Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2005
KOM (2005) 0391
Offentligt
1445856_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 1.9.2005
KOM(2005) 391 endelig
2005/0167 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(forelagt af Kommissionen)
{SEK(2005) 1057}
DA
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
1445856_0002.png
BEGRUNDELSE
1)
BAGGRUND FOR FORSLAGET
Kommissionen påpegede i sin meddelelse af 15. november 2001 om en fælles politik
mod ulovlig indvandring, at tilbagesendelsespolitikken er en integrerende og meget
vigtig del af bekæmpelsen af ulovlig indvandring. Tilbagesendelsespolitikken skal
baseres på tre elementer: fælles principper, fælles standarder og fælles foranstaltninger. I
grønbogen af 10. april 2002 om en fællesskabspolitik for tilbagesendelse kom
Kommissionen nærmere ind på spørgsmålet om tilbagesendelse som en integrerende del
af en samlet indvandrings- og asylpolitik for EU. Den understregede, at der er behov for
indbyrdes tilnærmelse og forbedret samarbejde om tilbagesendelse mellem
medlemsstaterne, og den fremlagde en række mulige emner for fremtidige forslag til
lovgivning om fælles standarder med henblik på at sætte gang i en bred debat blandt de
interesserede parter.
Den efterfølgende meddelelse fra Kommissionen af 14. oktober 2002 om en
fællesskabspolitik for tilbagesendelse af personer med ulovligt ophold tog hensyn til
resultaterne af denne offentlige høringsproces og fastlagde et konkret program for den
fremtidige indsats med særlig vægt på en bred tilgang. Kommissionen fastslog, at "…en
fællesskabspolitik for tilbagesendelse kun kan være fuldt ud effektiv, hvis den er et
naturligt led i en egentlig forvaltning af migrationsproblematikken, der forudsætter en
klar konsolidering af de lovlige indvandringskanaler og af situationen for indvandrere
med lovligt ophold, et effektivt og generøst asylsystem baseret på hurtige procedurer, der
giver en reel beskyttelse af de personer, der har behov for det, samt en styrket dialog med
tredjelandene, med hvilke det i stadig højere grad vil være nødvendigt at indgå
partnerskaber i migrationsspørgsmål".
På grundlag af denne meddelelse vedtog Rådet
den 28. november 2002 sit handlingsprogram for tilbagesendelse, hvori det krævede
forbedret operationelt samarbejde blandt medlemsstaterne, intensiveret samarbejde med
tredjelande og fastlæggelse af fælles standarder med henblik på at lette den konkrete
tilbagesendelse.
Endelig blev dette spørgsmål taget op i "Haag-programmet", som Det Europæiske Råd
vedtog på sit møde i Bruxelles den 4. og 5. november 2004. Det Europæiske Råd
ønskede, at der indføres fælles standarder, så personer hjemsendes på en human måde og
med fuld respekt for deres menneskerettigheder og værdighed, og opfordrede
Kommissionen til at fremlægge et forslag i begyndelsen af 2005.
Formålet med dette forslag er at efterkomme denne opfordring og indføre klare,
gennemsigtige og retfærdige fælles regler for tilbagesendelse, udsendelse, anvendelse af
tvangsforanstaltninger, midlertidig frihedsberøvelse og genindrejse, som fuldt ud tager
hensyn til, at de pågældendes menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder
skal respekteres.
Samarbejdet mellem medlemsstaterne kan give gode resultater, hvis det er baseret på en
fælles forståelse af en række nøglespørgsmål. Der bør derfor opstilles fælles standarder
for at lette arbejdet for de involverede myndigheder og gøre det muligt at udbygge
samarbejdet mellem medlemsstaterne. På længere sigt vil disse standarder danne
grundlag for en passende og ensartet behandling af tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold, uanset hvilken medlemsstat der gennemfører tilbagesendelsesproceduren.
DA
2
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
1445856_0003.png
•
Gældende bestemmelser på det område, som forslaget vedrører
Der er blevet vedtaget en lang række lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige
foranstaltninger som en konkret opfølgning af handlingsplanen for tilbagesendelse fra
november 2002
1
. Med hensyn til samarbejdet vedrørende tilbagesendelse udgør Rådets
direktiv 2003/110/EF af 25. november 2003 om bistand ved gennemrejse i forbindelse
med udsendelse med fly og Rådets beslutning 2004/573/EF af 29. april 2004 om
tilrettelæggelse af samlet udsendelse med fly de første vigtige lovgivningsmæssige
milepæle.
Direktiv 2001/40/EF om gensidig anerkendelse af afgørelser om udsendelse af
tredjelandsstatsborgere udgør sammen med Rådets beslutning 2004/191/EF om
fastsættelse af kriterier og nærmere bestemmelser for udligning af de finansielle
ubalancer en lovgivningsmæssig ramme for gensidig anerkendelse af afgørelser om
udvisning.
Hvad angår det økonomiske aspekt af tilbagesendelse har Kommissionen foreslået, at der
oprettes en europæisk flygtningefond for perioden 2008-2013 som en del af det generelle
program for solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme (KOM(2005) 123 af
6.4.2005). De forberedende foranstaltninger for 2005-2007 vil lette indfasningen af dette
planlagte finansielle instrument.
2)
HØRING AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSE
Grønbogen om en fællesskabspolitik for tilbagesendelse (KOM(2002) 175) udløste en
bred debat, som omfattede en offentlig høring med deltagelse af over 200 personer og
indlæg fra ca. 30 eksperter. Høringen gav alle de interesserede parter mulighed for at
udtrykke deres synspunkter og holdninger til de spørgsmål, som indgår i dette forslag. På
grundlag af de idéer, som blev fremsat i grønbogen, drøftede man den nuværende praksis
for tilbagesendelsespolitikker og mulighederne for en fremtidig fælles EU-politik for
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Høringen gav mulighed
for en åben meningsudveksling mellem repræsentanter for fællesskabsinstitutionerne,
medlemsstaterne, ansøgerlandene, oprindelses- og transitlandene for ulovlige
migrationsbevægelser, andre bestemmelseslande, internationale organisationer, regionale
og kommunale myndigheder, ikke-statslige organisationer og akademiske institutioner.
De skriftlige bidrag til høringsprocessen blev offentliggjort via internettet.
I anden halvdel af 2004 blev en række eksperter fra medlemsstaterne, som beskæftiger
sig med tilbagesendelse, desuden hørt om et foreløbigt udkast til et direktiv om
tilbagesendelsesprocedurer.
3)
FORSLAGETS RETLIGE ELEMENTER
•
Resumé af forslaget
1
Der findes en udtømmende liste over disse foranstaltninger i arbejdsdokumentet fra
Kommissionens tjenestegrene "Annual report on the development of a common policy on illegal
immigration, smuggling and trafficking of human beings, external borders, and the return of
illegal residents" af 25.10.2004, SEK(2004) 1349.
DA
3
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
En effektiv tilbagesendelsespolitik er en nødvendig bestanddel af en velforvaltet og
troværdig migrationspolitik. Der må vedtages klare, gennemsigtige og retfærdige regler,
som tager hensyn til dette behov og samtidig respekterer de pågældendes
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Dette forslag sigter mod at nå
disse mål på følgende måde:
1.
2.
3.
Der skal indføres en regel om, at ulovlige ophold bør bringes til ophør gennem
en retfærdig og gennemsigtig procedure.
Princippet om frivillig tilbagevenden bør fremmes ved, at der indføres en
generel regel om, at der normalt skal gives en udrejsefrist.
Der skal som generelt princip indføres en harmoniseret totrinsprocedure, hvor
der som første trin træffes afgørelse om tilbagesendelse, og hvor der om
nødvendigt som andet trin træffes afgørelse om udsendelse, således at
medlemsstaternes systemer, der på nuværende tidspunkt er forskellige,
samordnes i et vist omfang.
Der skal gøres noget ved situationen for personer med ulovligt ophold, som
(endnu) ikke kan udsendes.
Der skal opstilles et minimumssæt af retssikkerhedsgarantier.
Anvendelsen af tvangsforanstaltninger skal begrænses, den skal knyttes sammen
med proportionalitetsprincippet, og der skal indføres minimumsgarantier for
gennemførelsen af tvangsmæssig tilbagesendelse.
Virkningerne af nationale tilbagesendelsesforanstaltninger skal gives en
europæisk dimension ved at indføre et forbud mod genindrejse, som gælder for
hele EU.
Korrekt efterlevelse bør belønnes (der skal bl.a. være mulighed for at ophæve et
forbud mod genindrejse), og manglende efterlevelse skal straffes (der skal bl.a.
være mulighed for at forlænge et forbud mod genindrejse).
Statens interesser skal beskyttes i tilfælde af alvorlige trusler mod den nationale
og offentlige sikkerhed (der skal bl.a. være mulighed for at forlænge et forbud
mod genindrejse).
Anvendelse af midlertidig frihedsberøvelse skal begrænses, og den skal knyttes
sammen med proportionalitetsprincippet.
Der skal indføres minimumsgarantier for gennemførelsen af midlertidig
frihedsberøvelse.
Der skal rettes op på de situationer, hvor tredjelandsstatsborgere, for hvem en
medlemsstat har truffet afgørelse om udsendelse eller tilbagesendelse, pågribes
på en anden medlemsstats område.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.
Det blev overvejet, om spørgsmålet om
udvisning/udsendelse begrundet i hensynet til
den nationale og offentlige sikkerhed
burde medtages i dette forslag, specielt med hensyn
DA
4
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
til udvisning af formodede terrorister. Forslaget indeholder ikke udtrykkelige
bestemmelser om dette spørgsmål af tre årsager:
– Alle de fællesskabsdirektiver, som er vedtaget på asyl- og indvandringsområdet,
indeholder allerede bestemmelser om den offentlige orden, som gør det muligt for
medlemsstaterne at ophæve opholdstilladelser og udvise tredjelandsstatsborgere, der
udgør en trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.
Kommissionen fastslog i sit arbejdsdokument KOM(2001) 743 af 5. december 2001,
som den udarbejdede på baggrund af terrorangrebene den 11. september, at "det
vil
være mere effektivt at øge sikkerheden gennem en omhyggelig anvendelse af disse
bestemmelser end ved at foretage en gennemgribende ændring af de forskellige
berørte forslag".
– Det er ikke altid i statens interesse at udvise en formodet terrorist. Det kan sommetider
være mere hensigtsmæssigt at strafforfølge den pågældende eller holde ham under
overvågning i en medlemsstat end at udvise ham til et tredjeland.
– Selv hvis der var grund til at harmonisere spørgsmålet om "udvisning begrundet i
hensynet til den offentlige orden/sikkerhed" yderligere, bør en sådan harmonisering
ikke ske via et direktiv, som drejer sig om ophør af ulovligt ophold/tilbagesendelse,
men snarere via direktiverne om betingelserne for indrejse og ophold og ophør af
lovlig bopæl/lovligt ophold.
Men når en tredjelandsstatsborgers lovlige ophold bringes til ophør på grund af hensynet
til den offentlige sikkerhed, bliver den pågældende en tredjelandsstatsborger med ulovligt
ophold på en medlemsstats område i dette direktivs forstand, og direktivets bestemmelser
finder anvendelse på den pågældende.
•
Retsgrundlag
Traktatens artikel 63, nr. 3), litra b).
•
Grundlæggende rettigheder
Dette forslag er blevet underkastet en tilbundsgående undersøgelse for at sikre, at
bestemmelserne er fuldt forenelige med de grundlæggende rettigheder, der udgør
grundprincipper i såvel fællesskabsretten som international ret, herunder beskyttelse af
flygtninge og menneskeretlige forpligtelser, som følger af den europæiske
menneskerettighedskonvention. Som følge heraf er der lagt særlig vægt på
bestemmelserne
om
retssikkerhedsgarantier,
familiens
enhed,
midlertidig
frihedsberøvelse og tvangsforanstaltninger.
•
Subsidiaritetsprincippet
Subsidiaritetsprincippet finder anvendelse, fordi forslaget ikke hører ind under
Fællesskabets enekompetence. Forslagets mål kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af
medlemsstaterne af følgende årsager:
Formålet med dette forslag er at indføre fælles regler om tilbagesendelse, udsendelse,
anvendelse af tvangsforanstaltninger, midlertidig frihedsberøvelse og genindrejse. Disse
DA
5
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
fælles regler, som skal sikre en passende og ensartet behandling af personer med ulovligt
ophold i hele EU, uanset i hvilken medlemsstat de pågribes, kan kun vedtages på
fællesskabsplan.
Det er specielt nødvendigt med fællesskabsregler for at håndtere sager, hvor en
tredjelandsstatsborger, for hvem en medlemsstat allerede har truffet afgørelse om
tilbagesendelse eller udsendelse eller udstedt forbud mod genindrejse, pågribes i en
anden medlemsstat eller forsøger at indrejse i en anden medlemsstat.
I "Haag-programmet" opfordres Kommissionen udtrykkeligt til at fremlægge dette
forslag. Denne opfordring viser, at medlemsstaterne erkender, at de ikke selv på en
tilfredsstillende måde kan nå målet om en effektiv europæisk tilbagesendelsespolitik, og
at EU bedre er i stand til at gøre det.
•
Proportionalitetsprincippet
Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af følgende årsager:
I det foreslåede direktiv fastsættes der en række generelle principper, men det overlades
til medlemsstaterne, som direktivet er rettet til, at vælge den mest hensigtsmæssige form
og metode til at føre disse principper ud i livet i deres respektive nationale retssystemer
på baggrund af deres generelle situation.
Forslaget sigter mod at støtte en effektiv national indsats for udsendelse og undgå
overlapning mellem medlemsstaternes indsats. Når det er vedtaget, vil det således
mindske den samlede administrative byrde for de myndigheder, som skal gennemføre
det.
•
Valg af retsakt
Foreslået retsakt: direktiv.
Det var nødvendigt at vælge en bindende retsakt, som let kan inkorporeres i de
uensartede nationale systemer. En forordning ville have været for usmidig, mens blød
lovgivning (såsom en henstilling) ville have manglet den nødvendige juridisk bindende
virkning.
•
Deltagelse i retsakten
Retsgrundlaget for dette forslag skal findes i EF-traktatens afsnit IV. Det udgør – i det
omfang det finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som ikke opfylder eller ikke
længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i konventionen om
gennemførelse af Schengen-aftalen – en videreudvikling af Schengen-reglerne, som skal
foreslås og vedtages under overholdelse af protokollerne om Det Forenede Kongeriges
og Irlands stilling og om Danmarks stilling og protokollen om integration af Schengen-
reglerne i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten. I
overensstemmelse med de respektive aftaler med Island og Norge og med Schweiz udgør
det – i ovennævnte omfang – en videreudvikling af Schengen-reglerne.
4)
YDERLIGERE OPLYSNINGER
DA
6
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
•
Detaljeret gennemgang af forslaget
Følgende forklaringer fokuserer på de mest kritiske aspekter af forslaget. Der vedlægges
mere detaljerede bemærkninger i bilaget.
Kapitel I
Udgangspunktet for anvendelsen af det foreslåede direktiv er "ulovligt ophold".
Forslaget, som er en foranstaltning vedrørende ulovlig indvandring, der er baseret på
traktatens artikel 63, nr. 3), litra b), sigter mod at indføre et sæt horisontale regler, som
finder anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, uanset hvorfor
opholdet er ulovligt (f.eks. udløb af et visum, udløb af en opholdstilladelse, inddragelse
eller ophævelse af en opholdstilladelse, en negativ endelig afgørelse om en
asylansøgning, ophævelse af flygtningestatus, ulovlig indrejse). Dette direktivforslag
omhandler ikke grundene til eller procedurerne for ophør af lovligt ophold.
Kapitel II
Ifølge forslaget skal der indføres en totrinsprocedure, som fører til, at det ulovlige ophold
ophører. Der skal træffes en afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver
tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold. Frivillig tilbagevenden skal have
førsteprioritet. Hvis den pågældende tredjelandsstatsborger ikke vender tilbage frivilligt,
fuldbyrder medlemsstaten forpligtelsen til at vende tilbage gennem en afgørelse om
udsendelse. Under høringerne [forud for udarbejdelsen af forslaget] udtrykte mange
medlemsstater bekymring for, at totrinsproceduren ville medføre forsinkelser i
procedurerne. Som svar på denne bekymring præciseres det udtrykkeligt i forslaget, at
medlemsstaterne har mulighed for at lade både afgørelsen om tilbagesendelse og
afgørelsen om udsendelse indgå i én foranstaltning eller afgørelse. Medlemsstaterne skal
overholde de materielle bestemmelser i dette kapitel, specielt bestemmelserne om
beskyttelse mod udsendelse og muligheden for frivillig tilbagevenden, uanset om de
vælger at udforme afgørelsen om tilbagesendelse og afgørelsen om udsendelse som to
særskilte foranstaltninger eller afgørelser eller én samlet foranstaltning eller afgørelse.
Ifølge forslaget skal der indføres et "forbud mod genindrejse", som forhindrer
genindrejse på alle medlemsstaternes område og skal ledsage afgørelser om udsendelse.
Denne "europæisering" af virkningerne af de nationale tilbagesendelsesforanstaltninger
skal have en forebyggende virkning og gøre en ægte europæisk tilbagesendelsespolitik
troværdig. Varigheden af forbuddet mod genindrejse vil blive fastlagt under hensyntagen
til alle relevante forhold i den enkelte sag. Normalt bør forbuddet ikke overstige fem år.
Kun i de tilfælde, hvor der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller
den offentlige sikkerhed, kan forbuddet mod genindrejse udstedes for en længere periode.
Kapitel III
Med forslaget indføres der en ret til effektive retsmidler mod afgørelser om
tilbagesendelse og udsendelse. Retsmidlerne har enten opsættende virkning eller giver
tredjelandsstatsborgeren ret til at anmode om suspension af fuldbyrdelsen af afgørelsen
om tilbagesendelse eller udsendelse, hvilket medfører, at fuldbyrdelsen af afgørelsen om
tilbagesendelse eller udsendelse udsættes, indtil afgørelsen er blevet bekræftet eller ikke
længere er genstand for retsmidler med opsættende virkning.
DA
7
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
Kapitel IV
Formålet med dette kapitel er at begrænse anvendelsen af midlertidig frihedsberøvelse og
knytte den sammen med proportionalitetsprincippet. Midlertidig frihedsberøvelse skal
kun anvendes, hvis det er nødvendigt for at undgå risikoen for, at den pågældende
forsvinder, og hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige. Grundene
til, at en midlertidig frihedsberøvelse opretholdes, skal regelmæssigt vurderes af en
retslig myndighed. En række maksimale tidsfrister skal sikre, at en midlertidig
frihedsberøvelse ikke kan forlænges unødigt. Formålet med en sådan harmonisering af de
nationale regler for midlertidig frihedsberøvelse er også at undgå sekundære bevægelser
mellem medlemsstaterne af personer med ulovligt ophold, der er omfattet af
bestemmelserne i dette direktiv.
Kapitel V
Med dette kapitel indføres der en række fleksible regler, som finder anvendelse, hvis en
tredjelandsstatsborger, for hvem der er truffet afgørelse om udsendelse eller
tilbagesendelse i én medlemsstat ("den første medlemsstat"), pågribes på en anden
medlemsstats område ("den anden medlemsstat"). Medlemsstaterne kan vælge forskellige
muligheder, afhængig af omstændighederne i den enkelte sag.
På den ene side kan den anden medlemsstat anerkende den afgørelse om tilbagesendelse
eller udsendelse, som den første medlemsstat har truffet. Det fastsættes, at den finansielle
udligningsordning, som er fastlagt i beslutning 2004/191/EF, finder anvendelse på disse
sager.
På den anden side kan den anden medlemsstat anmode den første medlemsstat om at tage
en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbage eller beslutte at indlede en
ny/selvstændig tilbagesendelsesprocedure efter sin nationale lovgivning.
Forbindelsen med Schengen-informationssystemet:
Informationsudveksling med andre medlemsstater vil være afgørende for, at
bestemmelserne i dette forslag kan gennemføres hurtigt og effektivt. Medlemsstaterne
skal have hurtig adgang til oplysninger om andre medlemsstaters afgørelser om
tilbagesendelse og udsendelse og forbud mod genindrejse. Udvekslingen af oplysninger
vil finde sted i overensstemmelse med reglerne for oprettelse, drift og brug af anden
generation af Schengen-informationssystemet (SIS II).
DA
8
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
1445856_0009.png
2005/0167 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig
artikel 63, nr. 3), litra b),
under henvisning til forslag fra Kommissionen
2
,
efter proceduren i traktatens artikel 251, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Bruxelles den 4. og 5. november
2004 til, at der udformes en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik, der
bygger på fælles standarder, så personer hjemsendes på en human måde og med
fuld respekt for deres menneskerettigheder og værdighed.
Der skal fastsættes klare, gennemsigtige og retfærdige regler for at sikre en
effektiv tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet
migrationspolitik.
Med dette direktiv bør der indføres et sæt horisontale regler, som finder
anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder eller ikke længere
opfylder betingelserne for at opholde sig i en medlemsstat.
Medlemsstaterne bør sikre, at ulovlige ophold bringes til ophør efter en retfærdig
og gennemsigtig procedure.
Som generelt princip bør der anvendes en totrinsprocedure, der omfatter en
afgørelse om tilbagesendelse som første trin og om nødvendigt en afgørelse om
udsendelse som andet trin. For at undgå eventuelle forsinkelser i procedurerne bør
medlemsstaterne imidlertid have mulighed for at udforme afgørelsen om
tilbagesendelse og afgørelsen om udsendelse som én foranstaltning eller
afgørelse.
(2)
(3)
(4)
(5)
2
EUT C […], s. […].
DA
9
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
1445856_0010.png
(6)
Når der ikke er grund til at tro, at det kan undergrave formålet med en
tilbagesendelsesprocedure, bør frivillig tilbagevenden foretrækkes frem for
tvangsmæssig tilbagesendelse, og der bør gives en frist for frivillig udrejse.
Der bør indføres et fælles minimumssæt af retssikkerhedsgarantier vedrørende
afgørelser om tilbagesendelse og udsendelse for at sikre en effektiv beskyttelse af
de pågældendes interesser.
Der skal gøres noget ved situationen for personer med ulovligt ophold, som
(endnu) ikke kan udsendes. Der bør fastsættes minimumsstandarder for
betingelserne for disse personers ophold under henvisning til bestemmelserne i
Rådets direktiv 2003/9/EF af 27. januar 2003 om fastlæggelse af
minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere
3
.
Anvendelsen af tvangsforanstaltninger bør udtrykkeligt knyttes sammen med
proportionalitetsprincippet, og der bør fastsættes minimumsgarantier for
gennemførelsen af tvangsmæssig tilbagesendelse under hensyntagen til Rådets
beslutning 2004/573/EF af 29. april 2004 om tilrettelæggelse af samlet udsendelse
med fly fra to eller flere medlemsstaters område af tredjelandsstatsborgere, der er
omfattet af individuelle afgørelser om udsendelse
4
.
Virkningerne af nationale tilbagesendelsesforanstaltninger bør gives en europæisk
dimension ved, at der indføres et forbud mod genindrejse, som forhindrer
genindrejse på alle medlemsstaternes område.
Varigheden af forbuddet mod genindrejse bør fastsættes under hensyntagen til
alle relevante forhold i den enkelte sag og bør normalt ikke overstige fem år.
Når der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den
offentlige sikkerhed, bør medlemsstaterne have mulighed for at udstede et
længere forbud mod genindrejse.
(7)
(8)
(9)
(10)
(11)
Anvendelse af midlertidig frihedsberøvelse bør begrænses og knyttes sammen
med proportionalitetsprincippet. Midlertidig frihedsberøvelse bør kun anvendes,
hvis det er nødvendigt for at undgå risikoen for, at den pågældende forsvinder, og
mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Der bør indføres bestemmelser om håndteringen af den situation, hvor en
tredjelandsstatsborger, for hvem en medlemsstat har truffet afgørelse om
udsendelse eller tilbagesendelse, pågribes på en anden medlemsstats område.
Dette direktiv omfatter bestemmelser om anerkendelse af afgørelser om
tilbagesendelse eller udsendelse, som træder i stedet for Rådets direktiv
2001/40/EF om gensidig anerkendelse af afgørelser om udsendelse af
tredjelandsstatsborgere
5
. Det nævnte direktiv bør derfor ophæves.
(12)
(13)
3
4
5
EUT L 31 af 6.2.2003, s. 18.
EUT L 261 af 6.8.2004, s. 28.
EFT L 149 af 2.6.2001, s. 34.
DA
10
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
1445856_0011.png
(14)
I Rådets beslutning 2004/191/EF
6
fastsættes der kriterier og nærmere
bestemmelser for udligning af de finansielle ubalancer, som følger af gensidig
anerkendelse af afgørelser om udsendelse, der bør finde tilsvarende anvendelse på
anerkendelse af afgørelser om tilbagesendelse eller udsendelse efter dette direktiv.
Medlemsstaterne bør have hurtig adgang til oplysninger om andre medlemsstaters
afgørelser om tilbagesendelse og udsendelse og forbud mod genindrejse.
Udvekslingen af oplysninger bør finde sted i overensstemmelse med
[afgørelse/forordning … om oprettelse, drift og brug af anden generation af
Schengen-informationssystemet (SIS II)]
7
.
Da målet for dette direktiv, nemlig at indføre fælles regler for tilbagesendelse,
udsendelse, anvendelse af tvangsforanstaltninger, midlertidig frihedsberøvelse og
genindrejse, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor
på grund af foranstaltningens omfang og virkning bedre kan gennemføres på
fællesskabsplan, kan Fællesskabet vedtage foranstaltninger i overensstemmelse
med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over,
hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
Medlemsstaterne bør anvende bestemmelserne i dette direktiv uden
forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse,
genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser,
tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder
eller seksuel orientering.
I overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention fra 1989 om barnets
rettigheder bør "barnets tarv" være et væsentligt hensyn for medlemsstaterne ved
gennemførelsen af dette direktiv. I overensstemmelse med den europæiske
menneskerettighedskonvention bør respekten for familielivet være et væsentligt
hensyn for medlemsstaterne ved gennemførelsen af dette direktiv.
Gennemførelsen af dette direktiv berører ikke de forpligtelser, der følger af
Genève-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling som ændret ved
New York-protokollen af 31. januar 1967.
I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og principper, som bl.a.
anerkendes af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som
bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv,
som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Da dette direktiv
– i det omfang det finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som ikke
opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i
konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen
8
– bygger på Schengen-
(15)
(16)
(17)
(18)
(19)
(20)
(21)
6
7
8
EUT L 60 af 27.2.2004, s. 55.
EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19.
DA
11
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
1445856_0012.png
reglerne efter bestemmelserne i afsnit IV i tredje del af traktaten om oprettelse af
Det Europæiske Fællesskab, bør Danmark i overensstemmelse med protokollens
artikel 5 inden seks måneder efter, at dette direktiv er vedtaget, træffe afgørelse
om, hvorvidt det vil gennemføre det i sin nationale lovgivning.
(22)
Dette direktiv udgør – i det omfang det finder anvendelse på
tredjelandsstatsborgere, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder de
betingelser for indrejse, der er fastsat i konventionen om gennemførelse af
Schengen-aftalen – en udvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne som
omhandlet i den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med
Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i
gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne, som
falder ind under det område, der er omhandlet i artikel 1, punkt C, i Rådets
afgørelse 1999/437/EF
9
om visse gennemførelsesbestemmelser til den
pågældende aftale.
Dette direktiv udgør en udvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne som
omhandlet i den aftale, som Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab
og Det Schweiziske Forbund har indgået om Det Schweiziske Forbunds
associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne,
som falder ind under det område, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rådets
afgørelse 2004/860/EF
10
om midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i den
pågældende aftale.
Dette direktiv udgør – i det omfang det finder anvendelse på
tredjelandsstatsborgere, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder de
betingelser for indrejse, der er fastsat i konventionen om gennemførelse af
Schengen-aftalen – en retsakt, der bygger på Schengen-reglerne eller på anden
måde har tilknytning dertil som omhandlet i tiltrædelsesaktens artikel 3, stk. 2 -
(23)
(24)
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Kapitel I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 1
Emne
I dette direktiv fastsættes der fælles standarder og procedurer, som skal anvendes i
medlemsstaterne ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i
overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder som generelle principper for
fællesskabsretten og international ret, herunder beskyttelse af flygtninge og
menneskeretlige forpligtelser.
9
10
EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.
EUT L 370 af 17.12.2004, s. 78.
DA
12
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
Artikel 2
Anvendelsesområde
1.
Dette direktiv finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
på en medlemsstats område, dvs. tredjelandsstatsborgere:
(a)
som ikke opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser for indrejse,
der er fastsat i artikel 5 i konventionen om gennemførelse af Schengen-
aftalen, eller
som af anden grund opholder sig ulovligt på en medlemsstats område.
(b)
2.
Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende dette direktiv på
tredjelandsstatsborgere, som er blevet nægtet indrejse i en medlemsstats
transitzone. De skal imidlertid sikre, at behandlingen af og beskyttelsesgraden
for sådanne tredjelandsstatsborgere ikke er mindre gunstig end fastsat i artikel 8,
10, 13 og 15.
Dette direktiv finder ikke anvendelse på tredjelandsstatsborgere:
(a)
(b)
som er familiemedlemmer til unionsborgere, der har udøvet deres ret til fri
bevægelighed inden for Fællesskabet, eller
som i henhold til en aftale mellem Fællesskabet og dets medlemsstater på
den ene side og de lande, som de pågældende er statsborgere i, på den
anden side nyder godt af en ret til fri bevægelighed, der svarer til
unionsborgernes.
Artikel 3
Definitioner
3.
I dette direktiv forstås ved:
(a)
(b)
"tredjelandsstatsborger": enhver person, der ikke er unionsborger som
omhandlet i traktatens artikel 17, stk. 1
"ulovligt ophold": tilstedeværelsen på en medlemsstats område af en
tredjelandsstatsborger, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder
betingelserne for ophold eller bopæl i medlemsstaten
"tilbagesendelse": processen i forbindelse med tilbagevenden til hjemlandet,
transitlandet eller et andet tredjeland, uanset om tilbagesendelsen foregår
frivilligt eller tvangsmæssigt
"afgørelse om tilbagesendelse": en administrativ eller retslig afgørelse eller
foranstaltning, der fastslår eller erklærer, at en tredjelandsstatsborgers ophold er
ulovligt, og pålægger den pågældende en forpligtelse til at vende tilbage
"udsendelse": fuldbyrdelsen af forpligtelsen til at vende tilbage, dvs. den fysiske
transport ud af landet
(c)
(d)
(e)
DA
13
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
1445856_0014.png
(f)
(g)
"afgørelse om udsendelse": en administrativ eller retslig afgørelse eller
foranstaltning, der fastslår, at den pågældende skal udsendes
"forbud mod genindrejse": en administrativ eller retslig afgørelse eller
foranstaltning, som forhindrer genindrejse i en medlemsstat i en nærmere
angivet periode.
Artikel 4
Gunstigere bestemmelser
1.
Dette direktiv berører ikke gunstigere bestemmelser i:
(a)
(b)
bilaterale eller multilaterale aftaler mellem Fællesskabet eller Fællesskabet
og dets medlemsstater og et eller flere tredjelande.
bilaterale eller multilaterale aftaler mellem en eller flere medlemsstater og
et eller flere tredjelande.
som er gunstigere for
i fællesskabslovgivningen
2.
Dette direktiv berører ikke bestemmelser,
tredjelandsstatsborgeren, og som er fastsat
vedrørende indvandring og asyl og specielt i:
(a)
(b)
(c)
Rådets direktiv 2003/86/EF om ret til familiesammenføring
11
.
Rådets direktiv 2003/109/EF om tredjelandsstatsborgeres status som
fastboende udlænding
12
.
Rådets direktiv 2003/81/EF om udstedelse af opholdstilladelser til
tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som
er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de
kompetente myndigheder
13
.
Rådets direktiv 2004/83/EF om fastsættelse af minimumsstandarder for
anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller
som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og
indholdet af en sådan beskyttelse
14
.
Rådets direktiv 2004/114/EF om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres
indrejse og ophold med henblik på studier, elevudveksling, ulønnet
erhvervsuddannelse eller volontørtjeneste
15
.
Rådets direktiv 2005/XX/EF om en særlig indrejseprocedure for
tredjelandsstatsborgere med henblik på videnskabelig forskning
16
.
(d)
(e)
(f)
11
12
13
14
15
16
EUT L 251 af 3.10.2003, s. 12.
EUT L 16 af 23.1.2004, s. 44.
EUT L 261 af 6.8.2004, s. 19.
EUT L 304 af 30.9.2004, s. 12.
EUT L 375 af 23.12.2004, s. 12.
EUT L XX.
DA
14
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
3.
Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes ret til at vedtage eller opretholde
bestemmelser, som er gunstigere for de personer, det finder anvendelse på,
forudsat at bestemmelserne er forenelige med dette direktiv.
Artikel 5
Familiemæssig tilknytning og barnets tarv
Når medlemsstaterne gennemfører dette direktiv, tager de hensyn til arten og
holdbarheden af tredjelandsstatsborgerens familiemæssige tilknytning og til, hvor længe
den pågældende har opholdt sig i medlemsstaten, samt til, om der er familiemæssig,
kulturel eller social tilknytning til hjemlandet. De tager også hensyn til barnets tarv i
overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention fra 1989 om barnets
rettigheder.
Kapitel II
OPHØR AF ULOVLIGT OPHOLD
Artikel 6
Afgørelse om tilbagesendelse
1.
2.
Medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver
tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område.
I afgørelsen om tilbagesendelse fastsættes der en passende frist for frivillig
udrejse på op til fire uger, medmindre der er grund til at tro, at den pågældende
vil forsvinde i denne periode. For at undgå risikoen for, at den pågældende
forsvinder, kan der for hele perioden pålægges visse forpligtelser, såsom pligten
til regelmæssigt at melde sig hos myndighederne, stille en økonomisk garanti,
deponere dokumenter eller opholde sig et bestemt sted.
Afgørelsen om tilbagesendelse træffes som en særskilt foranstaltning eller
afgørelse eller sammen med en afgørelse om udsendelse.
Når medlemsstaterne er underlagt forpligtelser vedrørende grundlæggende
rettigheder, som særlig følger af den europæiske menneskerettighedskonvention,
såsom retten til non-refoulement, retten til uddannelse og retten til familiens
enhed, træffes der ikke afgørelse om tilbagesendelse. Hvis der allerede er truffet
afgørelse om tilbagesendelse, ophæves afgørelsen.
Medlemsstaterne kan når som helst af humanitære eller andre grunde beslutte at
tildele en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, en
selvstændig opholdstilladelse eller en anden tilladelse til at opholde sig i en
medlemsstat. I så fald træffes der ikke afgørelse om tilbagesendelse, og hvis der
allerede er truffet afgørelse om tilbagesendelse, ophæves afgørelsen.
Når en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats
område, har en gyldig opholdstilladelse, der er udstedt af en anden medlemsstat,
3.
4.
5.
6.
DA
15
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
undlader den første medlemsstat at træffe afgørelse om tilbagesendelse, hvis den
pågældende frivilligt vender tilbage til den medlemsstat, som har udstedt
opholdstilladelsen.
7.
Hvis en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats
område, er genstand for en igangværende procedure for fornyelse af en
opholdstilladelse eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold, undlader den
pågældende medlemsstat at træffe afgørelse om tilbagesendelse, indtil
proceduren er afsluttet.
Hvis en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats
område, er genstand for en igangværende procedure for tildeling af en
opholdstilladelse eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold, kan den
pågældende medlemsstat undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse, indtil
proceduren er afsluttet.
Artikel 7
Afgørelse om udsendelse
1.
Medlemsstaterne træffer afgørelse om udsendelse vedrørende en
tredjelandsstatsborger, for hvem der er truffet afgørelse om tilbagesendelse, hvis
der er risiko for, at den pågældende forsvinder, eller hvis forpligtelsen til at
vende tilbage ikke er blevet efterlevet inden for den frist for frivillig udrejse,
som er fastsat i henhold til artikel 6, stk. 2.
I afgørelsen om udsendelse anføres fristen for fuldbyrdelse af udsendelsen og
bestemmelseslandet.
Afgørelsen om udsendelse træffes som en særskilt foranstaltning eller afgørelse
eller sammen med afgørelsen om tilbagesendelse.
Artikel 8
Udsættelse
1.
2.
Medlemsstaterne kan udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse i
en passende periode under hensyntagen til de særlige forhold i den enkelte sag.
Medlemsstaterne udsætter fuldbyrdelsen af en afgørelse om udsendelse under
følgende omstændigheder, så længe disse omstændigheder foreligger:
(a)
(b)
når tredjelandsstatsborgeren ikke kan rejse eller transporteres til
bestemmelseslandet på grund af sin fysiske eller psykiske tilstand
når der foreligger tekniske hindringer, såsom manglende
transportkapacitet eller andre vanskeligheder, som gør det umuligt at
fuldbyrde udsendelsen på en human måde under fuld respekt for
tredjelandsstatsborgerens grundlæggende rettigheder og værdighed
8.
2.
3.
DA
16
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
(c)
når der ikke er sikkerhed for, at uledsagede mindreårige ved afrejsen eller
ankomsten kan overgives til et familiemedlem, en tilsvarende
repræsentant, en værge for den mindreårige eller en kompetent
embedsmænd i bestemmelseslandet, efter en vurdering af de forhold, som
den mindreårige vil blive sendt tilbage til.
3.
Hvis fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse eller en afgørelse om
udsendelse udsættes efter stk. 1 og 2, kan den pågældende tredjelandsstatsborger
pålægges visse forpligtelser for at undgå risikoen for, at den pågældende
forsvinder, såsom pligten til regelmæssigt at melde sig hos myndighederne,
stille en økonomisk garanti, deponere dokumenter eller opholde sig et bestemt
sted.
Artikel 9
Forbud mod genindrejse
1.
Afgørelser om udsendelse omfatter et forbud mod genindrejse, som højst gælder
i fem år.
Afgørelser om tilbagesendelse kan omfatte et sådant forbud mod genindrejse.
2.
Varigheden af forbuddet mod genindrejse fastlægges under hensyntagen til alle
de relevante forhold i den enkelte sag og specielt til, om den pågældende
tredjelandsstatsborger:
(a) er genstand for en afgørelse om udsendelse for første gang
(b) allerede har været genstand for mere end én afgørelse om udsendelse
(c) er indrejst i medlemsstaten under et forbud mod genindrejse
(d) udgør en trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.
Forbuddet mod genindrejse kan udstedes for en periode på over fem år, når den
pågældende tredjelandsstatsborger udgør en alvorlig trussel mod den offentlige
orden eller den offentlige sikkerhed.
3.
Forbuddet mod genindrejse kan ophæves, særlig i tilfælde, hvor den pågældende
tredjelandsstatsborger:
(a)
(b)
er genstand for en afgørelse om udvisning eller udsendelse for første gang
har meldt sig på en medlemsstats konsulat
omkostningerne
ved
sin
tidligere
(c) har
godtgjort
alle
tilbagesendelsesprocedure.
4.
Forbuddet mod genindrejse kan i undtagelsestilfælde suspenderes midlertidigt i
individuelle sager, hvor det er hensigtsmæssigt.
DA
17
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
5.
Stk. 1-4 berører ikke retten til at søge asyl i en af medlemsstaterne.
Artikel 10
Udsendelse
1.
Når medlemsstaterne anvender tvangsforanstaltninger til at gennemføre
udsendelsen af en tredjelandsstatsborger, som modsætter sig udsendelse, skal
disse foranstaltninger stå i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningerne
og holdes inden for grænserne for acceptabel magtanvendelse. De gennemføres i
overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og med respekt for den
pågældende tredjelandsstatsborgers værdighed.
Ved gennemførelsen af udsendelser tager medlemsstaterne hensyn til de fælles
retningslinjer for sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med fælles udsendelse
med fly, der er knyttet som bilag til beslutning 2004/573/EF.
2.
Kapitel III
RETSSIKKERHEDSGARANTIER
Artikel 11
Form
1.
Afgørelser om tilbagesendelse og udsendelse affattes skriftligt.
Medlemsstaterne sikrer, at de faktiske og retlige grunde anføres i afgørelsen, og
at den pågældende tredjelandsstatsborger skriftligt informeres om de retsmidler,
der er til rådighed.
2.
Medlemsstaterne tilvejebringer på anmodning en skriftlig eller mundtlig
oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelsen om tilbagesendelse og/eller
afgørelsen om udsendelse på et sprog, som tredjelandsstatsborgeren med
rimelighed kan formodes at forstå.
Artikel 12
Retsmidler
1.
Medlemsstaterne sikrer, at den pågældende tredjelandsstatsborger har ret til
effektive retsmidler for en domstol eller ret med henblik på at påklage eller anke
en afgørelse om tilbagesendelse og/eller en afgørelse om udsendelse.
Retsmidlerne har enten opsættende virkning eller giver tredjelandsstatsborgeren
ret til at anmode om suspension af fuldbyrdelsen af afgørelsen om
tilbagesendelse eller udsendelse; i så fald udsættes fuldbyrdelsen af afgørelsen
om tilbagesendelse eller udsendelse, indtil afgørelsen er blevet bekræftet eller
ikke længere er genstand for retsmidler med opsættende virkning.
2.
DA
18
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
3.
Medlemsstaterne sikrer, at den pågældende tredjelandsstatsborger har mulighed
for at få juridisk vejledning, for at lade sig repræsentere og om nødvendigt for at
få sproglig bistand. Der ydes juridisk bistand til dem, der ikke har tilstrækkelige
midler, hvis en sådan bistand er nødvendig for at sikre effektiv adgang til
domstolsprøvelse.
Artikel 13
Garantier i perioden frem til tilbagesendelsen
1.
Medlemsstaterne sikrer, at opholdsbetingelserne for tredjelandsstatsborgere, for
hvem fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse er blevet udsat, eller som
ikke kan udsendes af de grunde, der er omhandlet i artikel 8 i dette direktiv, ikke
er mindre gunstige end de betingelser, som er fastsat i artikel 7-10, artikel 15 og
artikel 17-20 i direktiv 2003/9/EF.
Medlemsstaterne giver de personer, der er omhandlet i stk. 1, skriftlig
bekræftelse af, at fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagesendelse er blevet udsat
i en nærmere angivet periode, eller at afgørelsen om udsendelse midlertidigt
ikke vil blive fuldbyrdet.
2.
Kapitel IV
FRIHEDSBERØVELSE MED HENBLIK PÅ UDSENDELSE
Artikel 14
Midlertidig frihedsberøvelse
1.
Medlemsstaterne frihedsberøver midlertidigt en tredjelandsstatsborger, for hvem
der er eller vil blive truffet afgørelse om tilbagesendelse eller udsendelse, når
der er alvorlig grund til at tro, at der er risiko for, at den pågældende vil
forsvinde, og når det ikke er tilstrækkeligt at anvende mindre indgribende
foranstaltninger, såsom pligt til regelmæssigt at melde sig hos myndighederne,
stille en økonomisk garanti, deponere dokumenter, opholde sig et bestemt sted
eller andre foranstaltninger, som skal forebygge en sådan risiko.
Afgørelser om midlertidig frihedsberøvelse træffes af retslige myndigheder. I
hastetilfælde kan de træffes af administrative myndigheder; i så fald skal
afgørelsen om midlertidig frihedsberøvelse bekræftes af retslige myndigheder
inden for 72 timer fra frihedsberøvelsens begyndelse.
Afgørelser om midlertidig frihedsberøvelse vurderes på ny af retslige
myndigheder mindst en gang om måneden.
Midlertidig frihedsberøvelse kan af retslige myndigheder forlænges til højst seks
måneder.
2.
3.
4.
DA
19
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
Artikel 15
Forholdene under midlertidig frihedsberøvelse
1.
Medlemsstaterne sikrer, at midlertidigt frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere
behandles humant og værdigt med respekt for deres grundlæggende rettigheder
og under overholdelse af international og national lovgivning. På anmodning får
de pågældende straks tilladelse til at sætte sig i forbindelse med retslige
repræsentanter, familiemedlemmer og kompetente konsulære myndigheder samt
relevante internationale og ikke-statslige organisationer.
Midlertidig frihedsberøvelse finder sted i særlige faciliteter til brug for
midlertidig frihedsberøvelse. Når en medlemsstat ikke kan indkvartere de
midlertidigt frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere i særlige faciliteter til brug
for midlertidig frihedsberøvelse og er nødt til at anbringe dem i et fængsel,
sikrer den, at de permanent er fysisk adskilt fra de almindelige indsatte.
Der tages særligt hensyn til sårbare personers situation. Medlemsstaterne sikrer,
at mindreårige ikke frihedsberøves i almindelige fængsler. Uledsagede
mindreårige holdes adskilt fra voksne, medmindre det vurderes, at det er i
barnets tarv ikke at gøre det.
Medlemsstaterne sikrer, at internationale og ikke-statslige organisationer har
mulighed for at besøge faciliteterne til brug for midlertidig frihedsberøvelse med
henblik på at vurdere, om forholdene under den midlertidige frihedsberøvelse er
passende. Der kan kræves tilladelse til sådanne besøg.
2.
3.
4.
Kapitel V
PÅGRIBELSE I ANDRE MEDLEMSSTATER
Artikel 16
Pågribelse i andre medlemsstater
Når en tredjelandsstatsborger, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder de
betingelserne for indrejse, der er fastsat i artikel 5 i konventionen om gennemførelse af
Schengen-aftalen, og for hvem en medlemsstat ("den første medlemsstat") har truffet
afgørelse om tilbagesendelse eller udsendelse, pågribes på en anden medlemsstats
område ("den anden medlemsstat"), kan den anden medlemsstat træffe følgende
foranstaltninger:
(a)
den kan anerkende den afgørelse om tilbagesendelse eller udsendelse, som den
første medlemsstat har truffet, og gennemføre udsendelsen; i så fald udligner
medlemsstaterne indbyrdes de finansielle ubalancer, som måtte opstå, idet de
anvender Rådets beslutning 2004/191/EC med de nødvendige ændringer
den kan anmode den første medlemsstat om straks at tage den pågældende
tredjelandsstatsborger tilbage; i så fald er den første medlemsstat forpligtet til at
efterkomme anmodningen, medmindre den kan bevise, at den pågældende har
(b)
DA
20
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
forladt medlemsstaternes område, efter at den første medlemsstat har truffet
afgørelse om tilbagesendelse eller udsendelse
(c)
(d)
den kan iværksætte tilbagesendelsesproceduren efter sin nationale lovgivning
den kan opretholde eller udstede en opholdstilladelse eller en anden tilladelse,
som giver den pågældende ret til at opholde sig i medlemsstaten af
beskyttelsesrelaterede, humanitære eller andre grunde, efter at have konsulteret
den første medlemsstat i overensstemmelse med artikel 25 i konventionen om
gennemførelse af Schengen-aftalen.
Kapitel VI
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 17
Rapportering
Kommissionen aflægger regelmæssigt rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om
anvendelsen af dette direktiv i medlemsstaterne og foreslår om nødvendigt ændringer.
Kommissionen aflægger rapport første gang senest fire år efter den dato, som er nævnt i
artikel 18, stk. 1.
Artikel 18
Gennemførelse
1.
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i
kraft for at efterkomme dette direktiv senest (24
måneder efter offentliggørelsen
i Den Europæiske Unions Tidende).
De tilsender straks Kommissionen disse
bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem
de pågældende bestemmelser og dette direktiv.
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette
direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De
nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2.
Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser,
som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 19
Forholdet til Schengen-konventionen
Dette direktiv træder i stedet for artikel 23 og 24 i konventionen om gennemførelse af
Schengen-aftalen.
DA
21
DA
 kom (2005) 0391 - Ingen titel
Artikel 20
Ophævelse
Direktiv 2001/40/EF ophæves.
Artikel 21
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske
Unions Tidende.
Artikel 22
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.
Udfærdiget i Bruxelles, den
På Europa–Parlamentets vegne
Formand
På Rådets vegne
Formand
DA
22
DA