Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 142 af 21. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168)

 

Spørgsmål:

 

”Kan ministeren bekræfte, at der i forbindelse med en nylig omorganisering af domstolene i Sverige blev udnævnt et antal dommere, og vil ministeren redegøre nærmere herfor?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Domstolsstyrelsen, der bl.a. har oplyst følgende:

 

”Antallet af tingsrätter (byretter) i Sverige er siden 1998 reduceret fra 96 til 56 og forventes yderligere reduceret til 52 frem til 2009. Antallet af länsretter (forvaltningsdomstole i 1. instans) er i samme tidsrum reduceret fra 24 til 23.

 

Reduktionen er sket ved sammenlægninger. Sammenlægningerne har ikke betydet ansættelse af flere dommere i Sverige.

 

Sverige etablerede pr. 31. marts 2006 en helt ny type domstole, migrationsdomstolarna. Migrationsdomstolene er forvaltningsdomstole, der behandler klager over afgørelser vedrørende statsborgerskab og udlændingeretlige spørgsmål, der er truffet af ”Migrationsverket”. Länsretterne i Stockholm, Skåne og Göteborg er hjemsted for migrationsdomstolene. Migrationsdomstolenes afgørelser kan indbringes for Migrationsöverdomstolen i Kammarretten i Stockholm, men kun med særlig tilladelse.

 

Etableringen af migrationsdomstolene har medført ansættelse af omkring 450 nye medarbejdere ved de svenske domstole, hvoraf omkring 100 er dommere.

 

Yderligere information om migrationsdomstolene findes på www. domstol.se/reformen.”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til Domstolsstyrelsens udtalelse.