Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 165 af 26. maj 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26/5-06 fra Olav Willadsen, Glostrup vedrørende L 168, jf. REU L 168 – bilag 48.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har i besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 122, 147 og 162 vedrørende lovforslaget kommenteret tidligere henvendelser fra advokat Olav Willadsen om byretternes ”lokale forankring”. Olav Willadsens fornyede henvendelse herom giver ikke Justitsministeriet anledning til yderligere kommentarer.

 

Olav Willadsen efterlyser også en kommentar til et synspunkt om, at de foreslåede ændringer af instansordningen, hvorefter byretterne bliver den almindelige førsteinstans i alle sager, vil medføre, at Højesteret mister sin ”kontakt til samfundet og borgerne”.

 

Justitsministeriet kan henvise til besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 147 vedrørende lovforslaget, hvor der er redegjort nærmere for baggrunden for lovforslagets udformning med hensyn til Højesterets opgaver. Det kan tilføjes, at det fremgår af lovforslaget, at civile sager af principiel karakter efter anmodning fra en part (i visse tilfælde begge parter) vil kunne henvises til landsretten som førsteinstans, og afgørelsen i sådanne sager vil kunne indbringes for Højesteret uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.