Udvalget for Videnskab og Teknologi 2004-05 (2. samling)
KOM (2005) 0152
Offentligt
1445617_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 20.4.2005
KOM(2005) 152 endelig
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN
Mobilisering af Europas intellektuelle ressourcer:
Hvordan universiteternes bidrag til Lissabon-strategien kan maksimeres
{SEK(2005) 518}
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0002.png
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN
Mobilisering af Europas intellektuelle ressourcer:
Hvordan universiteternes bidrag til Lissabon-strategien kan maksimeres
"Stræben efter viden har altid været i centrum for Europa. Det har været med til at
definere vor identitet og vore værdier, og det er den drivende kraft i vor fremtidige
konkurrenceevne"
1
.
1.
U
NIVERSITETERNE
L
ISSABON
-
MÅLENE
SPILLER EN AFGØRENDE ROLLE MED HENSYN TIL AT NÅ
I løbet af de næste 20 år vil der ske en grundlæggende ændring i Europas økonomiske
mønster. Europas fremstillingsindustri vil blive mindre og mindre, den fremtidige vækst og
sociale velfærd vil i stigende grad være afhængig af vidensintensive erhverv og tjenester, og
stadig flere job vil kræve højere uddannelser. Alligevel er de europæiske universiteter
2
, som
skal være motoren i den nye vidensbaserede økonomi, ikke i stand til at yde deres fulde
potentielle bidrag til relanceringen af Lissabon-strategien.
Europa skal styrke de tre elementer, som vidensamfundet skal bygge på: uddannelse,
forskning og innovation. Universiteterne spiller en vigtig rolle for alle tre elementer. Større og
bedre investeringer i modernisering og kvalitet på universitetsområdet er en direkte
investering i Europas og europæernes fremtid.
I dette dokument angives metoder til at opnå dette. Dokumentet bygger på den høring af
aktørerne, som blev iværksat gennem Kommissionens meddelelse fra 2003: "Universiteternes
rolle i det europæiske vidensamfund
3
", hvor opfølgningen er gået i følgende to retninger:
– resultaterne af konsultationen i forbindelse med forskningsaspekter blev
analyseret
4
på baggrund af de to rapporter om forbindelser mellem uddannelse og
forskning
5
og senere taget op på en større konference i Liège i april 2004
6
i den
kommende Action Plan on University-based Research (handlingsplan for
universitetsbaseret forskning - et paralleldokument til denne meddelelse) vil
universiteternes forskningsdimension blive behandlet
– resultater med konsekvenser for videregående uddannelsesaspekter blev
analyseret
7
i forbindelse med arbejdsprogrammet "Uddannelse og
1
2
3
4
5
6
7
Midtvejsrevisionen af Lissabon-strategien, KOM(2005) 24 af 2. februar 2005 (punkt 3.3.2).
Udtrykket "universiteter" omfatter alle videregående uddannelsesinstitutioner.
KOM(2003) 58 af 5. februar 2003.
http://europe.eu.int/comm/research/conferences/2004/univ/pdf/univ_outcome_consult_en.pdf
Fra ekspertgruppen STRATA-ETAN, oktober 2002 og november 2003.
http://europa.eu.int/comm/research/conferences/2004/univ/index_en.html
http://europa.eu.int/comm/education/policies/2010/consultation_en.html
DA
2
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0003.png
erhvervsuddannelse 2010
8
" og drøftet på konferencen "Enabling European
universities to make their full contribution to the Lisbon Strategy" i februar 2005
9
.
Denne meddelelse bygger i store træk på samstemmende tilbagemeldinger fra
høringsprocessen, hvori der blev identificeret tre hovedudfordringer for de videregående
uddannelser i Europa: opnåelse af en kvalitet i verdensklasse, forbedret forvaltning og øget
samt mere diversificeret finansiering. De initiativer, som foreslås på disse områder, tager fuld
højde for nærhedsprincippet, ifølge hvilket medlemsstaterne er ansvarlige for, hvordan de
organiserer deres videregående uddannelser.
2.
VOKSENDE UDFORDRINGER
Dette afsnit bør læses sammen med arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene
"European Higher Education in a worldwide perspective", som supplerer det ved at give,
forklare og analysere yderligere statistiske data og indikatorer (især i del III og
statistikbilagets tabeller 3, 4, 5 og 8).
2.1.
Mangel på menneskelige ressourcer og innovation
Videregående uddannelse
Selv om Europa ganske givet er et højt uddannet samfund, har kun 21 % af EU's befolkning i
den erhvervsaktive alder en videregående uddannelse, hvilket er betydeligt lavere end i USA
(38 %), Canada (43 %) eller Japan (36 %) og Sydkorea (26 %).
Adgang til videregående uddannelse
Mens de fleste europæere betragter videregående uddannelse som et "samfundsgode", har
optaget på de videregående uddannelser i andre dele af verden været større og er vokset
hurtigere – især takket være en meget større privat finansiering. Med en gennemsnitlig
bruttooptagelsesprocent på 52 er EU en anelse foran Japan (49 %), men noget bagud i forhold
til Canada (59 %) og langt efter USA (81 %) og Sydkorea (82 %).
Forskningsresultater
Mens EU uddanner flere kandidater inden for videnskab og teknologi og samlet set uddanner
flere ph.d.'er, er der kun ansat 5,5 forskere pr. 1000 ansatte, hvilket er en anelse mindre end i
Canada og Sydkorea, men langt mindre end i USA (9,0) og Japan (9,7). Ifølge to nylige
undersøgelser, som fokuserede på forskning, regnes ingen af universiteterne i EU, med
undtagelse af en håndfuld britiske, blandt de 20 bedste i verden, og forholdsvis få er at finde
blandt de bedste 50
10
. Den hastige vækst blandt både offentlige og private asiatiske
universiteter er blevet en udfordring for Europa – og USA – med hensyn til ph.d.-kandidater
inden for videnskab og teknologi
11
.
2.2.
Flaskehalsproblemer
Ensartethed
8
9
10
11
Rådets dokument nr. 6365/02 af 20. februar 2002.
http://europa.eu.int/comm/education/policies/2010/lisbon_en.html
Undersøgelserne stammer fra Shanghai Jiao Tong University,
http://ed.sjtu.edu.cn/ranking.htm
og the
Times Higher Education Supplement, 5. november 2004.
International graduate admissions survey, US Council of Graduate Schools, december 2004.
DA
3
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0004.png
En tendens til ensartethed og lighed i mange nationale systemer har gjort, at universiteternes
gennemsnitlige kvalitet generelt betragtet er homogen og forholdsmæssigt god - i det mindste
i akademisk henseende. Men der er også mangler, som skyldes utilstrækkelig differentiering.
De fleste universiteter tilbyder typisk de samme enkeltfaglige programmer og traditionelle
metoder, som er tilpasset den samme gruppe af de bogligt bedst kvalificerede studerende -
hvilket betyder, at de som ikke passer ind i standardmodellen, udelukkes. Desuden er
følgerne, at Europa har for få centre med kvalitet i verdensklasse, og universiteterne motiveres
ikke til i hjem- og udlandet at forklare, hvilken særlig værdi deres produkt har for de
studerende og samfundet.
Isolation
De europæiske videregående uddannelser er stadig opsplittet – mellem og endda inden for
landene – i mellemstore eller små enheder med forskellige regler og naturligvis forskellige
sprog. Det er nødvendigt, at de bliver mere forståelige for resten af verden, hvis de skal
genvinde deres position som den primære destination for mobile studerende - en position, som
blev tabt til USA i 1990'erne. De er i vid udstrækning også isoleret fra industrien, og
vidensdelingen og mobiliteten er begrænset. Derfor mangler alt for mange kandidater – selv
på højeste niveau – den iværksætterånd og de færdigheder, som efterspørges på
arbejdsmarkedet. De fleste universiteter er stærkt afhængige af staterne og dårligt forberedte
på den globale konkurrence om talenter, prestige og ressourcer.
Overregulering
Overreguleringen af universiteternes aktiviteter hindrer modernisering og effektivitet.
Nationalt definerede kurser og ansættelsesregler for akademisk personale har en tendens til at
hæmme reformer af studieordninger og tværfaglighed. Ufleksible adgangskrav og regler for
anerkendelse af uddannelse vanskeliggør livslang læring og mobilitet. Lidet attraktive forhold
gør, at unge talenter søger andre steder hen for hurtigere at opnå uafhængighed og mere
tilfredsstillende lønninger. En minutiøs forhåndskontrol forhindrer universiteternes evne til at
reagere hurtigt på ændringer i deres miljø. Eftersom ændringer altid skal følges af lovgivning,
bliver reformerne få, usammenhængende og unuancerede.
Underfinansiering
Universiteterne præges af to store investeringsunderskud inden for vidensektoren:
– på forskningsområdet bruger EU-landene 1,9 % af deres BNP, mens USA, Japan
og Sydkorea alle bruger næsten 3 % takket været meget større
forskningsinvesteringer fra erhvervslivet
– på videregående uddannelse bruger EU-landene gennemsnitligt blot 1,1 % af
BNP, hvilket er på niveau med Japan, men langt mindre end Canada (2,5 %),
USA (2,7 %) og Sydkorea (2,7 %). Dette skyldes næsten udelukkende et meget
lavere investeringsniveau fra erhvervslivets og privates side i Europa. Hvis
Europa skal nå samme tal som USA, vil det være nødvendigt at bruge yderligere
150 mia. EUR årligt på de videregående uddannelser
12
.
12
Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, afsnit 44.
DA
4
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0005.png
Politisk medfører underfinansiering og afhængighed af statslig finansiering ikke kun, at
sektoren for videregående uddannelse bliver relativt fattig. Følgerne varierer fra land til land,
men giver sig bl.a. udslag i lave optagelsesprocenter og problemer med at opfylde
efterspørgslen, manglende succes med at forberede de studerende til det europæiske
arbejdsmarked, for få job til undervisere/forskere eller problemer med at tiltrække og
fastholde de største talenter.
3.
H
JØRNESTENENE
FINANSIERING
I MODERNISERINGEN
:
TILTRÆKNINGSKRAFT
,
FORVALTNING OG
De ovennævnte flaskehalsproblemer er mere eller mindre udtalte i de forskellige
medlemsstater, men for EU er det afgørende, at de løses overalt. Høringsprocessen har vist, at
der findes løsninger, som stiller krav om handling på tre områder.
3.1.
Tiltrækningskraft: vigtigheden af kvalitet og topklasse
For at øge universiteternes kvalitet og tiltrækningskraft er der behov for ret store forandringer.
De, som gennemfører disse forandringer inden for universiteterne, har brug for særlig støtte
(herunder finansiering) fra deres omgivelser. De universiteter, som ikke magter at gennemføre
disse forandringer – på grund af manglende initiativ, handlekraft eller ressourcer – vil i
stigende grad handicappe sig selv, deres kandidater og lande.
3.1.1.
Differentiering via kvalitet og topklasse
For at mobilisere Europas intellektuelle ressourcer og udnytte dem i økonomien og samfundet
vil det være nødvendigt med langt større mangfoldighed end hidtil, når det gælder
målgrupper, undervisningsmetoder, optagelses- og afgangsmuligheder, kombinationen af fag
og kompetencer i studieordninger osv.
Den ypperste kvalitet kan kun opnås, når der over hele linjen er etableret en "topklassekultur".
Topklasse er ikke en statisk tilstand, men en tilstand, som altid indebærer nye udfordringer.
Den kan i sjældne tilfælde findes på hele universiteter, men langt oftere på enkelte fakulteter
eller hos teams inden for institutioner eller netværk. Forskningens (og andre aktiviteters)
intensitet og art varierer betydeligt afhængigt af land, institutionstype og fra universitet til
universitet. Det enkelte universitet skal udnytte sit fulde potentiale i overensstemmelse med
dets egne styrker og prioriteringer og må derfor være i stand til at identificere og fokusere på
disse.
Dette kræver, at finansieringen ikke kun koncentreres på centre og netværk, som allerede er i
topklasse (inden for bestemte forskningstyper/-områder eller bestemte undervisnings- og
uddannelsesområder eller samfundsfunktioner), – men også på dem, som har potentialet til at
opnå topklasse og udfordre de førende etablerede kræfter.
3.1.2.
Faktorer, som kan tiltrække flere studerende
Mere fleksibilitet og åbenhed over for verden i undervisningen
For at gøre universiteterne attraktive lokalt og globalt, er der behov for en gennemgribende
revision af studieordningerne – ikke blot for at sikre, at de har det højeste akademiske
indhold, men også for at tilpasse dem til de skiftende behov på arbejdsmarkedet. De
videregående uddannelsesinstitutioner har et vigtigt samfundsansvar, som består i at integrere
DA
5
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0006.png
kandidaterne i arbejdslivet og således i samfundet. Læringen skal foruden specialviden også
omfatte tværgående færdigheder (som teamwork og iværksætterånd). De europæiske og
tværfaglige aspekter skal styrkes. Inden for undervisning og læring bør IKT's potentiale
udnyttes fuldt ud, herunder i forbindelse med livslang læring. Opdelingen i bachelor- og
kandidatuddannelse giver mulighed for mere forskelligartede programprofiler og
læringsmetoder (f.eks. forsknings- og IKT-baseret læring).
Bredere adgang
Med de nye typer af studerende spiller større programudbud og øget mobilitet på tværs af
Europa, forbedret vejledning og rådgivning (før og under den videregående uddannelse),
fleksibel adgangspolitik og skræddersyede læringsforløb en stadig vigtigere rolle. De er
afgørende faktorer, når det drejer sig om at skabe bredere adgang, støtte de studerendes
engagement og sikre øget fremgang og effektivitet, uanset om der er konkurrence om
adgangen eller ej. Støtte- eller lånesystemer, økonomisk overkommelige boliger og
deltidsarbejde eller assistentophold er også vigtige, for at universiteterne kan være attraktive
og tilgængelige for et tilpas bredt udsnit af befolkningen – og således være med til at bryde
sammenhængen mellem social arv og uddannelsesniveau.
Bedre kommunikation
Mens universiteterne ofte mener, at god kvalitet er et reklameparameter, er tiltrækningskraft
et spørgsmål om, hvordan man opfatter institutionen. Udviklingen af en sammenhængende
struktur for de videregående uddannelser, ECTS-meritpoints, kvalifikationsbevistillægget og
pålidelige kvalitetssegl, vil forbedre anerkendelsen af de europæiske videregående
uddannelser. Men det vil ikke være tilstrækkeligt: universiteterne skal blive bedre til at
kommunikere med samfundet om værdien af det, de producerer, og til at investere mere i
deres tilstedeværelse og markedsføring i ind- og udland. Ikke alle er godt nok forberedte til
dette.
3.1.3.
Faktorer, som kan styrke de menneskelige ressourcer
Menneskelige ressourcer er af central betydning for kvaliteten i den videregående uddannelse
og i forskningen. Derfor skal universiteterne gøre en indsats for at forbedre deres
menneskelige ressourcer, både kvalitativt og kvantitativt ved at tiltrække, udvikle og fastholde
talenter i undervisnings- og forskningskarrieren. Topklasse kan kun opnås i et gunstigt fagligt
miljø, som først og fremmest er baseret på åbne, gennemskuelige og konkurrenceprægede
procedurer. Ledige stillinger bør, i det mindste for så vidt angår rektorer, dekaner, professorer
og forskere, opslås offentligt og, så vidt muligt, internationalt. Forskere bør behandles som
professionelle fra de tidlige stadier i deres karriere
13
. Fysisk og virtuel mobilitet (det være sig
på tværs af grænser eller mellem universitet og erhvervsliv) og innovation, som f.eks.
medfører spin-offs for universiteterne, bør fremmes og belønnes
14
. Kvalitet og resultater i
forbindelse med udførelse af alle slags opgaver bør belønnes med kompensation og en andel i
indtægterne fra f.eks. forskningskontrakter, konsulentvirksomhed, patenter osv. Sådanne tiltag
ville med tiden styrke de europæiske universiteters mulighed for opnå verdensklasse, hvorved
deres tiltrækningskraft i forhold til andre verdensdeles universiteter ville blive øget til gunst
13
14
Jf. Kommissionens henstilling om et europæisk charter for forskere og en adfærdskodeks for ansættelse
af forskere, http://europa.eu.int/eracareers/europeancharter.
Idem.
DA
6
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0007.png
for hele Europa – idet højtkvalificerede kandidater ville flytte til eller vende tilbage til mere
regionale universiteter, enten med det samme eller senere i deres karriere.
3.1.4.
Mangfoldighed kræver organisation på europæisk niveau
De videregående uddannelser i Europa er og skal forblive mangfoldige med hensyn til sprog,
kultur, systemer og traditioner. På samme tid er det nødvendigt med tilstrækkeligt kompatible
nationale regler for at undgå at skabe forvirring, men i stedet give borgerne flere valg- og
mobilitetsmuligheder. Anerkendelse af kvalifikationer og kompetencer på tværs af grænserne
kræver et minimum af organisation på europæisk niveau i form af fælles referencer og
grundlæggende standarder.
Det har været et af de vigtige mål med Bologna-processen at skabe en europæisk
referenceramme for videregående uddannelseskvalifikationer
15
. Hvis det forslag, som bliver
forelagt ministrene på deres kommende møde i Bergen, vedtages, vil der være en fælles
reference ikke alene for de forskellige typer af bachelor-, kandidat- og doktorgrader, men også
for "kortere" postgymnasiale uddannelser med omkring 120 ECTS-points. Den ville således
blive en del af den omfattende europæiske referenceramme for kvalifikationer (European
Qualifications Framework - EQF), som blev efterlyst i Lissabon-strategien for at omfatte alle
kvalifikationer uanset type og niveau
16
.
Kvalitet afhænger først og fremmest af en "kvalitetskultur" og af en intern kvalitetssikring på
universiteterne. Dette gælder især, hvis universitetet opererer inden for hidtil uudforskede
vidensområder. Men der er også behov for et eksternt kvalitetssikringssystem, for at
universiteterne kan stå til regnskab over for samfundet. I Europa bør dette ske gennem et
netværk af kvalitetssikringsagenturer – der hver især beskæftiger sig med et land/en region
eller med et fag-/erhvervsområde – og som aftaler en række grundlæggende kriterier for at
gøre det lettere at anerkende kvalitetssegl på tværs af EU
17
. Bortset fra nogle få universiteter,
som har opbygget sig "et navn", har Europas universiteter brug for internationalt troværdige
kvalitetssegl. I modsat fald vil de for altid være et skridt bagud i forhold til konkurrenterne.
3.2.
Forvaltning: behov for et bedre system og bedre institutionel forvaltning
Universiteternes ønske om mere autonomi er ikke et ønske om, at staten skal trække sig ud -
tværtimod er der nærmest konsensus i Europa om, at staten skal bibeholde eller endda øge sit
ansvar for de videregående uddannelser.
Universiteterne efterlyser en helt ny ordning (eller "kontrakt) med samfundet, ifølge hvilken
de er ansvarlige for deres studieprogrammer, personale og ressourcer, mens de offentlige
myndigheder fokuserer på systemets overordnede strategiske mål.
3.2.1.
Styrkelse af det offentliges ansvar for de videregående uddannelser som system
En fokusering på det overordnede systems strategiske mål ville gøre det muligt for staten at
styrke sit ansvar for de videregående uddannelser i vidensamfundet - hovedsageligt ved at
15
16
17
Jf. Kommuniké fra ministerkonferencen i Berlin, 19. september 2003, http://www.bologna-
bergen2005.no
Fælles midtvejsrapport, rådsdokument 6905/04 af 3. marts 2004, afsnit 2.3.1.
Kommissionens udkast til en henstilling om kvalitetssikring inden for videregående uddannelser
(KOM(2004) 642 af 12. oktober 2004) bygger på netop dette princip.
DA
7
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0008.png
opstille en lovgivningsmæssig ramme, som sikrer, at strategisk udvikling kombineret med
autonomi og mangfoldighed resulterer i bredere adgang og højere kvalitet.
I mange lande ville dette medføre, at ministeriernes rolle blev omdefineret, dvs. med mindre
forhåndskontrol, men hvor universiteterne i højere grad holdes ansvarlige for kvalitet,
effektivitet og opfyldelse af aftalte målsætninger. Ingen af delene kan opnås uden omfattende
efteruddannelse, som skal sætte universitets ledelse i stand til ud fra en strategi at planlægge
og forvalte ændringer i et europæisk/internationalt perspektiv.
3.2.2.
Skabe forudsætninger for strategier til modernisering af institutionerne
De fleste universiteter oplever, at de eksisterende nationale regler ikke giver dem mulighed
for at gennemføre de ændringer, som fremtiden kræver. I et åbent, konkurrencepræget miljø,
som hele tiden ændrer sig, er autonomi en forudsætning for, at universiteterne kan reagere på
samfundets skiftende behov og tage det fulde ansvar for nye tiltag.
Universiteterne bør være ansvarlige for:
– fastlæggelse af specifikke prioriteringer på mellemlangt sigt (bl.a. ved at definere
typer/områder af forskning, undervisning og tjenesteydelser, inden for hvilke de
tilstræber topklassekvalitet) og målretning af personalets kollektive bestræbelser
på at opfylde disse
– forvaltning og udvikling af deres menneskelige ressourcer (jf. afsnit 3.1.3)
– udarbejdelse af studieordninger – som gøres til genstand for intern kvalitetssikring
og som er i overensstemmelse med de fælles principper for det europæiske
område for videregående uddannelse
– en professionel forvaltning af deres faciliteter (som de bør eje, drive og udvikle),
finansielle ressourcer (herunder budgetter, investeringer og lån) og eksterne
kommunikation ("image building").
3.3.
Finansiering: behovet for øget og mere effektiv investering
På grund af alt for lange studietider, højt frafald og/eller høj akademikerarbejdsløshed vil
investeringer i det nuværende system kunne opfattes som uproduktive eller endda negative.
Alligevel er problemerne med underfinansiering og ufleksible systemer så akutte i nogle
lande, at de spænder ben for en reform af universiteterne, som derfor fanges i en ond cirkel.
For at tiltrække flere investeringer må universiteterne først overbevise de involverede parter –
stater, virksomheder, private - om, at de eksisterende ressourcer anvendes effektivt, og at nye
investeringer vil skabe en merværdi. Øget finansiering kan ikke retfærdiggøres uden
omfattende ændringer: at skabe sådanne ændringer er den vigtigste begrundelse for og det
vigtigste formål med nye investeringer.
DA
8
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0009.png
3.3.1.
Prioriterede investeringer i forbindelse med moderniseringen af de videregående
uddannelser
En vigtig tilbagemelding fra universiteterne er, at reformer af det omfang, som Europa har
behov for, ikke kan iværksættes på en bæredygtig måde uden nye (målrettede) ressourcer
18
.
Disse reformer kræver særlig tid til personalet, uddannelse, IKT-udvikling osv., og
nødvendiggør således særskilt finansiering i tilgift til finansieringen af de løbende aktiviteter.
Yderligere finansiering bør primært være et incitament og middel for de universiteter (de
findes i ethvert system) og til de grupper/enkeltpersoner (de findes på ethvert universitet),
som er villige og i stand til at nytænke, reformere og skabe en høj kvalitet i undervisningen,
forskningen og tjenesteydelserne. Dette kræver en mere konkurrencebaseret finansiering
inden for forskningen og mere resultatrelateret finansiering inden for undervisningen.
3.3.2.
Bidrag fra de studerende og erhvervslivet
Debatten om det samfundsmæssige og private udbytte af de videregående uddannelser har sat
fokus på deres funktion som en investering, der både gavner den enkelte (gennem højere
indkomst og status) og samfundet overordnet set (gennem højere beskæftigelse, lavere sociale
omkostninger og senere pensionering
19
). Det har vist sig, at gratis videregående uddannelse
ikke i sig selv er nok til at garantere lige adgang og maksimal optagelse. Dette placerer det
ofte diskuterede spørgsmål om undervisningsafgift i et nyt perspektiv. I høringen mente de
universiteter, som argumenterede for højere afgifter, at det ville føre til uddannelser af højere
kvalitet. Nogle analytikere har også påpeget, at undervisningsafgifter i praksis vil kunne
forbedre adgangen for studerende fra lavere indkomstgrupper, hvis de ekstra midler
kanaliseres over i et velfungerende uddannelsesstøttesystem
20
. På grund af forskellene mellem
de nationale systemer findes der ikke noget enslydende svar på dette spørgsmål: den enkelte
medlemsstat må vælge den tilgang, som passer bedst til omstændighederne.
De europæiske universiteter er også nødt til at blive mere attraktive samarbejdspartnere for
erhvervslivet. Varige partnerskaber er en forudsætning for en struktureret udveksling af
personale og for en udvikling af studieordningerne, som modsvarer erhvervslivets behov for
veluddannede akademikere og forskere. Imidlertid kræver udviklingen af kommercielt
relevant uddannelse/efteruddannelse, forskning og konsulentvirksomhed flerårige
investeringer, før sådanne aktiviteter bliver rentable - især hvis den offentlige støtte samtidig
mindskes. Dette betyder, at udviklingen af bæredygtige partnerskaber med erhvervslivet efter
al sandsynlighed (i det mindste i begyndelsen) vil afhænge af, om der findes skattefordele.
4.
P
RIORITEREDE INDSATSOMRÅDER
De vigtigste retningslinjer for moderniseringen af universiteterne i Europa er blevet afstukket.
På det kommende møde i Bergen i forbindelse med Bologna-processen vil ministrene definere
dem nærmere. Inden for rammerne af Lissabon-strategien må prioriteringen nu være
omgående handling i form af en blanding af universitetsinitiativer, nationale
gennemførelsesforanstaltninger og EU-støtte.
18
19
20
Jf. høringen af de berørte parter og
Trends IV-
undersøgelsen af Bologna-reformerne, EUA, marts 2005.
Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, del II.
Konference den 10. februar 2005, møder vedrørende finansiering.
DA
9
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0010.png
4.1.
Udnyttelse af universiteternes potentiale i den nationale kontekst
I flere medlemsstater er der allerede iværksat reformer af universiteternes status, indre
organisation og finansiering. Men i Lissabon-strategien opfordres regeringerne imidlertid til at
gå længere og etablere et nyt partnerskab med universiteterne ved at bevæge sig væk fra
statskontrol hen imod ansvarlighed over for samfundet og ved at investere i moderniseringen
af vidensektoren.
4.1.1.
Universiteterne bør få mulighed for at forandre sig
Kommissionen opfordrer alle medlemsstater til sikre, at deres lovgivningsmæssige rammer
gør det attraktivt og muligt for universiteternes ledelse at iværksætte reelle forandringer og
forfølge strategiske prioriteringer.
Sådanne rammer bør som minimum omfatte tre vigtige aspekter:
– Regler og incitamenter, der vedrører en modernisering af systemerne i europæisk
sammenhæng såsom kombinationen af Bologna-reformerne og tilpasningen til fælles
referencer på EU-plan - f.eks. den europæiske referenceramme for kvalifikationer,
valideringen af ikke-formel læring, det europæiske charter for forskere og en
adfærdskodeks
for
ansættelse
af
forskere
eller
opbygningen
af
kvalitetssikring/akkreditering, som anerkendes i hele Europa.
– Flerårige aftaler mellem staten/regionen og det enkelte universitet, som indeholder
følgende: de aftalte strategiske målsætninger, universitetsledernes forpligtelse til at
realisere disse samt det beløb i form af fast og variabel offentlig finansiering, som vil blive
stillet til rådighed
– Universiteterne skal have reelle beføjelser til at træffe og gennemføre beslutninger via en
ledergruppe, som har tilstrækkelige beføjelser og forvaltningskapacitet, tilstrækkelig
anciennitet og stor europæisk/international erfaring. Dette er særligt vigtigt set i lyset af
den positive forbindelse mellem universitetsledelsens kvalitet og universitetets resultater
21
.
4.1.2.
Det samlede finansieringsniveau må være tilstrækkelig højt
Det offentlige har et vigtigt ansvar for, at intet videregående uddannelsessystem i Europa
lades i stikken på grund af utilstrækkelige samlede ressourcer. EU behøver ikke kopiere det
amerikanske system, hvor konkurrencen om akademiske talenter har ført til løninflation. Men
Kommissionen vurderer, at der selv med et moderniseret universitetssystem vil være behov
for en samlet investering på minimum 2 % af BNP (USA: 2,7 %) for at opfylde de krav, der
stilles i en videnbaseret økonomi.
Kommissionen opfordrer de nationale beslutningstagere i alle ministerier til at erkende, at en
udligning af den alvorlige underfinansiering af videregående uddannelser er en af
hovedforudsætningerne for, at Lissabon-strategiens mål kan nås. Blandingen af offentlig og
privat finansiering samt af grundbeløb og konkurrence- og resultatrelateret finansiering vil
imidlertid altid variere fra land til land pga. den store mangfoldighed af kulturer, økonomier
og universitetstraditioner.
21
Konference den 10. februar 2005, møder vedrørende finansiering.
DA
10
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0011.png
Det står klart, at de europæiske universiteter er nødt til at tiltrække en meget større andel af
ressourcer fra erhvervslivet; de må dog erkende, at dette kun kan ske gennem partnerskaber,
som begge parter har interesse i, og begynde at forberede sig på flere af disse.
Derfor opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at sikre, at skattereglerne muliggør og
tilskynder til partnerskaber mellem erhvervslivet og universiteterne, og at universiteterne er i
stand til at anvende sådanne midler på en måde, som giver en varig effekt.
Mellem de to yderligheder - støtteberettiget gratis uddannelse på den ene side og fuldt
omkostningsdækkende undervisningsafgifter på den anden side - findes en lang række
muligheder. I alle tilfælde skal det sikres, at princippet om lige muligheder overholdes. Hvis
der indføres undervisningsafgifter, bør en væsentlig del af midlerne omfordeles i form af
indkomstafhængige tilskud/lån med henblik på at sikre adgang for alle og resultatorienterede
stipendier, som skal tilskynde til toppræstationer. Differentierede afgifts- og støttesystemer
kan bruges til at sikre, at kurser med den højeste samfundsmæssige værdi kan tiltrække de
studerende f.eks. for at forebygge mangel på arbejdskraft inden for visse områder og
akademikerarbejdsløshed inden for andre. Dette burde også omfatte en kompensation til visse
kategorier af studerende ved at give dem status som eksperter under uddannelse, f.eks. yngre
karriereforskere, som er i færd med at afslutte en ph.d.-afhandling.
Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at overveje, hvorvidt deres nuværende
finansieringsmodel (med eller uden væsentlige undervisningsafgifter, støtte og/eller lån) i
virkeligheden giver alle kvalificerede studerende fair adgang til at udnytte deres evner fuldt
ud.
4.2.
Opfyldelse af universiteternes ønske om mere fra EU-støtte
Det er primært staten, regionerne og universiteterne, der på nationalt plan er ansvarlige for
reformer og finansiering. Alligevel agter Kommissionen at reagere på universiteternes ønske
om mere støtte fra EU på tre vigtige punkter.
4.2.1.
Mobilisering af alle EU-finansieringskilder for at modernisere universiteterne
Videregående uddannelser som system er ikke alene et udtryk for summen af systemets
uddannelses- og forskningsaktiviteter. Systemet er i sig selv også en grundlæggende
økonomisk, social og arbejdsmarkedsmæssig sektor, som har behov for ressourcer og
omstrukturering. EU har støttet omstillingsprocessen inden for sektorer som stålindustrien og
landbruget; nu forestår en nødvendig modernisering af EU's "vidensindustri" og især
universiteterne.
Men videregående uddannelse er på nuværende tidspunkt ikke en af hovedmodtagerne af
midler fra EU's strukturfonde eller lån fra Den Europæiske Investeringsbank. Alligevel ville
samfinansiering eller langfristede lån gøre det muligt at mindske eller fordele omkostningerne
til investeringer i videregående uddannelse over en længere tidshorisont, uanset om det drejer
sig om materielle eller immaterielle infrastrukturer, uddannelsesprogrammer eller regionale
vidensklynger.
Derfor opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til i videst muligt omfang at gøre brug af
EU's finansielle instrumenter for at udvikle deres vidensektor. Strukturfonde og fonde til
udvikling af landdistrikter giver mulighed for at stimulere moderniseringen af de
videregående uddannelser gennem sektorforanstaltninger. Videregående uddannelse er også
DA
11
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0012.png
en prioriteret sektor for Den Europæiske Investeringsbank, og en yderligere udvidelse af dens
långivning vil være ønskelig.
4.2.2.
Styrkelse af samarbejdet inden for rammerne af "Uddannelse og Erhvervsuddannelse
2010"
I arbejdsprogrammet "Uddannelse og Erhvervsuddannelse 2010" anerkendes den enorme
vigtighed af en modernisering af de videregående uddannelser
22
– ud over de reformer, som
blev efterlyst i Bologna-processen, og som også har stor betydning for opfyldelsen af
Lissabon-strategiens målsætninger.
Kommissionen vil gøre brug af alle de redskaber, som er tilgængelige i arbejdsprogrammet
for at understøtte medlemsstaternes bestræbelser på at modernisere deres universiteter, f.eks.
ved at støtte udvekslingen af bedste praksis, undersøgelser og de politiske beslutningstageres
erfaringer osv. Indikatoranalyser kan også bidrage til at måle fremskridtene for så vidt angår
finansiering og resultater
23
, men Kommissionen agter ikke at foreslå særlige europæiske
benchmarks for de videregående uddannelser.
Det integrerede program for livslang læring
24
2007-2013 vil også blive koblet mere direkte til
EU's politiske prioriteringer, især ved at stimulere mobilitet og samarbejde mellem
universiteter og erhvevslivet.
To vigtige målsætninger for 2006 er at vedtage den europæiske referenceramme for
kvalifikationer (EQF) og at påbegynde gennemførelsen af henstillingen om kvalitetssikring
(når denne er vedtaget), som indfører vigtige nye redskaber såsom et europæisk register over
agenturer, der overholder EU-fastsatte standarder
25
. Kommissionen har også planer om i 2005
at støtte en række nye initiativer om EU-dækkende akkreditering inden for bestemte fag.
4.2.3.
Investering i topklasse/toppræstation
Kommissionen agter at reagere på opfordringen om at investere flere ressourcer og penge i
topklassekvalitet, samtidig med at det sikres, at det grundlag, som frembringer
toppræstationerne, forbliver åbent og frugtbart i hele EU. To vigtige betingelser for succes er,
at isolationen overvindes, og at mindre udviklede regioner støttes, således at de kan opbygge
høj kvalitet på særlige typer af aktiviteter eller inden for særlige for aktivitetsområder.
En af de vigtigste prioriteringer bliver institutioner for ph.d.-uddannelser og postdoktorale
uddannelser og netværk af europæisk eller verdensomspændende format, idet de har en
dobbelt funktion som det øverste niveau inden for videregående uddannelse og første led i
forskerkarrieren. Kommissionen vil undersøge muligheden for at øge støtten til sådanne
skoler og deres studerende/forskere, forudsat at de overholder visse kriterier som: kritisk
masse, tværfaglighed, en stærk europæisk dimension, opbakning fra regionale/nationale
myndigheder og direkte involvering af erhvervslivet, fastlagte og erklærede topklasseområder.
Særlig støtte kan blive aktuel til fælles "europæiske" doktorgrader og til kvalitetssikring eller
akkreditering af doktorgrader.
22
23
24
25
Fælles midtvejsrapport, afsnit 1.1.2.
Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, afsnit IV.
KOM(2004) 474 af 14. juli 2004.
KOM(2004) 642 af 12. oktober 2004.
DA
12
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1445617_0013.png
På dette niveau ydes der allerede betydelig støtte fra Marie Curie-programmet til forskeres
karriereudvikling og mobilitet
26
eller Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze (hvor
Kommissionen vil støtte et pilotprogram for postdoktorale studier).
Kommissionen er i færd med at undersøge, hvordan den kan komme videre med forslaget om
et europæisk teknologisk institut. Instituttet skal kombinere et omdømme i verdensklasse med
en europæisk identitet og understøtte viden som nøglen til vækst og job. Det bør baseres på et
netværk, der samler de bedste hjerner og virksomheder og spreder innovation i hele Europa.
4.3.
Nødvendigt med støtte til hurtig handling
Denne meddelelse vil blive suppleret af Kommissionens kommende Action Plan on
University-based Research (handlingsplan for universitetsbaseret forskning)
27
. Sammen vil
disse to dokumenter give en passende mulighed til at sikre, at moderniseringen af
universiteterne prioriteres højt nok i EU's finansielle og politiske instrumenter i perioden
2007-2013.
Kommissionen opfordrer Rådet til at vedtage en resolution, som støtter dens ønske om en ny
slags partnerskaber mellem staten og universiteterne og om tilstrækkelige midler til at
modernisere de videregående uddannelser. Kommissionen håber desuden, at Det Europæiske
Råd og Europa-Parlamentet eksplicit vil støtte den moderniseringsdagsorden, som er skitseret
i denne meddelelse.
26
27
http://europa.eu.int/comm/research/fp6/mariecurie-actions/action/fellow_en.html
Handlingsplan for universitetsbaseret forskning vil hovedsageligt bygge på rapporten fra forummet for
universitetsbaseret forskning.
DA
13
DA