Notat

 

 

 

Dato

J.nr.

Org. enhed

:

:

:

:

6. marts 2006

400-5

1. Kontor

 

Høringsnotat vedrørende L 163 – Forslag til lov om anlæg af motorvej mellem Ølholm og Vejle og udbygning af motortrafikvejen mellem Riis og Ølholm til motorvej (rute 18)

Lovforslaget har i udkast været i høring hos Vejle Amt, Tørring-Uldum Kommune, Vejle Kommune, Give Kommune, Jelling Kommune, Sammenlægningsudvalget for ny Hedensted Kommune og Sammenlægningsudvalget for ny Vejle Kommune.

Der er modtaget høringssvar fra samtlige hørte myndigheder.

Vejle Amt

Vejle Amt støtter lovforslaget, herunder linjeføringen for motorvejen mellem Ølholm og Vejle, som er i overensstemmelse med VVM-redegørelsens hovedforslag, som amtet tidligere har anbefalet.

Amtet finder det endvidere positivt, at mulighederne for at minimere støjgenerne fra vejanlægget vil blive undersøgt i projekteringsfasen, herunder muligheden for at etablere støjafskærmning med overskudsjord og at anvende mindre støjende belægning end den tidligere anvendte.

Høringssvaret giver ikke anledning til bemærkninger.

Tørring-Uldum Kommune

Tørring-Uldum Kommune indgår fra den 1. januar 2007 sammen med Juelsminde Kommune og Hedensted Kommune i den nye Hedensted Kommune.

Tørring-Uldum Kommune har ingen bemærkninger til lovforslaget, men henviser til høringssvaret fra sammenlægningsudvalget for Ny Hedensted kommune, der kommenteres nedenfor.

Vejle Kommune

Vejle Kommune støtter lovforslaget, herunder linjeføringen for motorvejen mellem Ølholm og Vejle, som er i overensstemmelse med VVM-redegørelsens hovedforslag, som kommunen tidligere har anbefalet.

Vedrørende bemærkningerne i lovforslagets punkt 4.12 Naboarealer anfører kommunen, at man forudsætter, at kommunen kan gennemføre kommuneplanlægning og lokalplanlægning af de motorvejsnære arealer, der er medtaget i Regionplan 2005.

Bemærkninger

Formålet med lovforslagets punkt 4.12 vedrørende naboarealer er at begrænse ny byudvikling rettet mod motorvejen i åbent land, således at byspredning ud langs motorvejene gennem det åbne land undgås.

Nord for Vejle er der i Regionplan 2005 for Vejle Amt udlagt arealer til nye byområder, som forudsættes byafrundet og afgrænset i forhold til det planlagte motorvejanlæg. Lovforslagets bemærkninger er derfor ikke til hinder for, at Vejle Kommune kan gennemføre kommuneplanlægning og lokalplanlægning af de motorvejsnære arealer, der er medtaget i Regionplan 2005.

Give Kommune

Give Kommune oplyser, at kommunen ikke har bemærkninger til lovforslaget.

Jelling Kommune

Jelling Kommune støtter lovforslaget.

Kommunen fremhæver det positive i, at der i lovforslaget er medtaget en tilslutning af Tørringvej. Samtidig anføres, at kommunen ikke ønsker rastepladserne øst for Mindstrupvej etableret. Såfremt rastepladserne etableres, forudsætter kommunen, at disse placeres og udformes som angivet i Vejdirektoratets notat af 20. januar 2006, som er sendt til kommunen.

Bemærkninger

Som anført i Vejdirektoratets notat af 20. januar 2006, der er vedlagt som bilag til kommunens brev, anlægges de to rastepladser med toiletter for at betjene trafikanterne på motorvejen af hensyn til trafiksikkerheden, komforten og miljøet.

Placeringen af rastepladserne øst for Mindstrupvej er valgt på baggrund af en strækningsanalyse for rute 18 mellem Holstebro og Vejle samt tekniske og landskabelige vurderinger. I den videre planlægning af motorvejen vil Vejdirektoratet se nærmere på placeringen af rastpladserne i samråd med de lokale interessenter.  

 

Sammenlægningsudvalget for Ny Hedensted Kommune

Sammenlægningsudvalget støtter lovforslaget.

Sammenlægningsudvalget foreslår dog, at bemærkningerne i lovforslagets punkt 4.12 Naboarealer ændres, således at det kommer til at fremgå, at der som hovedregel ikke kan udlægges byvækstarealer inden for 300 m fra motorvejen og tilslutningsanlæggene, med mindre der er tale om byudvikling af eksisterende by. Sammenlægningsudvalget begrunder forslaget med, at bemærkningernes nuværende formulering vil begrænse mulighederne for byvækst på de afskårne arealer mellem den nuværende rute 13/18 og motorvejen, som udvalget finder er for små til at kunne anvendes til rentabel landbrugsdrift.

Bemærkninger

Formålet med lovforslagets punkt 4.12 vedrørende naboarealer er at begrænse ny byudvikling rettet mod motorvejen i åbent land, således at byspredning ud langs motorvejene gennem det åbne land undgås. Bemærkningerne er derfor ikke til hinder for, at der langs eksisterende byarealer sker udlæg af yderligere byarealer mellem disse og motorvejsanlægget, såfremt disse yderligere byarealer indgår i en afrunding af byen mod motorvejsanlægget gennem det åbne land.

Den af Sammenlægningsudvalget foreslåede ændrede formulering vurderes ikke at kunne administreres i ovennævnte henseende og er derfor ikke indarbejdet i lovforslaget.

Såfremt den af Sammenlægningsudvalget foreslåede formulering tager sigte på muligheden for, at der skal kunne ske en fremtidig byafrunding af eksisterende byområder i Lindved i forhold til motorvejen, er lovforslagets formulering ikke til hinder for, at der kan udlægges yderligere byzonearealer mellem den nuværende by og motorvejen med henblik på en byplanmæssig hensigtsmæssig overgang fra by til åbent land med motorvej. Dette kan eventuelt ske ved i planlægningen at medtage et bredt åbent beplantningsbælte, således som det er sket ved fx. Køge Transportcenter.   

Sammenlægningsudvalget for Ny Vejle Kommune

Sammenlægningsudvalget for Ny Vejle Kommune støtter lovforslaget, herunder linjeføringen for motorvejen mellem Ølholm og Vejle, som er i overensstemmelse med VVM-redegørelsens hovedforslag, som Vejle Kommune tidligere har anbefalet.

Vedrørende bemærkningerne i lovforslagets punkt 4.12 Naboarealer anfører Sammenlægningsudvalget, at man forudsætter, at Ny Vejle Kommune kan gennemføre kommuneplanlægning og lokalplanlægning af de motorvejsnære arealer, der er medtaget i Regionplan 2005.

Bemærkninger

Som anført ovenfor vedrørende høringssvaret fra Vejle Kommune er lovforslagets bemærkninger ikke til hinder for, at kommunen kan gennemføre kommuneplanlægning og lokalplanlægning af de motorvejsnære arealer, der er medtaget i Regionplan 2005.