Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 118 af 23. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministerens kommentarer udbedes til høringssvaret fra Sammenlægningsudvalget (Hashøj, Korsør, Skælskør og Slagelse) af 19/1-06 især for så vidt angår den del af høringssvaret, som vedrører Slagelse politigårds rolle ved terrorberedskabet ved Storebæltsforbindelsen og som hovedkvarter for Storebæltsberedskabet.”

 

Svar:

 

I henvendelsen anfører Sammenlægningsudvalget for Hashøj, Korsør, Skælskør og Slagelse kommuner, at Slagelse bør gøres til hovedsæde for både en ny politikreds og en ny retskreds.

 

Som anført i den kommenterede høringsoversigt (L 168 – bilag 3) er kredsgrænserne og de placeringer af hovedpolitistationer og hovedtingsteder, som fremgår af det fremsatte lovfor-slag, efter Justitsministeriets opfattelse velbegrundede ud fra de generelle hensyn, der er beskrevet i lovforslagets bemærkninger, og Justitsministeriet finder det rigtigst, at de spørgsmål, som kan rejses med hensyn til de geografiske forhold, drøftes og afklares samlet som led i Folketingets behandling af lovforslaget.

 

Sammenlægningsudvalget peger særligt på, at politistationen i Slagelse i dag varetager en betydelig rolle ved terrorberedskabet ved Storebæltsforbindelsen og det øvrige Storebæltsberedskab, og at alarmcentralen (112-centralen) for Vestsjællands, Storstrøms og Roskilde amter findes på politistationen.

 

Rigspolitiet har til brug for besvarelsen oplyst, at den foreslåede politireform og placering af hovedstationen i den pågældende politikreds ikke vil medføre ændringer vedrørende det politimæssige beredskab i relation til Storebæltsforbindelsen. Dette beredskab vil således fortsat udgå fra politistationen i Slagelse, som også fortsat vil være alarmcentral.