Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 145 - Forslag til Lov om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove, lov om næringsbrev til fødevarebutikker, lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v. og lov om miljøbeskyttelse. (Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse - fair play II).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 16 af  30. marts 2006.

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Søren W. Clausen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 16: I forbindelse med ministerens afslag på at ville medvirke til at indføre identifikationsskiltning på byggepladser udbedes ministerens holdning til de finske initiativer til bekæmpelse af sort arbejde, jf. Trade Union News from Finland 7. februar 2006, “A new Weapon against grey economy: Construction workers have to wear visible identifiers”.

Svar: Det står mig noget uklart, hvori forbindelsen består mellem min afvisning af at medvirke til indføre skiltetvang på samtlige byggepladser i Danmark og det nu fremførte ønske om min holdning til, at ansatte på byggepladser skal bære synlig identifikation.

Spørgeren kan næppe have læst mine svar på Skatteudvalgets spørgsmål og kommentarer til de indkomne henvendelser til lovforslaget, idet det i givet fald ville stå spørgeren klart, at jeg ikke kan og vil ændre skattelovgivningen for at forfølge mål, der ikke kan begrundes ud fra hensynet til at håndhæve skatte- og afgiftslovgivningen.

Som der udførligt er redegjort for i lovforslagets bemærkninger, er der skattemæssigt behov for bedre at kunne kontrollere indtræden af eventuel skattepligt for udstationerede i bygge- og anlægsbranchen. Dette hensyn tilgodeses gennem lovforslagets skærpelse af indberetningspligten på området. Disse oplysninger vil også være tilgængelige for udlændingemyndighederne (politiet) i forbindelse med kontrol af om reglerne om opholds- og arbejdstilladelse er overholdt.

Krav om at samtlige beskæftigede på byggepladser skal være i besiddelse af synlig billedidentifikation med oplysning om navn og arbejdsgiver er simpelthen ”overkill” – og så bryder jeg mig principielt ikke om forslaget, der er meget udansk. Eller som jeg formulerede det i kommentaren til den første henvendelse fra Rejsearbejdere.dk, hvor forslaget – dog ”kun” omfattende udstationerede – også blev fremsat:

”Forslaget om, at den enkelte udstationerede skal være i besiddelse af en blanket, der indeholder de samme oplysninger, som efter forslaget skal indberettes af den danske virksomhed, som benytter sig af udenlandske underentreprenører, forekommer mig at være overflødigt. I forbindelse med en udgående byggepladskontrol vil det på stedet kunne kontrolleres, om de antrufne beskæftigede er registreret som udstationerede.”