Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 42 af 10. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Er der i beregningerne i forhold til flere betjente på gaden medtaget øget transport af bl.a. sigtede, set i lyset af at der bliver en større afstand?”

 

Svar:

 

Den foreslåede politireform skønnes, når den er fuldt ud gennemført, at ville frigøre 800 årsværk til operativt politiarbejde, jf. pkt. 1.1 (afsnit IV) i lovforslagets almindelige bemærkninger. En eventuel merbelastning for politiet i form af øgede transportopgaver indgår ikke i dette skøn.

 

Justitsministeriet har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at en sådan merbelastning efter Rigspolitiets vurdering ikke vil være af et omfang, som mærkbart vil påvirke politiets samlede opgavevaretagelse – og i øvrigt til dels vil kunne imødegås gennem en mere effektiv tilrettelæggelse af transportopgaverne i de foreslåede større kredse. Det kan bl.a. oplyses, at omkring 2/3 af detentionsanbringelserne i 2005 fandt sted i de 12 politikredse, hvor de kommende hovedstationer foreslås placeret.

 

Der henvises til pkt. 3.2.2.2 (afsnit II) i lovforslagets almindelige bemærkninger og Justitsministeriets besvarelser af henholdsvis 13. og 23. februar 2006 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 141 og 220 (alm. del).