Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 106 af 23. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes tilsende udvalget en redegørelse for den nuværende offerrådgivningsordning. Ministeren bedes herunder redegøre for

a)  baggrund og grundlaget for ordningen

b)  ordningens omfang, herunder antallet af rådgivninger, samt udviklingen heri de seneste 5 år

c)  erfaringer med ordningen

d)  hvor mange ressourcer, der er afsat til offerrådgivning, herunder udviklingen heri de seneste 5 år.”

 

Svar:

 

 

I forbindelse med Folketingets vedtagelse af lov nr. 349 af 23. maj 1997 om ændring af retsplejeloven, straffeloven og erstatningsansvarsloven (Styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser m.v.) blev det besluttet at etablere et net af lokale rådgivninger, hvor der tilbydes ofre for forbrydelser støtte og vejledning af frivillige og ulønnede støttepersoner.

 

Inspiration til ordningen blev hentet i Sverige, hvor erfaringerne med den støtte og rådgivning, der blev ydet til ofre i de lokalt etablerede offerrådgivninger, var meget positive. Ordningen i Sverige var baseret på frivillig arbejdskraft.

 

Efter vedtagelsen af den nævnte lov vedrørende styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser mv. udsendte Justitsministeriet den 25. juni 1998 en cirkulæreskrivelse til samtlige politimestre og politidirektøren i København om oprettelse af et net af lokale, frivillige offerrådgivninger i samtlige landets politikredse.

 

Offerrådgivningerne er åbne for alle, der har været ofre for forbrydelser, og som føler behov for rådgivning. Ordningen er således ikke begrænset til ofre for bestemte former for kriminalitet.

 

Der findes i dag 48 lokale offerrådgivninger i Danmark. Der er etableret fælles lokale offerrådgivninger i politikredsene København, Frederiksberg og Tårnby, i Odense, Middelfart og Nyborg samt i Haderslev og Gråsten.

 

Rigspolitiets Offerrådgivningssekretariat har en koordinerende funktion i forhold til de lokale offerrådgivninger, og sekretariatet udarbejder årligt en statusrapport om ordningen. I statusrapporterne redegøres navnlig for ordningens udbredelse og antallet af henvendelser.

 

I statusrapporten for 2004, som sekretariatet har udarbejdet i september 2005, og som vedlægges i kopi, fremgår på side 3 følgende om antallet af henvendelser til offerrådgivningerne på landsplan:

 

1999:             250 henvendelser

2000:             1000 henvendelser

2001:             3152 henvendelser

2002:             4013 henvendelser

2003:             4458 henvendelser

2004:             8412 henvendelser

 

Offerrådgivningssekretariat har oplyst, at det samlede tal for 2005 endnu ikke foreligger. På grundlag af de indberetninger, som sekretariatet indtil videre har modtaget, skønnes det, at det samlede antal henvendelser er steget i 2005, idet de 38 lokale offerrådgivninger, som indtil videre har foretaget indberetning, har modtaget i alt 8.037 henvendelser.

 

Samme sted i statusrapporten fremgår følgende om antallet af ofre, der henvendte sig til offerrådgivningerne:

 

               2003:             4241 ofre

               2004:             4197 ofre

 

I efteråret 2001 blev Landssammenslutningen af Offerrådgivninger i Danmark (OID) etableret. OID varetager fælles interesser for offerrådgivninger med hensyn til uddannelse, udvikling og synliggørelse af offerrådgivningsordningen. OID har den 1. januar 2004 som supplement til de lokale offerrådgivninger oprettet en ”landstelefon” med døgnbetjening varetaget af 15 rådgivere, der alle har stor erfaring med rådgivningsarbejdet.

 

I forbindelse med etableringen af offerrådgivningerne i 1998 blev det besluttet, at der – ud over de årlige statusrapporter om ordningen – skulle gennemføres en mere omfattende evaluering af offerrådgivningsordningen på et senere tidspunkt. Resultatet af denne evaluering, der er gennemført af Justitsministeriets Forskningsenhed, er indeholdt i rapporten ”Offerrådgivningerne i Danmark – en evalueringsrapport”, som blev offentliggjort den 26. marts 2004. Rapporten blev samtidig fremsendt til Retsudvalget (Alm. del – bilag 641).

 

Evalueringen tog bl.a. sigte på at belyse, i hvilket omfang rådgivningerne bliver brugt, og om brugerne er tilfredse og glade for den hjælp, de har kunnet få i rådgivningerne. Også rådgivernes syn på offerrådgivningerne er omfattet af evalueringen, og det samme gælder samarbejdet mellem offerrådgivningerne og politiet.

 

Da offerrådgivningsordningen startede i 1998, fulgte der ikke statslige midler med ordningen. I de første år måtte offerrådgivningerne derfor nøjes med at søge penge andre steder for at få dækket udgifter til kurser, kontorhold, kørselsudgifter mv. For at muliggøre etablering af en vagtordning blev der imidlertid stillet en mobiltelefon til rådighed for offerrådgivningen, og telefonregningen på denne mobiltelefon blev betalt.

 

Fra og med år 2001 er der imidlertid årligt blevet afsat 2 mio. kr. i statslige midler til offerrådgivningsordningen. Pengene udbetales i overensstemmelse med Rigspolitiets retningslinier for fastsættelse af beløb til decentral økonomiforvaltning. Det indebærer, at de 2 mio. kr. er lagt oveni politikredsenes rådighedsbevilling, hvorfra de kan udbetales til offerrådgivningerne.

 

Af udgifter, der vil kunne afholdes af rådighedsbevillingen, kan nævnes kursusudgifter, forplejning og transport i forbindelse med deltagelse i møder, generalforsamling mv., annoncering (foldere, visitkort og identifikationskort), lokaleudgifter, kontorhold og vagttelefoner. Der kan således fortsat ikke af politiets bevillinger ydes tilskud til løn- og personrelaterede udgifter, herunder transportudgifter i forbindelse med almindeligt rådgivningsarbejde.

 

Midlerne fordeles således, at hver politikreds får 10.000 kr., mens de resterende midler – ca. 1,5 mio. kr. – fordeles efter personaletallet i politikredsene. Af side 2 i Offerrådgivningssekretariatets statusrapport for 2004 fremgår det, at der ud af de 2 mio. kr. samlet er forbrugt følgende beløb:

 

               2001:               313.533 kr.

               2002:               666.445 kr.

               2003:             1.092.782 kr.

               2004:               977.468 kr.

 

Offerrådgivningssekretariatet har for 2005 indtil videre modtaget indberetninger fra 38 lokale offerrådgivninger, der har haft et samlet forbrug på 942.000 kr. Offerrådgivningssekretariatet skønner på baggrund af bl.a. fordelingen af forbrugte midler fra tidligere år, at det samlede forbrug i 2005 vil udgøre ca. 1.140.000 kr.

 

Udgifterne til drift af offerrådgivningerne dækkes ud over af de statslige bevillinger fortsat også i et vist omfang af frivillige bidrag fra bl.a. amter, kommuner og private organisationer. Det fremgår af Offerrådgivningssekretariatets statusrapport for 2004, at offerrådgivningerne har indberettet, at der i 2004 er modtaget 247.444 kr. fra amter, kommuner og fonde, mens tallet for 2003 var 191.537 kr.