Dato:            23. marts 2006

Kontor:         Valgkontoret

J.nr.:             2005-21000-3

Sagsbeh.:   DSI

Fil-navn:       udvalgsspørgsmål 19

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 19 (L 136), som Folketingets Kommunaludvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 3. marts 2006

 

Spørgsmål 19:

"Ministeren anmodes om at yde teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag, der sikrer, at der alene gives adgang til reklamefinansierede "institutionsbusser"."

 

Svar:

Et ændringsforslag til forslag til lov om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, der sikrer, at der alene gives adgang til reklamefinansierede institutionsbusser, vil kunne udformes således:

 

Ӯndringsforslag

til

 

Forslag til lov om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre

 

Til titlen

 

1) Titlen affattes således:

 

”Forslag til lov om kommuners og regioners anvendelse af institutionsbusser til brug for reklamering for andre”

 

[Præcisering af lovens titel]

 

Til § 1

 

2) ”fast ejendom og løsøre” ændres til ”institutionsbusser”.

 

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

 

Til § 2

 

3) Paragraffen affattes således:

 

”§ 2. Kommunalbestyrelser og regionsråd kan, medmindre andet følger af §§ 3-5, anvende institutionsbusser til brug for reklamering for andre, medmindre kommunalbestyrelsen eller regionsrådet overvejende anvender disse med henblik på løsning af opgaver, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter lovgivningen er forpligtet til at varetage.

 

Stk. 2. Ved institutionsbus forstås et motorkøretøj, der er indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet, som bruges af en kommunal eller regional institution.”

 

[Alene adgang til anvendelse af kommunale eller regionale institutionsbusser til reklamering]

 

Til § 3

 

 

4) ”fast ejendom og løsøre” ændres til ”institutionsbusser”.

 

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

 

 

Til § 4

5) Paragraffen ophæves.

 

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

 

Til § 5

 

6) ”fast ejendom og løsøre” ændres til ”institutionsbusser”.

 

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

 

I den anledning kan jeg bemærke, at privat reklamefinansiering af kommunale ydelser som nævnt i afsnit 2.1. i de almindelige bemærkninger i lovforslaget er et område i udvikling. Regeringen har derfor foreslået, at den nye lov ikke alene skal gælde for reklamefinansiering af kommunale og regionale institutionsbusser, men at loven skal give kommunalbestyrelser og regionsråd en bredere adgang til at reklamefinansiere deres opgaver ved brug af fast ejendom og løsøre, der anvendes i forbindelse med løsning af deres fakultative opgaver.

 

Med dette lovforslag ønsker regeringen at fremtidssikre udviklingen på området inden for de rammer, der udstikkes i lovforslaget.

 

Ændringsforslaget vil indebære, at der alene gives adgang til anvendelse af reklamefinansierede institutionsbusser. Dette vil f.eks. medføre, at renovationsbiler samt køretøjer, der anvendes til kommunens vejvæsen, ikke kan anvendes til brug for reklamering for andre. Endvidere vil forsamlingshuse, vandrerhjem, kulturhuse mv. ikke kunne anvendes til brug for reklamering for andre.

 

Formålet med lovforslaget har derimod været at foreslå en mere tidssvarende generel regulering af kommunernes anvendelse af reklamefinansiering, hvori der efter min opfattelse er foretaget en fornuftig afvejning mellem på den ene side hensynet til neutralitet i den kommunale opgavevaretagelse og på den anden side hensynet til det kommunale behov for reklamefinansiering. Lovforslaget har derfor været udformet efter drøftelse med KL, ligesom KLs bestyrelse har tilsluttet sig principperne bag lovforslaget.

 

Jeg kan derfor ikke tilslutte sig ændringsforslaget.