Tillægsbetænkning afgivet af Trafikudvalget den 18. maj 2006

Tillægsbetænkning

over

 Forslag til lov om anlæg af motorvej mellem Ølholm og Vejle og udbygning af motortrafikvejen mellem Riis og Ølholm til motorvej (rute 18)

[af transport‑ og energiministeren (Flemming Hansen)]

 

1. Ændringsforslag

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget har under den fornyede udvalgsbehandling stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 22. februar 2006 og var til 1. behandling den 15. marts 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Trafikudvalget. Udvalget afgav betænkning den 27. april 2006. Lovforslaget var til 2. behandling den 11. maj 2006, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Trafikudvalget.

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 2 møder.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (S) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget beklager dybt, at flertallet i Folketinget ikke ønskede at gøre forholdene for erhvervslivet i Midt-, Nordvest- og Nordjylland så gode som muligt, da de stemte imod Socialdemokraternes ændringsforslag ved 2. behandling.

Socialdemokraterne finder imidlertid fortsat, at der er behov for at forbedre rute 13 i forbindelse med etableringen af Vejle-Ølholm-motorvejen. Som Viborg Amt, Viborg Kommune og erhvervslivet har tilkendegivet, kan der etableres en højklasset vej vest om Stovgårds Mark, Stougård og ind i rute 13 på en god måde. Socialdemokraterne har i den forbindelse fremsat ændringsforslag om en sådan højklasset forbindelsesvej mellem rute 13 og den nye motorvej Riis-Ølholm-Vejle. Vedtagelse af dette ændringsforslag vil blive betragtet som et positivt signal til erhvervslivet i det store område af Jylland, som blev skuffet ved valg af hovedforslaget.

Desuden ønsker Socialdemokraterne at tilkendegive, at partiet ønsker yderligere forbedringer på rute 13, når denne overgår til at blive hovedlandevej, jf. det vedtagne lovforslag nr. L 84 (folketingsåret 2004-05, 2. samling), og dermed er klassificeret som en af erhvervslivets transportkorridorer.

Et andet mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet stemmer hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet stemmer imod de stillede ændringsforslag.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af   et mindretal (S):

Til § 1

   1) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:

»3)  at anlægge en hovedlandevej som motortrafikvej mellem den i nr. 1 nævnte hovedlandevej vest for Ølholm og landevej 348, Vejle-Viborg, ved Tørring og«.

Nr. 3 bliver herefter nr. 4.

 [Udvidelse af anlægsbemyndigelse]

   2) Nr. 3, der bliver nr. 4, affattes således:

»4)  at nedlægge hovedlandevej 348, Vejle-Viborg, som hovedlandevej mellem Tørring og Vejle.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget medfører, at der anlægges en højklasset forbindelsesvej i form af en motortrafikvej mellem den nuværende rute 13 ved Tørring og den nye motorvej Riis-Ølholm-Vejle.

Forslagsstillerne mener, at udbygning af rute 13 til højklasset vej på strækningen Tørring-Ølholm i forbindelse med anlæg af motorvejen Riis-Ølholm-Vejle vil tilgodese en langt større del af erhvervslivet i det store midtjyske område end regeringens forlag, hvor rute 13-trafikken er henvist til at benytte den nuværende hovedlandevej. 

Forslagsstillerne forudsætter, at forbindelsesvejen tilsluttes den nuværende rute 13 ved Tørring som skitseret i det af Vejdirektoratet undersøgte alternativ 1 og motorvejen Riis-Ølholm-Vejle som skitseret i bilag 3 til transport- og energiministerens besvarelse af spørgsmål 1 til lovforslaget (Trafikudvalget, L 163 – svar på spørgsmål 1), jf. vedlagte kort på bilag 2.

Til nr. 2

Ændringsforslagets nr. 2 er en konsekvens af ændringsforslagets nr. 1, idet anlægget af den i nr. 1 foreslåede motortrafikvej indebærer, at hovedlandevej 348, Vejle-Viborg, ved vejanlæggets ibrugtagning kan nedlægges som hovedlandevej på strækningen Tørring-Vejle. Delstrækningen Tørring-hovedlandevej 338, Ølholm-Give (rute 18), er i dag landevej (amtsvej), men får den 1. januar 2007 status som hovedlandevej (statsvej) i forbindelse med kommunalreformens ikrafttræden.

 

 

  Kim Andersen (V) Â  Gitte Lillelund Bech (V) Â  Jacob Jensen (V) Â  Flemming Damgaard Larsen (V) fmd.  Karsten Nonbo (V) Â  Walter Christophersen (DF) Â  Jørn Dohrmann (DF) Â  Henriette Kjær (KF) nfmd.  Allan Niebuhr (KF) Â  Poul Andersen (S) Â  Torben Hansen (S) Â  Klaus Hækkerup (S) Â  Jens Christian Lund (S) Â  Jytte Wittrock (S) Â  Martin Lidegaard (RV) Â  Poul Henrik Hedeboe (SF) Â  Rune Lund (EL) 

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

 

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

 

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

 

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

 

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

 

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

 

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

 

 

 

 

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 163 efter afgivelse af betænkning

Bilagsnr.

Titel

10

Betænkning afgivet 27/4-06

11

1. udkast til tillægsbetænkning

12

Tidsplan for fornyet udvalgsbehandling af lovforslaget

13

2. udkast til tillægsbetænkning

 

 

 

 

 

+++Bilag+++Bilag 2