Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af (L 183) Forslag til Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 26. april 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 1:

”Vil ministeren redegøre for den konkrete taxametermodel, da denne kun er beskrevet meget overordnet i lovforslaget? ”

 

Svar:

Gymnasierne overgår til taxameterstyring fra 1. januar 2008. Modellen er endnu ikke færdigudviklet, men forventes udformet efter samme hovedprincipper, som anvendes for de erhvervsgymnasiale uddannelser (hhx og htx).

 

Skolerne forventes at få et grundtilskud, taxametertilskud til undervisning og fællesudgifter (administration, bygningsdrift og løbende vedligeholdelse) samt en færdiggørelsestakst for hver elev, der består uddannelsen.

 

Bygningsudgifter til husleje, ydre vedligeholdelse, finansielle omkostninger og ejendomsskatter vil de første år blive betalt efter konkret regning. Der er endnu ikke taget stilling til, hvornår der indføres taxameterfinansiering på bygningsområdet.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder