PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retsudvalget 2005-06
KOM (2005) 0650 Bilag 2
Offentligt

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh.:

Sagsnr.:

Dok.:

30. maj 2006

Formueretskontoret

Kenneth Joensen

2006-723/21-0004

KJO40245

GRUNDNOTAT

vedrørende EU-Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (KOM (2005) 650 endelig)

Resumé

Kommissionen har fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgs-

regler for kontraktlige forpligtelser (”ROM I”). Formålet er at erstatte Rom-konventionen af

1980 med en forordning. Der stilles samtidigt en række forslag om ændring af Rom-

konventionens bestemmelser.

Forslaget bygger ligesom Rom-konventionen på det udgangspunkt, at parterne frit kan aftale,

hvilken lov der skal finde anvendelse på den indgåede kontrakt. Ligesom konventionen indehol-

der forslaget særlige bestemmelser vedrørende forbrugeraftaler og individuelle arbejdsaftaler,

idet forbrugere og arbejdstagere bør beskyttes af særlige lovvalgsregler, der er gunstigere end de

almindelige regler.

Da retsgrundlaget for Kommissionens forslag er EF-traktatens artikel 61, litra c, jf. artikel 65,

deltager Danmark i henhold til artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling (forbeholdet vedrø-

rende retlige og indre anliggender) ikke i en kommende vedtagelse af det foreliggende forord-

ningsforslag, der således ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

1. Baggrund

Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog i december 1998 en handlingsplan for, hvordan Am-

sterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdig-

hed bedst kan gennemføres. I handlingsplanen opfordres der til at indlede en revision af visse

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amster-

dam, finder derfor anvendelse.

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Telefon: 33 92 33 40

Telefax: 33 93 35 10

E-post: [email protected]

Internet: http://www.jm.dk

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

bestemmelser i Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige

forpligtelser (herefter ”Rom-konventionen”).

På Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i oktober 1999 blev det fastslået, at princippet om

gensidig anerkendelse skal udgøre hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU. I Rådets

program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerken-

delse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fra januar 2001 understreges det, at

foranstaltninger vedrørende harmonisering af lovvalgsregler er ”ledsageforanstaltninger”, der

skal lette gennemførelsen af dette princip.

Rådet har den 22. december 2000 vedtaget forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence

og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (her-

efter Bruxelles I-forordningen). Bruxelles I-forordningen regulerer bl.a. spørgsmålet om rette

værneting. Forordningen har den 1. marts 2002 afløst Bruxelles-konventionen af 1968 om retter-

nes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager

(herefter Bruxelles-konventionen). Bruxelles I-forordningen er vedtaget i henhold til afsnit IV i

EF-traktaten. Danmark er derfor ikke bundet af forordningen. Det betyder, at Bruxelles-

konventionen fortsat gælder i relationerne mellem Danmark og de øvrige 14 ”gamle” EU-lande.

Kommissionen har derudover den 22. juli 2003 fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (herefter forslaget

til Rom II-forordning). Kommissionen foreslår med forordningsforslaget at harmonisere med-

lemsstaternes lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold. Der henvises til Justits-

ministeriets grundnotat, der er oversendt til Folketingets Retsudvalg og Folketingets Europaud-

valg den 3. december 2003.

Kommissionen anfører, at Rom-konventionen er det eneste internationalt privatretlige instrument

i EU, der endnu har form af en international traktat. Da Bruxelles I-forordningen, den kommende

Rom II-forordning og Rom-konventionen supplerer hinanden i spørgsmål om værneting og lov-

valg på det civil- og handelsretlige område inden for EU, bør Rom-konventionen efter Kommis-

sionens opfattelse erstattes af en forordning.

Kommissionen har på den baggrund den 15. december 2005 fremsat et forslag til Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (herefter for-

slaget til Rom I-forordning). Forslaget er modtaget i dansk sprogversion den 9. februar 2006.

Forslaget er udarbejdet på grundlag af Kommissionens grønbog af 14. januar 2003 om Rom-

konventionen (KOM (2002) 654 endelig). Grundnotat om grønbogen er fremsendt til Folketin-

gets Retsudvalg og Folketingets Europaudvalg den 22. maj 2003.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2. Indhold

Forslaget tager først og fremmest sigte på at erstatte Rom-konventionen med en fællesskabsfor-

ordning. I den forbindelse stilles samtidig en række forslag til ændringer af konventionens be-

stemmelser. Derudover foreslås nogle tilpasninger, som skyldes forskelle mellem en konventions

og en forordnings juridiske karakter.

2.1. Anvendelsesområde

Forslagets anvendelsesområde fastlægges i artikel 1, hvoraf det fremgår, at forordningen skal

omfatte forpligtelser på det civil- og handelsretlige område, hvilket svarer til anvendelsesområ-

det for Bruxelles I-forordningen og forslaget til Rom II-forordning. Forordningen skal alene fin-

de anvendelse på kontraktlige forpligtelser. Derudover skal der foreligge en lovkonflikt, dvs. at

der skal være et eller flere grænseoverskridende elementer i retsforholdet, således at der skal

foretages et valg mellem flere landes retssystemer.

Forordningen skal efter forslaget ikke finde anvendelse på bl.a. skatte- og toldområdet eller på

forvaltningsretlige anliggender. Derudover skal en række forpligtelser undtages fra forordnin-

gens anvendelsesområde. Det gælder bl.a. spørgsmål vedrørende fysiske personers rets- eller

handleevne, forpligtelser som udspringer af familieforhold, formueforholdet mellem ægtefæller,

testamenter og arv samt forpligtelser ifølge veksler, checks, ordregældebreve mv. Derudover

skal bl.a. voldsgifts- og værnetingsaftaler, visse selskabsretlige spørgsmål, bevis- og processuelle

spørgsmål samt forpligtelser, som udspringer af et retsforhold, der bestod forud for kontrakten,

undtages fra forordningens anvendelsesområde.

Rom-konventionen undtager forsikringsaftaler, som dækker risici beliggende i EU. Denne und-

tagelse er ikke medtaget i forordningsforslaget, men i stedet er der i forslagets artikel 22 indsat

en bestemmelse, som afklarer forholdet til 2. skadesforsikringsdirektiv (direktiv 88/257/EØF,

som ændret ved direktiv 92/49/EØF og 2002/13/EF) samt 2. livsforsikringsdirektiv (direktiv

90/619/EØF, som ændret ved direktiv 92/96/EØF og 2002/12/EF).

Ifølge forslaget skal forordningen ligesom Rom-konventionen og forslaget til Rom II-forordning

finde anvendelse, uanset om den udpegede lov ikke er en medlemsstats lovgivning, jf. artikel 2.

2.2. Lovvalgsregler mv.

I artikel 3 fastlægges, at medmindre andet gælder i henhold til artikel 5-7, er en aftale under-

lagt den lov, som parterne har vedtaget. Forslaget bygger ligesom Rom-konventionen på det ud-

gangspunkt, at parterne frit kan aftale, hvilken lov der skal finde anvendelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kommissionen ønsker desuden at indføre en ny regel, hvorefter en værnetingsaftale også skal

anses for en aftale om lovvalg. Rom-konventionen indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse.

Parternes lovvalgsaftale kan omfatte hele aftalen eller dele heraf.

Derudover foreslås det, at parterne kan aftale, at aftaleretlige regler og principper, som er aner-

kendt på internationalt plan eller fællesskabsplan, skal finde anvendelse. Det fremgår af be-

mærkningerne til forslaget, at ”den valgte formulering tager sigte på at åbne mulighed for at

vælge bl.a. UNIDROIT-principperne,

Principles of European Contract Law

eller et eventuelt

fremtidigt fællesskabsinstrument, men samtidig udelukke valg af

lex mercatoria,

som ikke er

præcis nok, eller private kodificeringer, der ikke er tilstrækkeligt anerkendt af det internationale

samfund”.

En lovvalgsaftale kan dog ikke tilsidesætte ufravigelige regler i et land, såfremt alle omstændig-

hederne på tidspunktet for parternes lovvalg er lokaliseret i dette land. Det samme gælder ufravi-

gelige fællesskabsregler, som ikke kan fraviges ved aftale om anvendelse af et tredjelands lov.

Har parterne ikke indgået en aftale, skal lovvalgsspørgsmålet afgøres efter forslagets artikel 4.

Kommissionen foreslår, at man bibeholder reglen i konventionen, hvorefter loven på den parts

sædvanlige opholdssted, der præsterer den karakteristiske ydelse, skal anvendes. I forslaget op-

regnes konkrete aftaletyper, og det fastlægges, hvilken lov der skal finde anvendelse for disse

aftaletyper. Som eksempler kan nævnes, at købs- og tjenesteydelsesaftaler skal være underlagt

loven i det land, hvor sælger har sit sædvanlige opholdsted, transportaftaler skal være underlagt

loven i det land, hvor transportøren har sit sædvanlige opholdssted, og franchiseaftaler skal være

underlagt loven i det land, hvor franchisetageren har sit sædvanlige opholdssted.

I Rom-konventionen anvendes i stedet formodningsregler. Kommissionen mener, at den foreslå-

ede ændring vil styrke retssikkerheden. Derudover foreslår Kommissionen, at man ophæver be-

stemmelsen i Rom-konventionen, hvorefter der skal ses bort fra formodningsreglerne, hvis afta-

len som helhed har en nærmere tilknytning til et andet land.

Forordningsforslaget indeholder ligesom konventionen en særlig bestemmelse vedrørende

lovvalg for forbrugeraftaler, jf. artikel 5. Den gældende bestemmelse i konventionen fører i nog-

le tilfælde til, at både loven i den erhvervsdrivendes land og de ufravigelige regler i forbrugerens

land finder anvendelse, hvilket efter Kommissionens opfattelse fører til større omkostninger for

sagens parter. Af hensyn til forbrugerbeskyttelsen foreslås det derfor, at loven i den stat, hvor

forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, skal anvendes.

Derudover præciseres det i forslaget, hvornår særreglen skal finde anvendelse. Aftalen skal være

indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende. Derudover er det en betingelse, at den er-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

hvervsdrivende udøver virksomhed i eller på anden måde retter sin virksomhed mod det land,

hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted. Det foreslås dog, at loven i forbrugerens op-

holdsland ikke skal finde anvendelse i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende var uvidende om

forbrugerens sædvanlige opholdssted, og hvor denne uvidenhed ikke skyldes den erhvervsdriv-

endes egen uagtsomhed. Kommissionen anfører, at for så vidt angår aftaler indgået på Internet-

tet, må den erhvervsdrivende sikre sig, at kontrakten giver mulighed for at identificere forbruge-

rens opholdssted.

Bestemmelsen skal i modsætning til konventionen omfatte alle aftaler omfattet af forordningen,

med undtagelse af aftaler om levering af tjenesteydelser til forbrugere, såfremt disse udelukken-

de skal præsteres i et andet land end det, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, trans-

portaftaler (bortset fra aftaler om pakkerejser omfattet af direktiv 90/314/EØF) og aftaler vedrø-

rende en ret over fast ejendom eller en brugsret til fast ejendom (bortset fra aftaler omfattet af

timeshare-direktivet 94/47/EF).

Efter forslagets artikel 6 skal parternes aftalte lovvalg i arbejdsaftaler ikke medføre, at ar-

bejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham eller hende i medfør af ufravigelige

regler i den lov, som i henhold til bestemmelsen ville finde anvendelse i mangel af en lovvalgsaf-

tale.

Efter forslaget er en individuel arbejdsaftale underlagt loven i det land, hvori eller hvorfra ar-

bejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde. Det sædvanlige op-

holdssted ændres ikke, selv om arbejdstageren midlertidigt udfører arbejde i et andet land. I for-

hold til Rom-konventionen foreslås det præciseret, at udførelse af arbejde i et andet land betrag-

tes som midlertidigt, når arbejdstageren skal genoptage sit arbejde i sit oprindelsesland efter at

have udført sine opgaver i udlandet. Derudover fremgår det af forslaget, at det forhold, at der

indgås en ny arbejdsaftale med den oprindelige arbejdsgiver, ikke skal være til hinder for, at ar-

bejdstageren anses for at udføre sit arbejde midlertidigt i et andet land.

Hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i eller fra et bestemt land, skal loven i

det land, hvor det arbejdsgiverens forretningssted er beliggende, anvendes. Det samme skal gæl-

de, hvis arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde i et område, der ikke er underlagt natio-

nal suverænitet.

Ligesom konventionen skal forordningen efter forslaget indeholde en bestemmelse, hvorefter

den udpegede lov ikke skal finde anvendelse, når det af omstændighederne som helhed fremgår,

at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land. I det tilfælde skal loven i dette land finde

anvendelse. Ifølge præamblen til forslaget skal bestemmelsen ikke gribe ind i anvendelsen af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ufravigelige regler i udstationeringslandet i overensstemmelse med direktivet om udstationering

af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (dir. 96/71/EF).

Rom-konventionen indeholder ikke en bestemmelse om lovvalget i forholdet mellem fuld-

magtsgiver og tredjemand. Spørgsmålet om mellemmandens (fuldmægtigens) beføjelser er ude-

lukket fra konventionens anvendelsesområde, jf. artikel 1, litra k. Det bør efter Kommissionens

opfattelse ikke være tilfældet i den kommende forordning.

Efter forslagets artikel 7 skal aftalen mellem fuldmagtsgiver og fuldmægtig være underlagt loven

i det land, hvor fuldmægtigen har sit sædvanlige opholdssted, medmindre parterne har indgået en

lovvalgsaftale. Det skal dog ikke gælde i de tilfælde, hvor fuldmægtigen udøver eller skal udøve

sin hovedvirksomhed i det land, hvor fuldmagtsgiver har sit sædvanlige opholdssted. I dette til-

fælde skal loven i sidstnævnte land finde anvendelse.

Efter forslagets artikel 7, stk. 2, skal loven i det land, hvor fuldmægtigen havde sit sædvanlige

opholdssted, også anvendes i forholdet mellem fuldmagtsgiver og tredjemanden som følge af, at

fuldmægtigen har handlet i overensstemmelse med eller uden for sin fuldmagt. Det gælder dog

ikke, såfremt fuldmægtigen har handlet i et land, hvor fuldmagtsgiver eller tredjemanden har

sædvanligt opholdssted. I det tilfælde skal loven i dette land anvendes. Denne lov skal også an-

vendes, hvis fuldmægtigen har handlet på børsen eller deltaget i en auktion i dette land.

Stk. 2 skal efter forslaget også finde anvendelse på retsforholdet mellem fuldmægtigen og tred-

jemand, f.eks. i de situationer, hvor fuldmægtigen har handlet uden for sin fuldmagt.

Ligesom Rom-konventionen indeholder forslaget i artikel 8 en bestemmelse om forholdet til

ufravigelige regler. Forslaget indeholder dog som noget nyt en definition heraf. Det fremgår af

bestemmelsen, at ”ufravigelige regler er regler, hvis overholdelse af et land anses for at være så

afgørende for opretholdelsen af dets politiske, sociale og økonomiske struktur, at de kræves

overholdt i forhold til enhver person, der befinder sig på dette lands nationale område, eller i

forbindelse med ethvert retsforhold i dette land, uanset hvilken lov der i øvrigt finder anvendelse

på aftalen i henhold til denne forordning”.

Det fremgår derudover af forslaget, at bestemmelsen ikke kan medføre begrænsninger i anven-

delsen af domslandets ufravigelige regler. I de tilfælde, hvor et retsforhold er nært tilknyttet til et

andet land end domslandet, kan dette andet lands ufravigelige regler også tillægges vægt.

Rom-konventionen indeholder forskellige lovvalgsbestemmelser vedrørende henholdsvis

overdragelse af fordringer og subrogation. Dette har ifølge Kommissionen givet anledning til

problemer i praksis i relation til factoring (belåning af fordringer), som i nogle lande behandles

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

efter reglerne om overdragelse af fordringer og i andre lande efter reglerne om aftalebestemt su-

brogation. Kommissionen foreslår, at den samme lovvalgsregel anvendes i begge situationer, jf.

forslagets artikel 13. Efter forslaget skal overdragerens og erhververens indbyrdes forpligtelser

undergives loven i det land, som finder anvendelse på aftalen mellem overdrageren og erhverve-

ren. For så vidt angår spørgsmålet om overdragelsen eller subrogationen kan gøres gældende

over for tredjemand, skal loven i det land, hvor overdrageren har sit sædvanlige opholdssted på

overdragelsestidspunktet, finde anvendelse.

Det foreslås derudover, at der i artikel 14 indsættes en særlig bestemmelse vedrørende lovbe-

stemt subrogation, som svarer til Rom-konventionens artikel 13, stk. 1.

Det foreslås endvidere, at der i artikel 15 indføres en særlig bestemmelse vedrørende situatio-

ner med flere skyldnere, der svarer til Rom-konventionens artikel 13, stk. 2.

I situationer med flere solidariske skyldnere, skal regreskravet fra en skyldner, der har fyldest-

gjort fordringshaver være underlagt det samme lands lov, som skal anvendes på denne skyldners

forpligtelse over for fordringshaveren. Skyldnere, der efter den anvendelige lov, nyder en særlig

beskyttelse mod regressøgsmål kan også gøre denne beskyttelse gældende over for de øvrige

skyldnere.

Rom-konventionen indeholder ikke særlige regler vedrørende lovbestemt modregning. Af for-

slaget følger imidlertid, at lovbestemt modregning skal være underlagt den lov, som finder an-

vendelse på den forpligtelse, der modregnes i. Kommissionen bemærker, at aftalt modregning i

øvrigt er underlagt de generelle regler i artikel 3 og 4. Dette følger også direkte af forslagets arti-

kel 11, stk. 1, litra d, om området for den anvendelige lov, som svarer til artikel 10, stk. 1, litra d,

i Rom-konventionen.

2.3. Andre bestemmelser

Forslagets kapitel III om andre bestemmelser svarer i store træk til bestemmelserne i Rom-

konventionen. Det gælder for så vidt angår artikel 19-21 om udelukkelse af

renvoi,

ordre

public

og om stater med mere end ét retssystem.

Ligesom forslaget til Rom II-forordning indeholder Kommissionens forslag i artikel 18 en

definition af sædvanligt opholdssted, navnlig for juridiske personer.

Efter forslaget skal forordningen ikke erstatte særlige lovvalgsregler i den eksisterende fælles-

skabsret eller i internationale konventioner, jf. artikel 22 og artikel 23. Forordningen skal derfor

vige for særlige lovvalgsregler i andre EU-retsakter og internationale konventioner, der indehol-

der særskilte lovvalgsforpligtelser. Efter forslaget vil forordningen derfor i praksis alene have

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

betydning for områder, hvor EU ikke særskilt har vedtaget andre, specielle lovvalgsregler, og

hvor medlemsstaterne ikke er parter i en international konvention om lovvalg.

Af bilag 1 til forslaget fremgår det, at forordningen ikke skal berøre anvendelsen af lovvalgsreg-

lerne i direktivet om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats

område (direktiv 93/7/EØF), direktivet om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling

af tjenesteydelser (direktiv 96/71/EF), 2. skadesforsikringsdirektiv (direktiv 88/257/EØF, som

ændret ved direktiv 92/49/EØF og 2002/13/EF), samt 2. livsforsikringsdirektiv (direktiv

90/619/EØF, som ændret ved direktiv 92/96/EØF og 2002/12/EF).

Derudover skal forordningen ikke anvendes, når der på fællesskabsplan er fastsat regler for kon-

traktlige forpligtelser, som efter aftale mellem parterne skal finde anvendelse i situationer, hvor

der skal foretages et lovvalg.

Endelig skal forordningen ikke anvendes, i det omfang fællesskabsretlige regler, der tager sigte

på at fremme det indre markeds rette funktion, ikke kan anvendes sammen med den udpegede

lov. Det fremgår ikke nærmere af forslaget, hvilke retsakter der hermed sigtes på.

Det følger af forslaget, at forordningen som udgangspunkt ikke skal berøre anvendelsen af inter-

nationale konventioner, som en medlemsstat har tilsluttet sig, jf. artikel 23. Medlemsstaterne skal

udarbejde en liste over de omhandlede konventioner. Det følger dog af forslaget, at hvis alle sa-

gens relevante elementer på tidspunktet for aftalens indgåelse var lokaliseret i en eller flere med-

lemsstater, skal forordningen finde anvendelse frem for Haager-konventionen af 1955 om, hvil-

ken lov der skal anvendes på løsørekøb af international karakter, og Haager-konventionen af

1978 om, hvilken lov der skal anvendes på aftaler indgået af mellemmænd og repræsentanter.

Derudover følger det af artikel 23, stk. 3, at forordningen skal have forrang for bilaterale konven-

tioner, i det omfang de omhandler spørgsmål omfattet af forordningen. Bestemmelsen tager

navnlig sigte på bilaterale konventioner indgået mellem de nye medlemsstater.

2.4. Ikrafttrædelse og anvendelse

Forordningen skal efter forslaget træde i kraft tyve dage efter offentliggørelsen i Den Europæiske

Unions Tidende og anvendes et år efter dens ikrafttrædelse. Forordningen skal finde anvendelse

på kontraktlige forpligtelser, der opstår efter anvendelsesdatoen. Derudover foreslås det, at den

tillige skal finde anvendelse på kontraktlige forpligtelser opstået før denne dato, når dens regler

fører til anvendelse af den samme lov, som ville have fundet anvendelse i medfør af Rom-

konventionen.

3. Gældende dansk ret

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Rom-konventionens lovvalgsregler (artikel 1-16, 18 og 19, stk. 1) er gennemført i dansk ret

ved lov nr. 188 af 9. maj 1984, som trådte i kraft den 1. juli 1984. Der er ikke henvist til Rom-

konventionens øvrige bestemmelser, idet disse alene skaber folkeretlige forpligtelser for de kon-

traherende stater. Danmark har ikke taget forbehold for anvendelsen af artikel 7, stk. 1 (om an-

vendelse af et andet lands ufravigelige regler frem for loven i det land, som Rom-konventionen

udpeger), eller artikel 10, stk. 1, litra e (om anvendelse af Rom-konventionen på virkningerne af

aftalens ugyldighed).

Af protokollen til Rom-konventionen fremgår det, at Danmark, Sverige og Finland, uanset kon-

ventionens bestemmelser kan opretholde deres nationale regler vedrørende den lov, som skal

anvendes på spørgsmål angående søtransport af gods og ændre disse regler.

Gennemførelsesloven er senest ændret ved lov nr. 442 af 31. maj 2000, som bl.a. gennemfører to

protokoller af 19. december 1988, hvorved EF-Domstolens gives fortolkningskompetence i for-

hold til Rom-konventionen. Lovændringen er trådt i kraft den 1. august 2004.

For så vidt angår forsikringsaftaler er Rom-konventionens bestemmelser i medfør af gennem-

førelseslovens § 1, stk. 2, gjort anvendelige på forsikringsaftaler, som dækker risici beliggende i

EU. Det følger dog af bekendtgørelse nr. 560 af 27. juni 1994 om lovvalget for visse forsikrings-

aftaler, der er udstedt med hjemmel i gennemførelseslovens § 1, stk. 3, at lovvalgsreglerne i de

såkaldte forsikringsdirektiver (direktiv 88/357/EØF (2. skadeforsikringsdirektiv), direktiv

90/619/EØF (2. livsforsikringsdirektiv) og direktiv 92/49/EØF (3. skadeforsikringsdirektiv)) på

direktivernes område finder anvendelse i stedet for konventionens regler. Efter dansk ret skal

forsikringsdirektivernes lovvalgsregler således anvendes, hvis forsikringsrisikoen er beliggende i

et EU-land, og forsikringsaftalen falder inden for det relevante direktivs anvendelsesområde,

mens Rom-konventionens lovvalgsregler finder anvendelse, hvis aftalen falder uden for det rele-

vante direktivs område, eller hvis det relevante direktiv henviser til national ret.

Hvis der er tale om løsørekøb af international karakter, afgøres lovvalget efter loven om, hvil-

ket lands retsregler der skal anvendes på løsørekøb af international karakter (lovbekendtgørelse

nr. 722 af 24. oktober 1986), som gennemfører Haagerkonventionen af 1955. Konventionen er

ratificeret af syv europæiske lande (Danmark, Norge, Sverige, Finland, Frankrig, Italien og

Schweiz). Loven finder ikke anvendelse i forbrugerkøb, som derfor er omfattet af de for forbru-

geren gunstigere bestemmelser i Rom-konventionen.

Rom-konventionen viger i dansk ret for Haager-konventionen af 1955. I det omfang Haager-

konventionen ikke indeholder bestemmelser om et spørgsmål, må det afgøres efter Rom-

konventionen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Derudover indeholder FN´s konvention af 1980 om internationale løsørekøb (Convention on

Contracts for the International Sale og Goods (CISG)) materielle regler om købsaftalens indgåel-

se og købsaftalens retsvirkninger mellem parterne. Konventionen finder anvendelse i internatio-

nale løsørekøb, der ikke er forbrugerkøb. CISG er tiltrådt af 65 stater, herunder de nordiske lan-

de. Danmark gennemførte konventionen ved lov nr. 733 af 7. december 1988, som trådte i kraft

den 1. marts 1990. Danmark har taget forbehold over for konventionens del II om købsaftalens

indgåelse. Derudover har de nordiske lande taget et såkaldt ”nabostats”-forbehold, som fører til,

at de nationale købelove skal anvendes ved køb inden for de nordiske lande. CISG finder anven-

delse, når parterne har forretningssted i forskellige stater, og begge stater har tiltrådt konventio-

nen, eller den internationale privatrets regler fører til anvendelse af loven i en kontraherende stat.

Derudover findes der rundt om i lovgivningen en række særbestemmelser, hvorefter fælles-

skabsretlige bestemmelser eller de nationale gennemførelsesbestemmelser skal anvendes, hvis

aftalen har en nær tilknytning til en eller flere medlemsstaters område, selv om parterne har valgt

et tredjelands lov. Disse bestemmelser er ikke egentlige lovvalgsbestemmelser, men kan have

indflydelse på en eventuel lovvalgsaftale. På Justitsministeriets område kan som eksempel næv-

nes § 27 i lov om visse forbrugeraftaler (lov nr. 451 af 9. juni 2004) og købelovens § 87, der

gennemfører artikel 7, stk. 2, i direktivet om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbin-

delse hermed (direktiv 99/44/EF).

På transportområdet findes derudover flere konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, og

som går forud for bestemmelserne i Rom-konventionen. For så vidt angår landevejstransport er

CMR-konventionen gennemført i dansk ret ved lov om internationale fragtaftaler, den såkaldte

CMR-lov (lovbekendtgørelse nr. 602 af 9. september 1986). Søloven (lovbekendtgørelse nr. 538

af 16. maj 2004 med senere ændringer) indeholder nogle kontraktlige lovvalgsregler, der går

forud for Rom-konventionen, fordi de hviler på internationale konventioner, som Danmark har

tiltrådt. For jernbanetransport gælder der særlige lovvalgsregler for erstatningsansvaret for skade

på person eller gods. Reglerne findes i bekendtgørelse nr. 71 af 18. september 1985, som gen-

nemfører COTIF-konventionen af 1980. Om skade på person eller gods ved luftfart findes der

regler i luftfartsloven (lovbekendtgørelse nr. 373 af 4. juni 1997), som gennemfører Warszawa-

konventionen af 1929.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Danmark deltager som nævnt ikke i vedtagelsen af forordningsforslaget, der er fremsat med

hjemmel i EF-traktatens afsnit IV, jf. pkt. 1.2. ovenfor. Forordningsforslaget vil derfor ikke have

lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis man fra dansk side måtte ønske at gennemføre regler svarende til forordningsforslaget, vil

det – eventuelt på grundlag af en parallelaftale med EU – kunne ske ved vedtagelse af en lov om

lovvalg for forpligtelser i kontraktforhold.

5. Høring

Forslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenter-

ne for Københavns Byret og retterne i Århus, Aalborg, Odense og Roskilde, Domstolsstyrelsen,

Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Amtsrådsforenin-

gen, Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og Industriforening, Branche-

foreningen af Forbrugerelektronik, Danmarks Automobilhandler Forening, Danmarks Fiskeindu-

stri- og Eksportforening, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Bygge-

ri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk

Kredit Råd, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Dansk

Postordre Handel, De Danske Bilimportører, Den Danske Boghandlerforening, Finans og Lea-

sing, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet,

Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Formanden for

Forbrugerklagenævnet, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Fællesforeningen for

Danmarks Brugsforeninger, Handelshøjskolen i København (Juridisk Institut), HTS Interesseor-

ganisationen, Håndværksrådet, IT-Brancheforeningen, Kommunernes Landsforening

Københavns Kommune, Københavns Universitet (Det juridiske Fakultet), Liberale Erhvervs

Råd, LO Landsorganisationen i Danmark, Post Danmark, Realkreditrådet og Århus Universitet

(Juridisk Institut).

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret og Dom-

merfuldmægtigforeningen

finder ikke anledning til at udtale sig om forordningsforslaget.

Domstolsstyrelsen, Præsidenterne for retterne Århus, Aalborg, Odense og Roskilde, Den

Danske Dommerforening, Danmarks Automobilhandler Forening, De Danske Bilimportø-

rer, Kommunernes Landsforening og Foreningen af Registrerede Revisorer

har ingen be-

mærkninger til forordningsforslaget.

Advokatrådet

støtter de forenklinger, præciseringer mv. der er i forslaget, herunder at parterne

skal kunne aftale at anvende internationale anerkendte principper på en kontrakt. Derudover støt-

ter rådet forslagets i artikel 5 om forbrugeraftaler, som i de fleste tilfælde fører til anvendelsen af

loven i forbrugerens hjemland. Rådet opfordrer til, at de fremtidige relationer mellem eksisteren-

de konventioner og den kommende forordning afklares for parter med tilknytning til Danmark.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Danmarks Rederiforening

kan tilslutte sig den generelle bestemmelse i artikel 3 om partsauto-

nomi, herunder at en aftale om værneting kan anses for en aftale om lovvalg. For så vidt angår

transportaftaler fører artikel 4, stk. 1, litra c, til anvendelsen af loven i det land, hvor transportø-

ren har sit sædvanlige opholdssted, hvis der ikke foreligger en lovvalgsaftale. Bestemmelsen

adskiller sig fra artikel 4, stk. 4, i Rom-konventionen. Foreningen finder ikke, at forslagets arti-

kel 4, stk. 1, litra c, er hensigtsmæssig i de tilfælde, hvor transportøren har hjemsted i et land, der

ligger uden for et givet konventionsregimes geografiske område, selv om transporten for så vidt

er omfattet af dette konventionsregime, f.eks. Haag/Visby-regler. Foreningen ønsker, at proto-

kollen til Rom-konventionen om de nordiske lande videreføres. Foreningen finder, at det bør

præciseres, om parterne fortsat kan aftale at anvende UNCTAD/ICC-regler vedrørende mulitmo-

dale transporter og CMI´s regler om ”Waybills” mv. Artikel 23 bør efter foreningens opfattelse

udbygges, så den omfatter alle gældende og kommende konventioner, som det er tilfældet i

Rom-konventionen.

Dansk Industri

støtter forslaget, herunder at princippet om partsautonomi er bevaret, og opfor-

drer til, at Danmark via en parallelaftale bliver omfattet af en kommende forordning.

Finansrådet

finder, at det vil skabe uklarhed, såfremt parterne får mulighed for at aftale, at afta-

leretlige regler og principper skal finde anvendelse på en kontrakt. For så vidt angår artikel 5 om

forbrugeraftaler finder rådet, at forslaget er for uklart i forhold til e-handel, herunder i de tilfæl-

de, hvor forbrugeren selv opsøger en hjemmeside, som i øvrigt ikke retter sig mod den stat, hvor

forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted. Rådet mener, at det er forkert at anvende princippet i

artikel 8, stk. 3, som giver retten mulighed for at tage hensyn til ufravigelige bestemmelser i en

anden medlemsstat. Det er herunder tvivlsomt, om der er hjemmel hertil i Traktaten. Rådet tager

forbehold for at komme med yderligere bemærkninger, såfremt der bliver indgået en parallelafta-

le om anvendelse af den kommende forordning i Danmark, eller at der indføres tilsvarende regler

i Danmark.

Forbrugerombudsmanden

finder, at forslagets artikel 5, vil være lettere at administrere og støt-

ter herunder anvendelsen af loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted.

Forbrugerombudsmanden forudsætter, at forslagets artikel 5 ligesom Rom-konventionens artikel

5, omfatter aftaler om ydelser, der hovedsageligt er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse.

Forbrugerrådet

støtter forslagets artikel 5 om forbrugeraftaler og forudsætter, at anvendelsen af

artikel 5 skal være præceptiv. Rådet ønsker, at bestemmelsen også skal omfatte forpligtelser, der

udspringer af retsforhold, der består forud for kontraktens indgåelse. Undtagelsen i artikel 2, stk.

2, litra i, bør derfor efter rådets opfattelse ikke omfatte forbrugerkontrakter. Rådet kan i øvrigt

ikke støtte, at de aftaler, der nævnt i artikel 5, stk. 3, undtages fra hovedreglen i artikel 5, stk. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forsikring & Pension

lægger til grund, at forslaget ikke vil omfatte forsikringsaftaler, som er

omfattet af særlige lovvalgsregler på det forsikringsretlige område. I forhold til artikel 5 om for-

brugeraftaler finder Forsikring & Pension, at det bør præciseres, at en opfordring på en hjemme-

side til at indgå en fjernsalgsaftale med en forbruger kun foreligger, hvis den erhvervsdrivende

har rettet sin virksomhed mod forbrugerens hjemland, f.eks. i sin form, sprog eller lign.

Realkreditrådet

finder, at forordningsforslaget ikke løser de problemer, som realkreditinstitutter

oplever i dag i forbindelse med grænseoverskridende virksomhed. Et dansk realkreditinstitut, der

yder lån i et andet EU-land, vil således i dag kunne opleve at skulle overholde tre landes regler.

Realkreditrådet ønsker på den baggrund, at den generelle bestemmelse i artikel 3 om aftalefrihed

også skal finde anvendelse i forbindelse med realkreditfinansiering. Selve pantsætningen af en

fast ejendom bør dog fortsat være omfattet af lokale regler herom. Hvis det ikke er muligt at nå

frem til denne løsning bør loven i det land, hvor ejendommen er beliggende, finde anvendelse for

hele aftaleforholdet.

Professor, dr. jur. Ole Lando, har på vegne af

Juridisk Institut, Handelshøjskolen i Køben-

havn,

anført, at han kan støtte forslagets artikel 3, stk. 1, hvorefter en værnetingsaftale (og i den

engelske oversættelse en voldgiftsaftale) anses som et valg af dette lands lov. Det lægges i den

sammenhæng til grund, at der alene er tale om en formodningsregel. Det anses for en forbedring

i forhold til Rom-konventionen, at parterne i medfør af forslagets artikel 3, stk. 2, skal kunne

vælge at anvende aftaleretlige principper, som er anerkendt på internationalt plan og eller på fæl-

lesskabsplan. Dog bør parterne også kunne aftale at anvende

lex mercatoria

(almindeligt interna-

tionalt anerkendte retsgrundsætninger), som efter Ole Landos opfattelse indeholder regler, der er

præcise nok til at kunne udfylde en aftale. Det foreslås, at reglerne i forslagets artikel 4, 6 og 7,

stk. 1, ikke bør finde anvendelse, såfremt det af omstændighederne som helhed fremgår, at afta-

len har en væsentligt nærmere tilknytning til et andet land. Det foretrækkes til en vis grad at be-

holde formodningsreglen, som findes i Rom-konventionens artikel 4 og 6. Artikel 4, stk. 1, litra

b), om anvendelsen af loven i det land, hvor tjenesteyderen har sit sædvanlige opholdssted, på

tjenesteydelsesaftaler, må anses for også at omfatte aftaler om opførelse og istandsættelse af fast

ejendom og andre bygge- og anlægsarbejder. Reglen vil føre til anvendelse af loven i det land,

hvor tjenesteyderen befinder sig, og ikke i det land, hvor den faste ejendom befinder sig. Det

foreslås, at bygge- og anlægsarbejder bør være omfattet af byggestedets lov, da den nærmeste

tilknytning er til dette land. For så vidt angår forslagets artikel 7, stk. 2, om retsforholdet mellem

fuldmagtsgiver og tredjemand foreslås det at anvende loven i det land, hvor tredjemand har sit

sædvanlige opholdssted, såfremt tredjemand har en berettiget forventning om, at fuldmægtigen

udøver virksomhed i dette land. Tredjemand bør herefter undersøge, om fuldmagtsgiver har givet

fuldmægtigen fuldmagt til at handle med tredjemand i dette land. Ole Lando foreslår i relation til

artikel 3 og artikel 8, at man henviser til henholdsvis ”ufravigelige regler” og ”absolut ufravige-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

lige regler”. For så vidt angår henvisningen i forslaget til ”sædvanligt opholdssted” anføres det,

at en fysisk persons sædvanlige opholdssted vil være bopælen, men det bør præciseres.

Adjunkt Kim Østergaard har på vegne af

Juridisk Institut, Handelshøjskolen i København,

anført, at anvendelsen af forbrugerens sædvanlige opholdssted i forslagets artikel 5 som afgøren-

de for lovvalget ikke er hensigtsmæssigt, da det vil kunne give anledning til afgrænsningspro-

blemer. Derudover henvises til, at anvendelsen af udtrykket ”rette sin virksomhed imod” giver

anledning til tvivl i forhold til elektronisk handel, jf. forslagets artikel 5, stk. 2, 2. pkt. Det sam-

me gælder bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, om at det er en betingelse, at der er indgået en aftale

mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, idet forbrugeren ikke altid er bekendt med, hvor-

når en aftale anses for indgået i medfør af reglerne i opholdslandet, som ikke nødvendigvis er

forbrugerens bopælsland. Derudover findes det uhensigtsmæssigt, at artikel 5 ikke skal anvendes

i de tilfælde, hvor en tjenesteydelse udelukkende skal præsteres i et andet land end forbrugerens

sædvanlige opholdsland. Dette kan give anledning til vanskeligheder i de tilfælde, hvor leve-

ringsstedet ikke er fastlagt i aftalen, navnlig for så vidt angår digitale produkter. Kim Østergaard

finder endvidere, at definitionen af selskabers sædvanlige opholdssted i forslagets artikel 18 fører

til begrebsmæssig inkonsistens, idet definitionen ikke er i overensstemmelse med domsforord-

ningens artikel 2, jf. artikel 60.

Københavns Universitet

har ikke afgivet høringssvar, men har rettet henvendelse til

professor,

dr.jur. Joseph Lookofsky,

som har anført, at forslaget til forordningens artikel 4 indebærer en

væsentlig ændring af den nuværende generelle lovvalgsregel i Rom-konventionen. Efter Rom-

konventionens artikel 4 foretages lovvalget ved hjælp af den individualiserende metode, som

suppleres af en formodningsregel. Forordningsforslaget indfører derimod en bestemmelse, som

automatisk fører til anvendelse af loven i det land, hvor sælger har bopæl. Joseph Lookofsky

finder, at dette vil svække retssikkerheden. Forordningsforslaget vil medføre et meget stift lov-

valgssystem, og ønsket om ensartede resultater vil kun kunne opnås på bekostning af rimelig-

hedshensyn i den enkelte sag.

6. Nærhedsprincippet

Kommissionen har anført følgende vedrørende nærhedsprincippet:

”Målene for dette forslag, som er at få vedtaget ensartede regler om lovvalg for kontraktlige for-

pligtelser for at gøre retsafgørelser på dette område mere forudsigelige, kan ikke i tilstrækkelig

grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens virkninger bedre gen-

nemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse

med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. Da forslaget styrker retssikkerheden uden

dermed at kræve en harmonisering af den materielle aftaleret, er fremgangsmåden med at har-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

monisere lovvalgsregler i fuld overensstemmelse med det proportionalitetsprincip, der er ned-

fældet i nævnte artikel.

I protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet hedder det un-

der nr. 6, at

"alt andet lige foretrækkes direktiver frem for forordninger".

For det her omhandlede

forslag er forordningen imidlertid det mest hensigtsmæssige instrument, for dets bestemmelser

opstiller ensartede regler om lovvalg, som er detaljerede, præcise og ubetingede, og som ikke

kræver, at medlemsstaterne skal handle for at sikre deres gennemførelse i national ret. Hvis med-

lemsstaterne fik et spillerum ved gennemførelsen af disse regler, ville man genindføre den retlige

usikkerhed, som forslaget netop tager sigte på at eliminere.”

Regeringen finder, at forslaget må anses for at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet,

og man kan i den forbindelse tilslutte sig de betragtninger, som Kommissionen er fremkommet

med, jf. ovenfor under punkt 2.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

8. Foreløbig dansk holdning

Der findes allerede i Rom-konventionen af 1980 et velfungerende regelsæt, som regulerer, hvil-

ken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser.

Kommissionen har begrundet forordningsforslaget med, at Rom-konventionen er det eneste in-

ternationalt privatretlige instrument i EU, der endnu har form af en international traktat. Da Bru-

xelles I-forordningen, den kommende Rom II-forordning og Rom-konventionen supplerer hin-

anden i spørgsmål om værneting og lovvalg på det civil- og handelsretlige område inden for EU,

bør Rom-konventionen efter Kommissionens opfattelse erstattes af en forordning.

Fra dansk side kan man støtte, at lovvalgsreglerne for kontraktlige forpligtelser fastsættes i en

forordning. Det vil medvirke til at sikre, at lovvalgsreglerne reguleres samlet i horisontale retsak-

ter. Hermed kan sektorspecifik regulering af lovvalgsregler i videst muligt omfang undgås.

Fra dansk side kan man således overordnet støtte forslaget.

9. Orientering af andre af Folketingets udvalg

Grundnotatet sendes også til Folketingets Retsudvalg.