Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

28. november 2005

/HB

 

 

 

 

 

Vedrørende forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Udvidet adgang til overflytning, supplerende dagpenge, forenkling mv.) L 15

 

 

Øget gennemsigtighed i a-kassesystemet

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at der med henblik på at øge gennemsigtigheden i systemet vil blive fastsat administrative regler, hvorefter det pålægges den enkelte a-kasse at informere borgerne om valgmulighederne og om de enkelte a-kassers pris, servicetilbud mv.

 

AK-Samvirke ønsker ligeledes gennemsigtighed i a-kassesystemet. Vi er imidlertid bekymret for, at a-kasserne ved udmøntningen af reglerne bliver pålagt en informationspligt, som vil belaste a-kassernes omkostninger i et helt urimeligt omfang.

 

Tænkes informationspligten fx gennemført ved udsendelse af informationsmateriale til hvert enkelt medlem vil én årlig udsendelse belaste a-kassernes omkostninger med ca. 30 mio. kroner årligt, hvilket vi finder er langt over, hvad man med rimelighed kan forlange – navnlig set i lyset af den forventede effekt. Det skal i den forbindelse nævnes, medlemmernes tilfredshed og loyalitet overfor deres a-kasse er meget udtalt jf. den netop offentliggjorte benchmark af a-kasserne. Benchmarkingen viser bl.a. at det kun er 3 pct. af de ledige medlemmer, der har ”mange grunde” til at skifte a-kasse.

 

AK-Samvirke finder, at gennemsigtigheden i a-kassesystemet skal gennemføres ved at stille de samme krav til a-kasserne, som man stiller overfor andre brancher fx pengeinstitutter, pensionskasser og forsikringsselskaber, nemlig at pålægge a-kasserne at oprette en portal på internettet med relevante oplysninger, således at borgerne kan sammenligne priser og tilbud fra de enkelte a-kasser.

 

AK-Samvirke har allerede lavet portalen www.akasseTjek.dk. Her kan man se priser, tilbud mv. fra 29 ud af de 32 a-kasser. Hvis denne portal forbedres på nogle områder og samtidig gøres obligatorisk for alle a-kasser, vil a-kasserne efter vores opfattelse opfylde de intentioner, der ligger bag ønsket om mere gennemsigtighed og vel at mærke til et helt andet omkostningsniveau end ved fremsendelse af informationsmateriale. Endelig skal det fremhæves, at borgerne er vant til at indhente oplysninger og foretage sammenligninger mv. via internettet.

 

 

 

Differentiering af administrationsbidraget

Det foreslås, at a-kasserne får større frihed til at fastsætte administrationsbidraget, idet a-kasserne får mulighed for at fastsætte differentierede administrationsbidrag for medlemmer der henholdsvis ikke ønsker eller ønsker at modtage ikke-lovpligtige tilbud fra a-kassen.

 

AK-Samvirke frygter, at differentiering på baggrund af ikke-lovpligtige aktiviteter vil medføre en stor risiko for, at de stærke medlemsgrupper fravælger disse tilbud, fordi de ikke har brug for dem. Konsekvensen vil være, at det bliver endnu dyrere for de medlemmer, der har behov, hvorefter resultatet vil være, at de af økonomiske grunde også vælger en discount løsningen.

 

Forslaget vil derfor svække a-kasserne muligheder for at spille en aktiv rolle i den beskæftigelsesmæssige indsats, idet de ledige der virkelig har brug for en indsats ud over den lovpligtige, har fravalgt denne service fra a-kassen.

 

AK-Samvirke er opmærksom på, at differentieringen af administrationsbidraget ikke er en pligt, men alene en ret. Det er dog vor vurdering, at a-kasser af konkurrencemæssige grunde kan blive tvunget til at differentiere kontingentet.

 

 

Med venlig hilsen

 

Morten Kaspersen

Formand                              

                                            / Torben D. Jensen

                                              Sekretariatschef