Til

Folketinget - Skatteudvalget

 

L 119 – Forslag til lov om et indkomstregister.

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer ændringsforslag, som jeg ønsker at stille til 2. behandlingen af ovennævnte lovforslag

 

 

Kristian Jensen

 

/K.-H. Ludolph


J.nr. 2005-711-0049

Ændringsforslag

til

2. behandlingen af Lov om et indkomstregister

 

 

Til § 7

 

1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

 

”Stk. 2. Dansk Arbejdsgiverforening kan til brug ved udarbejdelse af statistik i elektronisk form indhente oplysninger i indkomstregisteret indberettet af egne medlemmer.”

 

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

 

[Hjemmel til at Dansk Arbejdsgiverforening kan indhente oplysninger i indkomstregisteret med henblik på udarbejdelse af statistik]

 

2) I stk. 3, som bliver stk. 4, ændres ”stk. 1” til: ”stk. 1 eller 2”

 

[Konsekvensændring som følge af nr. 1]

 

3) I stk. 4, som bliver stk. 5, ændres ”stk. 1-3” til: ”stk. 1-4”

 

[Konsekvensændring som følge af nr. 1]

 

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1

 

Det foreslås at Dansk Arbejdsgiverforening kan indhente data i indkomstregisteret indberettet af DA’s medlemmer med henblik på udarbejdelse af statistikker.

 

Med DA’s medlemskreds menes i denne forbindelse virksomheder, som er medlemmer af DA’s medlemsorganisationer

 

Det er tanken, at ordningen gennemføres på den måde, at DA rekvirerer data ved at sende en oversigt over medlemskredsen (mandtalsliste).

 

Der er således tale om en rekvisitionsordning, og ikke om en terminaladgang (direkte online adgang) som omhandlet i lovforslagets § 7, stk. 1. Det er dog fundet hensigtsmæssigt, at DA’s adgang til at rekvirere data i indkomstregisteret sker på grundlag af en udtrykkelig lovhjemmel.

 

DA rekvirerer således data på baggrund af de nyeste oplysningerne om egen medlemskreds - mandtalsliste. På denne måde sikres det, at DA alene får adgang til data indberettet af DA’s medlemskreds.

 

Oplysningerne om mandtal skal alene anvendes i forbindelse med en filtrering af de data, DA skal have adgang til. Andre med adgang til oplysninger i indkomstregisteret vil således ikke have adgang til DA’s medlemsoplysninger.

 

Baggrunden for forslaget er følgende:

 

DA indsamler og bearbejder i dag personoplysninger om ansatte på virksomheder inden for DA-området til brug for udarbejdelse af løn- og personalestatistikker. Oplysningerne omfatter blandt andet medarbejdernes personnummer, ansættelsesforhold, arbejdstimer samt aflønningsforhold.

 

DA’s statistikproduktion baserer sig på DA’s vedtægter, som indeholder regler om indberet­nings­pligt for medlemsvirksomhederne. DA har tilladelse fra Datatilsynet til behandling af persondata med henblik på statistik.

 

DA’s statistikproduktion indgår i den nationale personstatistik via en samarbejdsaftale mellem DA og Danmarks Statistik. Denne samarbejdsaftale bygger blandt andet på et princip om, at en virk­som­hed ikke skal indberette lønoplysninger både til DA og til Danmarks Statistik. Virksomhederne er indberetningspligtige både i forhold til DA og til Danmarks Statistik, men aftalen indebærer, at virksomhederne kan indberette lønoplysningerne til DA. DA videregiver herefter oplysningerne til Danmarks Statistik. Hermed kan virksomhederne opfylde deres indberetningspligt overfor Danmarks Statistik gennem indberetning til DA. På den anden side stiller Danmarks Statistik en række grundoplysninger, som er nødvendige for DA’s lønstatistik, til rådighed for DA.

 

Endvidere har DA en aftale med SKAT om overførsel af data fra LetLøn. Aftalen indebærer, at DA’s medlemsvirksomheder, som er tilmeldt LetLøn, kan indberette oplysninger til LetLøn, som ellers skulle være indberettet til DA som led i statistikindberetningerne til DA. LetLøn videresender herefter data til DA.

 

Begge aftaler indebærer, at DA’s medlemsvirksomheder undgår dobbelte indberetninger. Uden aftale mellem DA og Danmarks Statistik skulle virksomhederne således indberette samme oplys­nin­ger til såvel DA som Danmarks Statistik. Med aftalen kan de nøjes med at indberette til DA. Uden aftalen mellem DA og SKAT om data i LetLøn, ville virksomheder tilmeldt LetLøn skulle indberette samme data til såvel DA som LetLøn. Med aftalen sikres det, at virksomhederne alene skal indberette data til LetLøn.

 

Tilsvarende vil der skulle indberettes data til indkomstregisteret, som også anvendes af DA i forbin­del­se med DA’s statistikproduktion. Gennem en mulighed for, at DA kan rekvirere disse data, som er indberettet til ind­komst­registeret, undgås i lighed med aftalen med Danmarks Statistik og aftalen om data fra LetLøn, at virksomhederne skal indberette de samme oplysninger til to steder.

 

Herudover vil data fra indkomstregisteret kunne anvendes til kvalitetssikring af DA’s egne statistikdata.

 

Endelig vil indkomstregisteret indeholde data, som ikke i dag indberettes til eller på anden måde modtages af DA. Disse data vil på sigt kunne udnyttes til at udforme nye personalestatistikker. Der er tale om data, som DA har holdt sig tilbage fra at kræve indberettet fra medlemsvirksomhederne. Nu skal virksomhederne afgive oplysningerne til indkomstregisteret, og gennem en adgang til oplysningerne i indkomstregisteret vil DA have mulighed for at udarbejde statistikker, som ikke kan udarbejdes på grundlag af de data, DA i dag har adgang til.

 

Forslaget er begrundet i DA’s særlige rolle, idet DA’s statistikproduktion indgår i den nationale personstatistik. Endvidere er der henset til de aftaler, DA allerede har om udveksling af data med Danmarks Statistik og LetLøn. Forslaget er således ikke udtryk for, at man generelt vil give private virksomheder og organisationer mulighed for at rekvirere oplysninger fra indkomstregisteret.

 

Det understreges, at det alene foreslås, at DA kan få mulighed for at rekvirere data fra indkomstregisteret med henblik på udarbejdelse af statistikker. Efter Persondatalovens § 10 kan oplysningerne herefter ikke anvendes af DA til andre formål. Dette fremgår i øvrigt også af Datatilsynets godkendelse af DA’s behandling af persondata med henblik på statistik.

 

Endvidere vil DA alene kunne indhente data, som er indberettet af DA’s medlems­virk­somheder. Dette gælder også i dag efter aftalen mellem DA og LetLøn.

 

Persondatalovens regler skal overholdes i forbindelse med udlevering af oplysninger fra indkomstregisteret til DA og i forbindelse med DA’s behandling af oplysninger fra indkomstregisteret. Dette indebærer blandt andet, at der kun vil kunne udleveres data, som er nødvendige og relevante for DA’s udarbejdelse af statistikker. Endvidere skal der træffes de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med persondataloven.

 

De oplysninger om DA’s medlemskreds, SKAT vil modtage i forbindelse med DA’s rekvisitioner af data, vil alene blive anvendt i forbindelse med DA’s rekvisitioner. Andre med adgang til indkomstregisteret vil ikke kunne få adgang til oplysningerne. Persondatalovens regler vil blive fulgt i forbindelse med behandling af oplysningerne.

 

Det forventes ikke, at en DA’s mulighed for at indhente oplysninger i indkomstregisteret vil kunne være etableret før efter den 1. januar 2008.

 

Administrative og økonomiske konsekvenser for det offentlige

 

En gennemførelse af ændringsforslaget skønnes at medføre engangsudgifter på 250.000 –  400.000 kr. til systemtilretning og 10.000 – 15.000 kr. i løbende drift.

 

Høring

 

Der har været indhentet en udtalelse fra Datatilsynet og fra SKAT i forbindelse med ændringsforslaget. Nedenfor kommenteres de to myndigheders udtalelse:

 

Myndighed

Bemærkninger i høringssvar

Kommentar til bemærkninger

Datatilsynet

Det fremgår, at DA har anmodet om adgang til indkomstregisteret med henblik på statistik og beregning af kontingenter, og at Skatteministeriet ikke finder, at der bør gives adgang med henblik på beregning af kontingenter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adgang til indkomstregisteret, for så vidt angår private virksomheder mv., vil forringe mulighederne for at føre kontrol med, hvordan oplysningerne anvendes. Reglerne om datasikkerhed i den private sektor er ikke så detaljerede som i den offentlige forvaltning, og anmeldelsespligten overfor Datatilsynet og Datatilsynets muligheder for at foretage inspektioner er af mindre omfang i forhold til private virksomheder mv. end for den offentlige forvaltning. Det er vigtigt at det konkret overvejes, hvorvidt det er sagligt og nødvendigt at give adgang til indkomstregisteret, og om der alene skal gives en begrænset adgang. Imidlertid indgår DA’s statistik­pro­duktion i den nationale personstatistik, og DA har modtaget indberetninger om lønforhold siden 1914. Spørgsmålet om DA’s adgang til indkomstregisteret må overvejes nøje i forbindelse med den politiske behandling.

 

 

 

 

Datatilsynet går ud fra at forslaget er begrundet i DA’s særlige rolle og ikke er udtryk for, at man generelt vil give private virksomheder og organisationer adgang til indkomstregisteret.

 

Datatilsynet har noteret sig, at adgangen vil blive etableret således, at DA alene vil blive autoriseret til at få adgang til oplysninger indberettet af medlemsvirksomhederne. SKAT vil således med henblik på at kunne styre brugeradgangen modtage oplysninger om, hvem der er medlemmer af DA. Samme løsning anvendes for så vidt angår arbejdsløshedskasserne.

 

 

 

 

 

Datatilsynet gør opmærksom på, at persondatalovens regler skal følges for så vidt angår oplysninger om medlemskab af DA for enkeltmandsvirksomheder og for så vidt angår oplysninger om medlemskab af arbejdsløshedskasser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Datatilsynet påpeger, at der er behov for løbende at ajourføre oplysningerne om, hvilke virksomheder der er medlem af DA.

Det er korrekt, at DA ligeledes har anmodet om adgang til indkomstregisteret med henblik på beregning af kontingenter i DA og DA’s medlemsorganisationer.

 

Dette ønske er ikke imødekommet. Ønsket om adgang til indkomstregisteret med henblik på statistik er imødekommet med henvisning til DA særlige rolle på dette område, jf. bemærkningerne til ændringsforslaget. En tilsvarende begrundelse er ikke til stede for så vidt angår adgang til indkomstregisteret med henblik på kontingentberegning. Der er således ikke tanken generelt at give private virksomheder og organisationer adgang til indkomstregisteret – f.eks. til at kunne fastsætte kontingenter for medlemmer. Dette falder uden for formålet med indkomstregisteret.

 

Forslaget er begrundet med DA’s særlige rolle, idet DA’s statistikproduktion indgår i den nationale personstatistik gennem samarbejdsaftalen mellem DA og Danmarks Statistik. Desuden er henset til de aftaler om udveksling af data, der allerede foreligger med Danmarks Statistik og LetLøn. I dette konkrete tilfælde skønnes dette at kunne opveje de generelle betænkelig, der kan være i forbindelse med at give private virksomheder mv. adgang til data i indkomstregisteret. Endvidere foreslås det, at adgangen begrænses på flere måder: For det første gives DA alene adgang til oplysninger med henblik på statistikproduktion. Data kan ikke anvendes til andre formål. For det andet gives der alene adgang til data som er indberettet af DA’s medlemsvirksomheder. DA vil ikke få adgang til data indberettet af andre. For det tredje gives alene adgang til data, som er nødvendige og relevante i forbindelse med DA’s statistikproduktion.

 

Dette er korrekt, og det er præciseret i bemærkningerne til ændringsforslaget.

 

 

 

 

DA skal kun kunne indhente data ind­be­rettet af medlemsvirksomheder. Dette sikres ved en ordning, hvor DA rekvirerer data ved at sende en oversigt over medlemskredsen. Udleveringen af data til DA vil dermed altid ske på grundlag af aktuelle oplysninger om medlemskredsen. For så vidt angår arbejdsløshedskasserne, vil der blive etableret en løsning, hvorefter adgang alene gives på grundlag af oplysninger om den del af medlemskredsen, arbejdsløshedskasserne ønsker adgang til.

 

Naturligvis vil persondatalovens regler blive fulgt. Det bemærkes, at de oplysninger, SKAT modtager fra DA om identiteten af deres medlemmer i forbindelse med DA’s rekvisitioner, alene vil blive anvendt i denne forbindelse. Oplysningerne vil således ikke være tilgængelige for andre med adgang til indkomstregisteret. Tilsvarende gælder for de oplysninger, indkomstregisteret modtager om den del af medlemskredsen af de enkelte arbejdsløshedskasser, arbejdsløshedskasserne ønsker oplysninger om.

 

Dette sikres ved, at der ved hver rekvisition skal indsendes en mandtalsliste. Hver udlevering af data til DA vil dermed ske på grundlag af aktuelle oplysninger om medlemskredsen.

SKAT

Der er afgivet et bidrag om de administrative konsekvenser for SKAT.

 

Der gøres opmærksom på, at den foreslåede adgang ikke er en terminaladgang til indkomstregisteret, men om at DA sikres mulighed for at modtage oplysninger fra registeret i elektronisk form. På denne baggrund foreslås en justering af det foreslåede nye stykke i § 7.

 

Det foreslås, at det i bemærkningerne præciseres, at oplysninger om medlemskab af DA er en oplysning om fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, jf. persondatalovens § 7, stk. 1. Det foreslås endvidere, at det præciseres i bemærkningerne, at oplysninger om medlemskab af en arbejdsløshedskasse ikke er oplysninger om fagforeningsmæssigt tilhørsforhold.

Bidraget er indsat i bemærkningerne til ændringsforslaget.

 

 

Det er korrekt, at der ikke er tale om en terminaladgang (en direkte online adgang), men om at DA kan rekvirere data fra indkomstregisteret. Forslaget er derfor justeret i overensstemmelse hermed.

 

 

 

Hverken DA eller arbejdsløshedskasserne kan anses for fagforeninger. Derfor kan oplysninger om medlemskab af DA eller af en arbejdsløshedskasse ikke anses for oplysninger om fagforeningsmæssigt tilhørsforhold.

 

 

Til nr. 2 og 3

 

Der er tale om konsekvensændringer som følge af nr. 1.


Ændringsforslaget sammenholdt med lovforslaget

 

Lovforslaget

Ændringsforslaget

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

§ 7 …

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen indgÃ¥r aftaler med hver enkelt af de i stk. 1 nævnte myndigheder mv. om terminaladgang til indkomstregistret.

Stk. 4. Skatteministeren fastsætter efter aftale med videnskabsministeren regler for behandling af oplysninger i indkomstregistret og om adgang til oplysninger i indkomstregistret efter stk. 1-3 og § 6, herunder:

1) Adgangskontrol til indkomstregistret.

2) Adgang til at få stillet oplysninger fra indkomstregistret til rådighed.

3) Overførsel af oplysninger fra indkomstregistret.

4) Beskyttelse af oplysninger registreret i indkomstregistret eller overført herfra.

5) Anvendelse af oplysninger i registret.

6) Betaling for adgang til og anvendelse af indkomstregistret.

 

Til § 7

 

1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

 

”Stk. 2. Dansk Arbejdsgiverforening kan til brug ved udarbejdelse af statistik i elektronisk form indhente oplysninger i indkomstregisteret indberettet af egne medlemmer.”

 

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

 

2) I stk. 3, som bliver stk. 4, ændres ”stk. 1” til: ”stk. 1 eller 2”

 

 

3) I stk. 4, som bliver stk. 5, ændres ”stk. 1-3” til: ”stk. 1-4”