Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 150 af 11. maj 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 11/5-06 fra Danmarks Biavlerforening, jf. REU L 168 – bilag 40.”

 

Svar:

 

Det anføres i henvendelsen, at det af miljømæssige og biavlsmæssige årsager er helt afgørende, at der i sager om forgiftning af bier straks sikres bevis ved at udsende voldgiftsmænd den samme dag, som forgiftningen konstateres. Efter biavlerforeningens opfattelse bør nævnsbehandling af sager om biforgiftning derfor være obligatorisk.

 

Efter de gældende regler kan tvister om erstatning for forgiftningsskader på bier, der skyldes spredning af giftmidler over planter, ikke indbringes for domstolene, før tvisten har været behandlet ved et voldgiftsnævn for biforgiftningsskader. Det foreslås (lovforslagets § 64, nr. 2), at parterne skal have mulighed for, når tvisten er opstået, at aftale, at tvisten kan indbringes for domstolene uden først at have været behandlet ved voldgiftsnævnet. Der foreslås tilsvarende ændringer med hensyn til sager, der hører under bl.a. huslejenævnet og hegnssynet.

 

Baggrunden for denne del af lovforslaget er, at parterne i en privatretlig tvist efter Justitsministeriets opfattelse selv bør have rådighed over, om de ønsker at benytte sig af et administrativt tvistløsningsorgan, eller om de vil gå direkte til domstolene, jf. nærmere herom under pkt. 7.2.2 (afsnit III) i lovforslagets almindelige bemærkninger.

 

Biavlerforeningens henvendelse giver navnlig anledning til at understrege, at nævnsbehandling af biforgiftningssager efter lovforslaget fortsat vil være obligatorisk, medmindre begge parter er enige om at springe nævnsbehandlingen over. En biavler vil således fortsat have krav på at få sagen behandlet ved voldgiftsnævnet, hvis biavleren finder, at der er behov for det.

 

For at sikre, at parterne i givet fald først træffer en sådan beslutning, når de har mulighed for at overskue sagen, foreslås det som ovenfor nævnt, at der først skal være adgang til at aftale at springe nævnsbehandling over, efter at tvisten er opstået. Efter Justitsministeriets opfattelse må det antages, at en biavler, når der er konstateret en forgiftning af den pågældendes bier, i almindelighed – eventuelt efter at have indhentet nærmere rådgivning – vil kunne vurdere konsekvenserne af at indgå en aftale med modparten om at springe nævnsbehandlingen over.

 

Sammenfattende indebærer forslaget således, at voldgiftsnævnsbehandling fortsat vil være obligatorisk, hvis biavleren ønsker det, og biavleren vil derfor også fortsat have mulighed for samme hurtige bevisoptagelse ved voldgiftsnævnet som i dag.