Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 70 af 17. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

”Det fremgår af Rigsadvokatens høringssvar, at etableringen af nye, store politikredse medfører, at der på nogle punkter bliver behov for at styrke og målrette tilsynet med behandlingen af straffesager i politikredsene.

Ministeren bedes konkret uddybe, på hvilke områder der bliver behov for et styrket tilsyn, og hvordan en sådan styrkelsen konkret vil blive tilrettelagt.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

 

”Under den nuværende ordning fører politimestrene og de regionale statsadvokater tilsyn og kon­trol med behandlingen af straffesager i politikredsene i en række forskellige sammen­hænge. Politimesteren har det overordnede ansvar for, at straffesagsbehandlingen i politikredsen sker med den fornødne kvalitet og hurtighed, og anklagerne kontrollerer i en løbende dia­log med efterforskerne legaliteten af politiets arbejde, f.eks. i forbindelse med tvangsindgreb under efterforskningen (aflytninger, ransagninger, anholdelser m.v.). Herudover sker der internt i anklagemyndigheden en løbende kontrol med kvaliteten og effektiviteten af anklagernes arbejde, idet de regionale statsadvokater fører tilsyn med anklagemyndigheden i politikredsene, og Rigsadvokaten fører tilsyn med stats­advokaterne. Sådanne tilsyn sker på grundlag af forelagte sager og ved egentlige tilsyns­besøg i politikredsen. Tilsynet i politikredsene kan vedrøre hele straffesagsbehandlin­gen, men det kan også vedrøre konkrete temaer som f.eks. kredsens anholdelsespraksis eller håndtering af anmeldelser i særlige sagstyper. Den interne kontrol i og tilsynet med politikredsene er nærmere fastlagt i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2004 (Kvalitetssikringsmeddelelsen).

 

De nye, store politikredse indebærer, at der på nogle punkter bliver behov for at styrke og målrette dette tilsyn. Ændringerne i organiseringen af politiets arbejde nødvendiggør således, at også anklagemyndighedens tilsyn og kontrol med politiet organiseres på nye måder.

                     

Rigsadvokaten forventer derfor, at der i kredsene i et samarbejde mellem politidirektørerne og den overord­nede anklagemyndighed vil blive etableret nye tilsynsprocedurer m.v., som sikrer, at kvaliteten i straffesagsbehandlingen opretholdes i alle dele af kredsen.

 

Også for så vidt angår de regionale statsadvokaters tilsyn med straffesagsbehandlingen i politikred­sene indebærer de nye, større kredse et behov for en styrket indsats. Som en naturlig konsekvens af opbygningen af store og slagkraftige enheder i både politi og anklage­myndighed i politikredsene vil der således i statsadvokaturerne blive etableret særlige enheder, som vil få til hovedopgave at forestå kontrollen med kvaliteten og effektivi­teten af politikredsenes straffesagsbehandling. Enhederne vil samarbejde, således at der f.eks. kan gennemføres en tværgående undersøgelse af ”best practice” på et givet sagsområde i et antal politikredse.

 

I den forbindelse bemærkes, at spørgsmålet om tilvejebringelse af de nødvendige ressourcer til statsadvokaternes tilsynsarbejde efter Rigsadvokatens opfattelse bør indgå i drøftelserne om en ny økonomisk flerårsaftale for politi og anklagemyndighed.

 

Med henblik på at forberede det nye tilsyns- og kontrolkoncept har den arbejdsgruppe, som forberedte den ovennævnte Kvalitetssikringsmeddelelse (RM 4/2004), genoptaget sit arbejde. Arbejdsgruppen har afholdt sit første møde herom, men det er endnu for tidligt at sige noget konkret om, hvordan det styrkede tilsyn konkret vil blive tilrettelagt.

 

I tillæg til det ovenfor skitserede faglige tilsyns- og kontrolarbejde kommer, at Rigsadvokaten som led i indførelsen af en moderne mål- og resultatstyring for hele anklagemyndigheden forventer at etablere informationssystemer, som sikrer løbende overblik over bl.a. anklagemyndighedens sagsbehandlingstider, ressourceforbrug m.v. Der vil blive indgået kontrakter med politidirektørerne med indsatsmål vedrørende bl.a. kva­litet og effektivitet i straffesagsbehandlingen, og der vil blive målt på resultatopfyl­delsen. Arbejdet hermed vil blive forankret i en særlig controller-enhed, som forventes etableret hos Rigsadvokaten.”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til Rigsadvokatens udtalelse.