Retsudvalget 2005
KOM (2005) 0696
Offentligt
1446153_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 23.12.2005
KOM(2005) 696 endelig
GRØNBOG
om konflikter om stedlig kompetence og
ne bis in idem-princippet
i straffesager
(forelagt af Kommissionen)
{SEK(2005) 1767}
DA
DA
 kom (2005) 0696 - Ingen titel
1446153_0002.png
GRØNBOG
om konflikter om stedlig kompetence og
ne bis in idem-princippet
i straffesager
Formålet med denne grønbog er at iværksætte en omfattende høring af interesserede parter om
spørgsmål i relation til konflikter om stedlig kompetence i straffesager, herunder
ne bis in
idem-princippet.
Grønbogen tager en række problemer op, som kan opstå i den aktuelle
situation, og foreslår eventuelle løsninger. Vedføjede arbejdsdokument indeholder en mere
detaljeret analyse.
Kommissionen opfordrer interesserede parter til inden den 31. marts 2006 at indsende deres
bemærkninger til følgende adresse:
Europa-Kommissionen
Generaldirektoratet for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed
Kontor D 3 - Strafferetligt samarbejde
Kontor LX46 3/20
B- 1049 Bruxelles
E-mail:
[email protected]
Fax: +32-2/296 76 34
Interesserede parter bedes tydeligt anføre, hvis de ikke ønsker deres bemærkninger
offentliggjort på Kommissionens websted.
DA
2
DA
 kom (2005) 0696 - Ingen titel
1.
B
AGGRUND
Eftersom kriminalitet antager en mere international karakter, konfronteres
strafferetten i EU i stadig grad med situationer, hvor flere medlemsstater har
strafferetlig kompetence til at forfølge samme sag. Desuden er der i dag større
sandsynlighed for, at vi vil kunne opleve flere sideløbende retsforfølgelser i de
samme sager, eller "positive" kompetencekonflikter, da virkeområdet for mange
jurisdiktioner er blevet udvidet betydeligt i de seneste år.
Flere sideløbende retsforfølgelser er til skade for individets rettigheder og interesser
og kan føre til overlapning af aktiviteter. Anklagede, ofre og vidner vil kunne blive
indkaldt til retsmøder i flere lande. I særlig grad medfører gentagne retsmøder en
mangedobling af restriktionerne på deres rettigheder og interesser, f.eks. den frie
bevægelighed. De øger de psykologiske byrder og de omkostninger og
vanskeligheder, der er forbundet med juridisk bistand. I et udviklet område med
frihed, sikkerhed og retfærdighed forekommer det hensigtsmæssigt så vidt muligt at
undgå sådanne skadelige konsekvenser ved at begrænse antallet af sideløbende
retsforfølgelser i de samme sager.
Som situationen er i dag, kan de nationale myndigheder frit foretage parallel
retsforfølgelse i de samme sager. Den eneste juridiske barriere er
ne bis in idem-
princippet, som er fastlagt i artikel 54-58 i konventionen om gennemførelse af
Schengen-aftalen (Schengen-konventionen). Imidlertid forhindrer dette princip ikke
kompetencekonflikter, mens der pågår flere sideløbende retsforfølgelser i to eller
flere medlemsstater. Det anvendes kun til at forhindre en sideløbende retsforfølgelse
i samme sag, hvis en dom, der afskærer muligheden for yderligere retsforfølgelse
(res
judicata),
har afsluttet retsforhandlingerne i en medlemsstat.
Vigtigere er det, at hvis der ikke findes et system, hvorefter sager henvises til en
egnet jurisdiktion, mens retsforhandlingerne står på, kan
ne bis in idem
føre til
tilfældige eller endog arbitrære resultater: Ved at give prioritet til den jurisdiktion,
der først afsiger en endelig dom, svarer det til at anvende et "først-til-mølle"-princip.
Valget af jurisdiktion er i dag overladt til tilfældighederne, og dette synes at være
grunden til, at der stadig gælder adskillige undtagelser fra
ne bis in idem-princippet.
Et passende svar på problemet med (positive) kompetencekonflikter ville være at
indføre en ordning, hvorved sager kan henvises til den relevante jurisdiktion. Hvis
retsforfølgelser koncentreres i en enkelt jurisdiktion, ville spørgsmålet om
ne bis in
idem
ikke længere opstå. Desuden ville en sådan ordning supplere princippet om
gensidig anerkendelse, hvorefter en retsafgørelse truffet i en medlemsstat anerkendes
og - om nødvendigt - gennemtvinges i andre medlemsstater.
I denne grønbog skitserer Kommissionen mulighederne for at skabe en ordning, som
vil kunne gøre det lettere at vælge den mest relevante jurisdiktion i straffesager, og
desuden for at foretage en eventuel revision af
ne bis in idem-reglerne.
Det
modsvarer punkt 3.3 i Haag-programmet og programmet for gensidig anerkendelse
fra 29.11.2000 (især punkt 2.3 og foranstaltning 1 og 11 i sidstnævnte). Relevante
EU-foranstaltninger kunne vedtages som en rammeafgørelse baseret på artikel 31,
stk. 1, litra d), i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvorefter fælles
handling omfatter forebyggelse af konflikter om stedlig kompetence mellem
DA
3
DA
 kom (2005) 0696 - Ingen titel
medlemsstater. Hvis det skønnes nødvendigt, kan artikel 31. stk. 1, litra c), tjene som
et supplerende grundlag for at sikre, at de regler, der gælder i medlemsstaterne, er
forenelige, for så vidt dette er nødvendigt for at forbedre det retlige samarbejde.
2.
2.1.
I
NDFØRELSE AF EN ORDNING FOR VALG AF JURISDIKTION
Forudsætninger
En ordning, der tager sigte på at henvise sager til den relevante jurisdiktion, skulle
betyde, at man undgår unødigt bureaukrati, samtidig med at der skabes garanti for en
afbalanceret tilgang under skyldig hensyntagen til de pågældende individers
rettigheder. For at det kan fungere, er der to fundamentale forudsætninger, der skal
være opfyldt.
For det første bør de kompetente myndigheder blive opmærksomme på
retsforhandlinger og/eller beslægtede afgørelser i hinandens jurisdiktion: de bør have
tilladelse til eller måske endda forpligtes til at udveksle relevante oplysninger.
For det andet bør anklagemyndigheden i en medlemsstat, så snart den bliver bekendt
med, at der er indledt retsforfølgelse i en anden medlemsstat, være i stand til at
afholde sig fra at indlede en sag eller have mulighed for at standse den blot med den
begrundelse, at den samme sag retsforfølges i en anden medlemsstat.
I de medlemsstater, hvor legalitetsprincippet gælder, og hvor de kompetente
myndigheder har pligt til at retsforfølge enhver strafbar handling, der falder ind
under deres kompetence, kan det give problemer i retssystemet, hvis
anklagemyndigheden afholder sig fra at rejse en sag eller standser den. Det kan
navnlig give problemer, når dette princip er nedfældet i landets forfatning. Man
kunne derfor i et fremtidigt instrument indføje en undtagelse fra princippet. I den
forbindelse vil man med god grund kunne argumentere for, at inden for et fælles
område med frihed, sikkerhed og retfærdighed vil princippet være opfyldt, når en
anden medlemsstat retsforfølger en sådan sag.
2.2.
Procedure
Når først ovennævnte forudsætninger er opfyldt, kunne følgende proceduretrin
udgøre en del af den foreslåede ordning.
Trin 1: identifikation og underretning af "interesserede parter"
For det første synes det hensigtsmæssigt at identificere og underrette de
medlemsstater, der kunne være interesserede i at deltage i udvælgelsen af den bedst
egnede jurisdiktion til en konkret sag. Til dette formål kunne en EU-regel fastsætte,
at de nationale myndigheder i en medlemsstat, der har
indledt eller skal til at
indlede en straffesag ("den indledende stat") i en sag, hvor der kan påvises
tydelige forbindelser til en anden medlemsstat, skal underrette
de kompetente
myndigheder i denne anden medlemsstat i god tid. En sådan forpligtelse kunne gælde
for de retsforfølgende myndigheder og/eller andre retslige/efterforskende eller
retshåndhævende myndigheder, afhængigt af de særlige karakteristiske træk ved de
strafferetlige systemer i medlemsstaterne. De myndigheder, som er blevet
underrettet, kunne så tilkendegive deres interesse i at forfølge den pågældende sag.
DA
4
DA
 kom (2005) 0696 - Ingen titel
Man kunne forudse, at denne interessetilkendegivelse skulle erklæres inden for en
nærmere fastsat frist. Imidlertid kunne ordningen også undtagelsesvis åbne mulighed
for reaktioner efter fristens udløb. Hvis ingen medlemsstat udtrykker interesse, kunne
den
indledende
medlemsstat fortsætte med retsforfølgelsen af sagen uden yderligere
konsultation - medmindre nye kendsgerninger ændrer billedet.
Trin 2: høring/drøftelse
Når to eller flere medlemsstater er interesseret i at retsforfølge samme sag, bør deres
respektive kompetente myndigheder være i stand til sammen at undersøge
spørgsmålet om "det bedste sted" til at retsforfølge sagen. En option ville være at
opstille en forpligtelse til at indgå i drøftelser,
så der kan tages hensyn til alle de
interesserede medlemsstaters meningstilkendegivelser. På dette trin synes direkte
kontakter mellem dem at være det mest effektive middel til at etablere en drøftelse.
Hvis der er behov for det, kunne de bede om assistance fra Eurojust og/eller andre
EU-assistanceordninger.
Trin 2 vil ofte kunne føre til konsensus på et tidligt tidspunkt om valg af den mest
relevante jurisdiktion til at retsforfølge en sag, som giver anledning til problemer
med hensyn til konflikter om stedlig kompetence. Som et resultat vil nogle nationale
myndigheder
indstille eller afslutte
deres retsforhandlinger frivilligt (eller vil afholde
sig fra at starte en sag), mens en anden myndighed ville indlede eller fortsætte med
retsforhandlingerne i sagen. I et sådant scenario kunne de kompetente nationale
myndigheder ganske enkelt gå frem i overensstemmelse med deres nationale
lovgivning. Det synes derfor, som om der ikke er noget behov for bindende regler på
EU-plan for sådanne arrangementer. I den foreslåede ordning kunne sådanne
indenlandske retsafgørelser revideres af den pågældende medlemsstat, hvis nye
undersøgelsesresultater ændrer billedet. I visse tilfælde ville den enkelte
medlemsstats myndigheder måske foretrække at indgå en bindende aftale for at
garantere retssikkerheden og for at undgå at genåbne debatten. Hvis de ønsker dette,
kan de gøre brug af en
EU-modelaftale,
som bl.a. kunne indeholde fælles regler for
opsigelse af sådanne aftaler.
Trin 3: tvistbilæggelse/mægling
Hvis det ikke er let at nå frem til en aftale, vil der være behov for en ordning for
tvistbilæggelser. På dette trin bør der tilbydes en mulighed for en struktureret dialog
mellem de interesserede parter, som ville gøre det muligt at foretage en objektiv
vurdering af de interesser, der er på spil. Til dette formål synes det relevant at
inddrage et organ på EU-plan, der kan optræde som
mægler
ved at bistå de
pågældende medlemsstater med at nå frem til en frivillig aftale under anvendelse af
de kriterier, der er skitseret nedenfor. Eurojust synes at være velegnet til at påtage sig
denne rolle. Man kunne også forestille sig, at der oprettes et nyt organ til at bilægge
tvister, f.eks. et nævn eller et panel bestående af højtstående nationale anklagere
og/eller dommere.
Enhver medlemsstat, der har udtrykt en interesse i at retsforfølge sagen, vil kunne
anmode om, at man går over til dette tredje trin. Det kunne også fremføres som et
gyldigt argument, at en procedure for tvistbilæggelse bør være obligatorisk, efter at
der er forløbet en periode på trin 2, for at sikre, at sager, hvor der er uenighed, straks
tages op på et EU-assisteret/centreret stadium. Når der opnås konsensus på trin 3, bør
DA
5
DA
 kom (2005) 0696 - Ingen titel
de kompetente myndigheder have de samme valgmuligheder som på trin 2 (frivillig
indstilling af retsforhandlingerne i nogle medlemsstater med henblik på
retsforfølgelse i en anden eller indgåelse af en bindende aftale).
Hvis man strengt holder sig til reglerne i den foreslående tretrinsordning, kombineret
med et sæt kriterier for valg af jurisdiktion som skitseret nedenfor (punkt 2.5.), vil
dette formodentlig føre til konsensus i mange, om ikke alle sager. Den kan etableres
på kort sigt og kan betragtes som tilstrækkelig, medmindre yderligere erfaringer
skulle afsløre et behov for yderligere trin. Hvis der ikke opnås konsensus, ville
ne bis
in idem-princippet
igen skulle gøres gældende.
Eventuelt yderligere trin: bindende beslutning fra et EU-organs side?
I sager, hvor den foreslåede tvistbilæggelse ikke har succes, kunne man som et
yderligere trin på langt sigt overveje, om et organ på EU-plan burde have beføjelse til
at vedtage en bindende beslutning om, hvad der er den mest relevante jurisdiktion.
Dette supplerende trin ville imidlertid være meget vanskeligt at realisere med de
nuværende traktatmæssige rammer. For det første ville der skulle oprettes et nyt
organ, eftersom rollerne som mægler og en instans, der kan træffe bindende
beslutninger, ikke synes at være forenelige. For det andet ville der opstå vanskelige
spørgsmål med hensyn til retslig prøvelse, som det er skitseret i det følgende.
2.3.
Enkeltindividers rolle og retslig prøvelse
I den
forberedende fase
(før sagen anlægges) fokuserer den foreslåede ordning på
høring af de kompetente anklagemyndigheder. Drøftelse af spørgsmålene omkring
jurisdiktion med de berørte enkeltindivider vil ofte kunne afsløre forhold, der kunne
påvirke en retsforfølgelse i negativ retning eller påvirke ofres og vidners rettigheder
og interesser. Om der foreligger en sådan risiko i en konkret sag, kunne muligvis
overlades til de nationale domstole at træffe beslutning om. Hvis der ikke kan
påvises en sådan risiko, kunne det kræves af de kompetente myndigheder, at de
straks orienterer forsvaret og de pågældende ofre om valget af den mest relevante
jurisdiktion. Under alle omstændigheder skal de berørte enkeltindivider orienteres
om de vigtigste grunde til, at der er valgt en bestemt jurisdiktion, senest når
anklageskriftet forelægges for domstolen.
I modsætning til den forberedende fase, hvor de pågældende enkeltindividers rolle
normalt er temmelig begrænset, undersøger en national domstol, som modtager et
anklageskrift, i forbindelse med den strafferetlige pådømmelse (og/eller på et
mellemliggende trin), om den har jurisdiktion til at pådømme sagen. Det er også en
mulighed, at en EU-bestemmelse kunne kræve, at den jurisdiktion, som er valgt
under anvendelse af den foreslående ordning, undersøger, om
den er det rette
forum
til at tage sig af sagen. Nationale domstole synes at være egnede til at foretage
en sådan prøvelse. En omfattende prøvelse af ethvert aspekt, der spiller en rolle i en
henvisning, ville hverken forekomme gennemførlig eller nødvendig. Derfor kunne en
retslig prøvelse gå ud på en fastlæggelse af, om principperne om
rimelighed
og
retfærdig rettergang
er blevet respekteret. Et valg af jurisdiktion kunne således
tilsidesættes af den kompetente domstol, hvis sidstnævnte finder, at valget er
arbitrært. Denne prøvelse kunne foretages på grundlag af doktriner, der er velkendte i
medlemsstaternes retsorden, såsom "unødig trætte". I overensstemmelse med
artikel 35 i TEU kunne spørgsmål om fortolkning af EU-dækkende regler om
DA
6
DA
 kom (2005) 0696 - Ingen titel
procedureordninger og kriterierne for valg af jurisdiktion forelægges for EF-
Domstolen med henblik på præjudicielle afgørelser.
Efter anmodning fra de pågældende enkeltindivider forekommer en retslig prøvelse
af jurisdiktionshenvisninger at være nødvendig, i det mindste når en sag henvises til
en bestemt jurisdiktion i kraft af en bindende aftale. Dette skyldes, at sådanne
bindende aftaler ville begrænse de pågældende medlemsstaters evne til senere at
trække jurisdiktionshenvisningen tilbage. Spørgsmålet om, hvorvidt retslig prøvelse
også skulle være en mulighed i de situationer, hvor der ikke findes nogen bindende
aftaler, kunne muligvis overlades til medlemsstaternes forgodtbefindende og deres
nationale lovgivninger. (Dvs. når myndighederne i visse medlemsstater ganske enkelt
har lukket eller ikke indledt en sag med henblik på, at en anden medlemsstat
forfølger sagen).
Der ville opstå mere komplekse spørgsmål, hvis der som et yderligere trin i
processen blev overdraget en beføjelse til et EU-organ til at træffe beslutninger.
Retslig prøvelse ville være en absolut nødvendighed i dette tilfælde. Imidlertid er det
ikke hensigtsmæssigt og i den nuværende situation umuligt ud fra et retligt synspunkt
at give nationale domstole den opgave at prøve beslutninger truffet af et EU-organ.
På den anden side indeholder de gældende traktater ikke noget retsgrundlag for at
give en sådan prøvelsesbeføjelse til EF-Domstolen. Forfatningstraktaten for Europa
indeholder et retsgrundlag for en sådan prøvelse i artikel III-359. Inden for de
nuværende traktatrammer kunne man undersøge muligheden for en tilsvarende
traktatændring.
2.4.
Førsteprioritet til den "førende" medlemsstat med hensyn til retsforfølgelse
Ved siden af henvisningsordningen kunne en EU-bestemmelse forpligte
medlemsstaterne til at koncentrere retsforhandlingerne i den samme sag i en
"førende" jurisdiktion. Fra et vist proceduretrin og frem kunne de andre
medlemsstater forpligtes til at indstille deres retsforfølgelser og afholde sig fra at
indlede nye. Anvendelsen af en sådan
prioritetsregel
må nødvendigvis skulle køre
parallelt med den ovenfor skitserede ordning; ellers ville resultaterne være tilfældige.
Eftersom nye oplysninger ofte kan ændre billedet af, hvad der i første omgang kunne
synes at være "det bedste sted" at retsforfølge, er det måske ikke klogt at tvinge de
kompetente myndigheder til at foretage et endegyldigt valg af jurisdiktion på et
tidligt tidspunkt. Det mest velegnede trin for en regel om, at alle parallelle
retsforfølgelser koncentreres i en enkelt jurisdiktion, synes at være
det tidspunkt,
hvor der sendes en anklage
eller et anklageskrift til en national domstol, da det er
på dette tidspunkt, at de kompetente myndigheder vil ligge inde med de nødvendige
oplysninger, som vil være nødvendige for en indgående vurdering af spørgsmål i
tilknytning til jurisdiktion. Desuden kommer de største byrder for de pågældende
enkeltindivider ofte efter anklagen, og en mangedobling af disse byrder kan således
stadig i vid udstrækning udgås, hvis reglen gælder fra dette trin og frem.
For at undgå omgåelse af procedureordningen bør det ikke tillades at bringe en sag
for retten, mens der stadig pågår en konsultations- og/eller tvistbilæggelsesprocedure.
Med andre ord skal de nationale myndigheder, før de fremsætter en
anklage/anklageskrift, opfylde deres oplysnings- og høringspligt. Hvis dette ikke er
DA
7
DA
 kom (2005) 0696 - Ingen titel
1446153_0008.png
tilfældet, vil de være nødt til at indstille retsforhandlingerne efter anmodning fra en
anden medlemsstat.
Under ingen omstændigheder bør en prioritetsregel forhindre andre medlemsstater
fra at tilbyde nogen form for støtte til den
førende stat
ved hjælp af eksisterende EU-
arrangementer og internationale arrangementer. Tværtimod bør de endog tilbyde
bistand proaktivt.
2.5.
Relevante kriterier
Sammen med en procedureordning og en prioritetsregel bør en liste over kriterier,
der skal anvendes af medlemsstaterne i valget af den ledende jurisdiktion, være det
tredje element i en komplet strategi til at forebygge og løse jurisdiktionskonflikter.
Der kan defineres en række kriterier, som skal anvendes og vægtes på grundlag af en
temmelig fleksibel sag-til-sag tilgang, dvs. de kompetente myndigheder vil skulle
have betydelige diskretionære beføjelser.
Disse kriterier, eller relevante faktorer, som vil øve indflydelse på fastlæggelsen af
den bedst egnede jurisdiktion, bør være objektive og bør optegnes i et fremtidigt EU-
instrument. Listen kunne især omfatte:
territorialitet, kriterier vedrørende den
mistænkte eller den anklagede, ofrenes interesser, kriterier vedrørende statslige
interesser og visse andre kriterier vedrørende effektiviteten og hurtigheden i
retsforhandlingerne.
Eventuelt kunne visse faktorer, som
ikke
burde være af
relevans, også påpeges.
Som et yderligere skridt kunne medlemsstaterne enes om nogle grundlæggende
principper om prioritering eller sekvensering inden for listen over kriterier, hvis det
viser sig at være nødvendigt. På den anden side kunne man også foretrække en mere
fleksibel tilgang. Uanset om en sådan prioritering eller sekvensering blandt de
relevante kriterier kunne fastlægges i et EU-instrument, synes det muligt og
nødvendigt i det mindste at blive enige om et generelt vejledende princip for
jurisdiktionshenvisning. For eksempel kunne et sådant princip henvise til
rimelighed
og/eller
retfærdig rettergang.
Med andre ord kunne de kompetente myndigheder
forpligtes til at tage hensyn til de pågældende enkeltindividers interesser.
Målestokken og desuden det ledende spørgsmål for en eventuel retslig prøvelse bør
være en fair retspleje baseret på en indgående bedømmelse af de relevante
kendsgerninger og en afbalanceret afvejning af de relevante kriterier.
3.
N
E BIS IN IDEM
-
PRINCIPPET
Schengen-konventionens artikel 54-58 om
ne bis in idem-princippet
er i dag
bindende i hele Schengen-området, i de ti EU-lande, der tiltrådte EU i 2004, i Island
og Norge og i Det Forenede Kongerige. Irland skulle også snart blive omfattet. I
programmet for gensidig anerkendelse fra december 2000 taler man for at tage disse
bestemmelser op til fornyet overvejelse, især undtagelserne fra princippet. I Rådet
kunne der ikke opnås enighed om et beslægtet initiativ fra Grækenland vedrørende
en rammeafgørelse
1
, men Rådet understregede, at arbejdet ville fortsætte "i lyset af
1
EFT C 100 af 26.4.2003, s. 24.
DA
8
DA
 kom (2005) 0696 - Ingen titel
offentliggørelsen af Kommissionens meddelelse om konflikter om stedlig
kompetence for at sikre, at der kan opnås en bevislig merværdi".
Hvis der kan indføres en ordning, der skulle føre til afbalancerede valg af
jurisdiktion, i stedet for at man giver eksklusiv virkning til den "hurtigste"
retsforfølgelse ("først til mølle"), kunne man gå i gang med drøftelserne om
ne bis in
idem
med bedre udsigter til succes. I denne forbindelse kunne man tage følgende
spørgsmål op.
For det første bør det overvejes yderligere, om der er behov for at tydeliggøre visse
elementer og definitioner, f.eks. med hensyn til de typer beslutninger, som kan have
en
ne bis in idem-effekt,
og/eller hvad der skal forstås ved
idem.
For det andet finder princippet i tilfælde af domfældelse i dag kun anvendelse, når
den pålagte sanktion er "blevet håndhævet, er ved at blive håndhævet eller ikke
længere kan håndhæves…". Denne betingelse var rimeligt begrundet i et traditionelt
system med gensidig bistand, hvor håndhævelse af en sanktion i en anden
medlemsstat af og til viste sig at være vanskelig. Det er tvivlsomt, om der stadig er
behov herfor i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor
grænseoverskridende håndhævelse sker i kraft af EU-instrumenter om gensidig
anerkendelse.
For det tredje er det tvivlsomt, om de nuværende muligheder for undtagelser fra
princippet om
ne bis in idem
stadig er nødvendige. I dag giver i Schengen-
konventionens artikel 55 medlemsstaterne mulighed for at fastsætte undtagelser, som
har relation til interesser i at forfølge konkrete sager i en bestemt jurisdiktion (f.eks.
territorialitet, forbrydelser mod den offentlige sikkerhed eller en medlemsstats
tjenestemænds handlinger). Disse undtagelser kunne blive forældede med indførelse
af en afbalanceret ordning for valg af jurisdiktion.
4.
S
TYRKELSE AF PRINCIPPET OM GENSIDIG ANERKENDELSE
De foreslåede foranstaltninger kunne også sætte EU i stand til at mindske antallet af
de begrundelser til ikke at gennemføre retlige beslutninger fra andre medlemsstater,
som i dag findes i EU-instrumenter. På grund af den aktuelle situation med hensyn til
konflikter om stedlig kompetence i straffesager kan nogle af disse begrundelser for
manglende gennemførelse måske betragtes som nødvendige. For eksempel synes
dette at være tilfældet for begrundelser, der er baseret på den omstændighed, at en
handling fandt sted på den gennemførende stats territorium, som f.eks. i artikel 4,
stk. 7, litra a), i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.
DA
9
DA
 kom (2005) 0696 - Ingen titel
Spørgsmål
(1)
Er der behov for en EU-bestemmelse, hvorefter national lovgivning skal åbne
mulighed for, at retsforhandlinger suspenderes, fordi der er retsforhandlinger i gang i
andre medlemsstater?
Bør der være pligt til at underrette andre jurisdiktioner om igangværende eller
forventede retsforfølgelser, hvis der er betydelige forbindelser til disse andre
jurisdiktioner? Hvordan bør der udveksles oplysninger om igangværende
retsforhandlinger, endelige domme og andre beslægtede retsafgørelser?
Bør der være en pligt til at indgå i drøftelser med medlemsstater, der har betydelige
forbindelser til en sag?
Er der behov for en EU-model for bindende aftaler blandt de kompetente
myndigheder?
Bør der være en tvistbilæggelses-/mæglingsproces, når direkte drøftelser ikke fører til
en aftale? Hvilket organ synes bedst egnet til at mægle i tvister om jurisdiktion?
Ud over tvistbilæggelse/mægling er der behov for yderligere skridt på lang sigt, såsom
en beslutning truffet af et organ på EU-plan?
Hvilken form for ordning for retslig kontrol eller prøvelse ville være nødvendig og
relevant med hensyn til jurisdiktionshenvisninger?
Er der behov for en regel eller et princip, hvorefter det kan kræves, at parallelle
retsforhandlinger i EU indstilles eller afsluttes? I bekræftende fald, fra hvilket
proceduretrin bør denne regel eller dette princip gælde?
Er der behov for regler om høring og/eller overførsel af retsforhandlinger i relation til
tredjeland, især Europarådets parter? Hvad bør fremgangsmåden være i så henseende?
Bør en fremtidig retsakt om konflikter om stedlig kompetence omfatte en liste over
kriterier, der skal anvendes ved valg af jurisdiktion?
Bortset fra territorialitet, hvilke andre kriterier bør nævnes på en sådan liste? Bør en
sådan liste være udtømmende?
Mener De, at en liste også bør omfatte faktorer, som ikke bør betragtes som relevante
ved valget af den relevante jurisdiktion? I bekræftende fald, hvilke faktorer?
Er det nødvendigt, gennemførligt og relevant at "prioritere" kriterierne for at fastlægge
jurisdiktionen? I bekræftende fald, er De enig i, at territorialitet bør prioriteres?
Er der behov for reviderede EU-regler om
ne bis in idem?
Er De enig i følgende definition med hensyn til omfanget af
ne bis in idem:
"en
afgørelse i en straffesag, som enten er truffet af en retslig myndighed, eller som er
genstand for appel til en sådan myndighed"?
(2)
(3)
(4)
(5)
(6)
(7)
(8)
(9)
(10)
(11)
(12)
(13)
(14)
(15)
DA
10
DA
 kom (2005) 0696 - Ingen titel
(16)
Er De enig i følgende definition af "endelig retsafgørelse": "...
en afgørelse, som er til
hinder for ny strafforfølgelse i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat,
hvor afgørelsen er truffet, medmindre dette nationale forbud er i strid med TEU's
målsætninger"?
Er det mere hensigtsmæssigt at knytte udtrykkelige undtagelser til definitionen af
"endelig retsafgørelse"?
(f.eks. "en afgørelse, som er til hinder for ny strafforfølgelse i
henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor afgørelsen er truffet,
undtagen når ....")
Ud over de elementer, der er nævnt i spørgsmål 16 og 17, bør en forudgående
vurdering af faktiske omstændigheder være afgørende for, om en retsafgørelse har en
EU-dækkende
ne bis in idem-virkning?
Er det muligt og nødvendigt at definere begrebet
idem,
eller bør dette overlades til EF-
Domstolens retspraksis?
Kan De forestille Dem nogen situationer, hvor det stadig ville være nødvendigt at
operere med en betingelse vedrørende tvangsfuldbyrdelse, og i bekræftende fald
hvilke? I bekræftende fald, kan betingelsen fjernes, hvis der skabes en ordning til
fastlæggelse af jurisdiktion?
I hvilket omfang kan undtagelserne i Schengen-konventions artikel 55 stadig
retfærdiggøres? Kan de fjernes, hvis der skabes en ordning for fastlæggelse af
jurisdiktion, eller synes De, at der vil være behov for yderligere foranstaltninger til at
"kompensere" for en fjernelse af undtagelserne under disse omstændigheder?
Bør
ne bis in idem
være en begrundelse for et obligatorisk afslag på gensidig retlig
bistand? I bekræftende fald, hvilke EU-lovbestemmelser bør tilpasses?
Er der behov for en mere sammenhængende tilgang til
ne bis in idem-princippet
i
relation til tredjelande? Bør der skelnes mellem Europarådets parter og andre lande?
Er De enig i, at der med en afbalanceret ordning for fastlæggelse af jurisdiktion:
(a)
er visse begrundelser for manglende gennemførelse i EU-instrumenterne om
gensidig anerkendelse, der kunne blive unødvendige, i det mindste delvist?
Hvilke begrundelser i særdeleshed?
er visse begrundelser for manglende gennemførelse, der bør ændres til
obligatorisk manglende gennemførelse eller omvendt? Hvilke begrundelser i
særdeleshed?
(17)
(18)
(19)
(20)
(21)
(22)
(23)
(24)
(b)
DA
11
DA