om tilbagesendelse, indtil en igangværende procedure om tildeling af
opholdstilladelse er afsluttet. Bestemmelsen forslås ændret således, at medlemsstaten undlader
at træffe afgørelse om tilbagesendelse, indtil proceduren er afsluttet, medmindre der er tale om
gentagne forsøg på at opnå opholdstilladelse.
Art. 6bis.(1-3):
Det fremgår af bestemmelsen, at der i afgørelsen om tilbagesendelse fastsættes
en passende frist for frivillig udrejse på op til fire uger, medmindre der er grund til at tro, at den
pågældende vil forsvinde. Flygtningehjælpen finder en frist på mindre end fire uger upassende
kort. Med en frist på under fire uger, kan hensynet til og muligheden for frivillig tilbagevenden
blive illusorisk. For f.eks. afviste asylansøgere vil selve afslaget/afgørelsen om tilbagesendelse
være overvældende i sig selv. Disse mennesker vil i første omgang skulle bruge lidt tid på at
forholde sig til denne, for dem, ofte meget ubehagelige og overraskende afgørelse. Hvis de
derefter skal have en mulighed for reelt at tage stilling til, om de ønsker at udrejse frivilligt, er
det urealistisk med en frist der er kortere end fire uger.
Flygtningehjælpen finder således, at fristen for frivillig udrejse bør være minimum fire uger.
Flygtningehjælpen finder desuden, at undtagelsen til reglen om, at der fastsættes en passende
frist for frivillig udrejse, hvis der er grund til at tro, at den pågældende vil forsvinde, bør
skærpes til kun at finde anvendelse, hvis der er alvorlig grund til at tro at den pågældende vil
forsvinde. Med den foreslåede formulering vil undtagelsen kunne anvendes i et alt for stort
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Dansk Flygtningehjælp
s3
omfang, da man næsten altid vil kunne hævde, at der er grund til at tro, at en person, der typisk
mod sit ønske er blevet pålagt at vende tilbage til sit hjemland, vil forsvinde.
Art 7(4): Dansk Flygtningehjælp er helt enig i, at tvang skal udøves under hensynstagen
til et proportionalitetsprincip samt at tvangsudsendelser skal ske under hensynstagen til
både fundamentale rettigheder og i respekt for den udsendtes personlige værdighed og
integritet. Det bør dog understreges, at det ikke kun er i henhold til national lovgivning,
men også internationale forpligtelser og principper at sådan hensynstagen skal måles.
Herudover vil Dansk Flygtningehjælp gerne henlede opmærksomheden på det åbenbare
behov for træning af nationale myndigheder i disse forhold, hvis denne artikel skal
forventes implementeret. Dansk Flygtningehjælp vil således anbefale, at man i direktivet
indsætter krav om, at nationale udsendelsesmyndigheder trænes i disse forhold.
Art. 8:
Flygtningehjælpen finder, at de foreslåede regler om udsættelse er udmærkede. Dog bør
det fremgå af bestemmelsen, at de forpligtelser, der ifølge stk. 3 kan pålægges pågældende
tredjelandsstatsborger, skal være forenelige med de særlige forhold eller omstændigheder, der
har givet anledning til udsættelsen. Således bør f.eks. en person, der pga. sin dårlige psykiske
tilstand har fået udsat fuldbyrdelsen af en tilbagesendelse, ikke pålægges regelmæssigt at
melde sig hos myndighederne, eller tage ophold et bestemt sted, hvis dette risikerer at medføre
en forværring af personens tilstand. Ligeledes bør der tages hensyn til, at de berørte personer
må formodes at være uforskyldte i, at tilbagesendelsen har måttet udsættes, og det forlængede
ophold bør derfor ikke blive utåleligt på grund af diverse pålagte forpligtelser. Uanset at dette i
et vist omfang vil kunne udledes af henvisningen til direktiv 2003/9/EF i art. 13, bør det fremgå
tydeligt af nærværende artikel.
Art. 8.2.c.
Flygtningehjælpen finder det positivt, at der i bestemmelsen stilles særlige krav til
overgivelsen i hjemlandet af uledsagede mindreårige.
Art. 9.1:
Det fremgår af bestemmelsen, at afgørelser om udsendelse omfatter et forbud mod
genindrejse. Flygtningehjælpen finder, at et genindrejseforbud bør være en mulighed for
medlemsstaterne frem for en pligt i forbindelse med en afgørelse om udsendelse, særligt hvis
den korte frist for frivillig udrejse i art. 6, stk. 2 fastholdes.
Det fremgår videre af bestemmelsen, at afgørelser om tilbagesendelse kan omfatte et forbud
mod genindrejse. Flygtningehjælpen finder, at et genindrejseforbud i forbindelse med en
afgørelse om tilbagesendelse, hvis det overhovedet skal være en mulighed, bør være begrænset
til helt særlige tilfælde. I al fald bør genindrejseforbud i forbindelse med afslag på asyl kun
anvendes helt undtagelsesvist. Hvis en asylansøger i forbindelse med afslaget på asyl bliver
pålagt et indrejseforbud, uden i det mindste at have fået en mulighed for at udrejse frivilligt, er
der reelt tale om, at personen straffes for at have søgt asyl.
Dansk Flygtningehjælp er herudover meget bekymrede over de foreslåede ændringer i
den seneste udgave af direktivforslaget til iværksættelse af ”entry bans”. Hvad angår
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
406104_0004.png
Dansk Flygtningehjælp
s4
9.1(a) er kriteriet om ”illegal entry” både for bredt, da størstedelen af afviste
asylansøgere falder ind herunder, og principielt forkert, da man ikke bør straffe
individer for i god tro at have søgt ulovlig indrejse i forbindelse med et asylkrav. Dette
gælder også for kriteriet om ”false or misleading information, false or falsified
documents”, hvilke mange asylansøgere desværre er tvunget til at benytte sig af for
overhovedet at kunne søge asyl i et EU-land.
Hvad angår kriterierne i Art 9.1(b) mener Dansk Flygtningehjælp at det er helt urimeligt
og ganske ude af proportioner at kategorisere en person som ”a threat to public order,
public security or national security” alene fordi vedkommende er idømt frihedsberøvelse
af mere end et års varighed. Tilsvarende synes det at stride mod grundlæggende
retsprincipper at personer kategoriseres tilsvarende blot fordi der er en ”clear indication
of an intention to commit [serious criminal offences]”.
Den reviderede Art. 9.2 er desuden stærkt bekymrende, da den, uanset de i Art. 9.1
nævnte begrænsninger, synes at give carte blanche til at indføre ”entry bans” uden
nærmere angivelse af begrundelsen.
Tidligere Art. 9.3: Dansk Flygtningehjælp finder det er beklageligt, at den tidligere Art.
9.3 udgår.
Særligt hvis de foreslåede regler i art. 9.1 om genindrejseforbud fastholdes, finder
Flygtningehjælpen, at reglen i art. 9.3 om ophævelse af forbuddet i særlige tilfælde bør udvides
således, at staterne i de nævnte tilfælde som udgangspunkt skal ophæve indrejseforbuddet.
For Art. 9.3 er Dansk Flygtningehjælp tilsvarende bekymret over, at man åbner
mulighed for ”entry bans” af mere end 5 års varighed.
Hvad angår Art. 9.5 er Dansk Flygtningehjælp helt enig i bestemmelsen om, at Art. 9.1-4
ikke kan gøres gældende i tilfælde, hvor personer søger asyl i en medlemsstat. Dansk
Flygtningehjælp vil dog anbefale, at denne paragraf udvides, således at det gøres klart, at
dette både gælder for individer der søger beskyttelse på grund af individuel forfølgelse og
personer, der ikke kan sendes tilbage pga. risiko for tortur eller generelle
sikkerhedsvurderinger.
Art. 12:
Flygtningehjælpen læser
fortsat
bestemmelsen således, at en påklage eller anke af en
afgørelse om tilbagesendelse og/eller afgørelse om udsendelse enten automatisk har opsættende
virkning eller får opsættende virkning ved anmodning herom. Flygtningehjælpen finder
præciseringen af retten til påklage eller anke positiv og finder ligeledes som udgangspunkt
reglerne om opsættende virkning positive. Flygtningehjælpen finder dog, at den opsættende
virkning altid bør være automatisk, da mindre ressourcestærke personer i modsat fald risikerer
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Dansk Flygtningehjælp
s5
at fortabe retten til opsættende virkning på grund af manglende kendskab til reglerne eller
manglende evne til at formulere en anmodning om opsættende virkning.
Art. 13:
Flygtningehjælpen finder, at personer, for hvem fuldbyrdelsen af en afgørelse om
tilbagesendelse er blevet udsat, eller som ikke kan udsendes af de i art. 8 nævnte grunde, inden
for en given tidsfrist bør gives en midlertidig opholdstilladelse, eller i det mindste bør have
udvidet adgang til skole, arbejdsmarked, erhvervsuddannelse mv. Frem for at de pågældende
personer på grund af den til tider lange ventetid uden meningsfulde aktiviteter sygner hen i
håbløshed og afmagt, kan adgang til arbejdsmarked og uddannelse sikre at disse personer, når
tilbagesendelse bliver mulig, kan vende tilbage med flere ressourcer og stærkere kræfter.
Art. 14: Dansk Flygtningehjælp mener, at der i det seneste udkast er sket et væsentligt
skred i retsikkerheden for personer der frihedsberøves. De i den oprindelige Art 14.
opregnede præmisser gøres ikke længere gældende. Derudover mener Dansk
Flygtningehjælp, at det må bero på en individuel bedømmelse, hvorfor ordet ”shall” bør
erstattes af ”may” i Art. 14.1.
Art 14.2: Her er det positivt at domstolsprøvelse sikres indenfor 48 timer, frem for som
tidligere foreslået 72 timer.
Art. 14.3: Dansk Flygtningehjælp er bekymred over ændringen fra ”once a month” til ”at
reasonable intervals”, da dette oplagt kan give anledning til meget forskellige og
subjektivt prægede fortolkninger blandt de nationale myndigheder.
Art. 14.5 og 6: Dansk Flygtningehjælp finder det overordentligt bekymrende, at der
indføres en ”gummiparagraf”, der tillader frihedsberøvelse i mere end de i Art. 14.4
fastsatte 6 måneder. De nævnte præmisser om manglende samarbejdsvilje fra de
udsendte eller forsinkelser i fremskaffelsen af nødvendige dokumenter fra tredjelande er
ikke tilstrækkeligt grundlag for, tilsyneladende på ubestemt tid, at forlænge
frihedsberøvelse af personer med udsendelsesordre.
Med venlig hilsen
Andreas Kamm
Generalsekretær
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Dansk Flygtningehjælp
s6
Dansk Flygtningehjælp