Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af (L 183) Forslag til Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 2. maj 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

 

Spørgsmål 22:

” Vil en angivelse af antallet af repræsentanter fra henholdsvis grundskolesektoren og den videregående uddannelsessektor, jf. § 16, stk. 3, 4. pkt., ikke medvirke til at sikre regeringens intention om, at de unge kommer hurtigere og bedre igennem ”

 

Svar:

Lovforslagets bestemmelse om bestyrelsessammensætning er baseret på, at bestyrelsesmedlemmerne tilsammen skal have en række kompetencer, herunder at der i bestyrelserne for institutioner, der udbyder uddannelsen til studentereksamen og højere forberedelseseksamen, skal være udefra kommende medlemmer, der har erfaring fra grundskolesektoren og den videregående uddannelsessektor.

 

Herigennem sikres det, at der i disse bestyrelser er personer, der har de nævnte kompetencer, og som sammen med den øvrige bestyrelse kan arbejde for at fremme regeringens intention om, at de unge kommer hurtigere og bedre igennem.

 

Jeg mener ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at have et lovkrav om, at der skal være et bestemt antal medlemmer, der skal have erfaring fra de nævnte sektorer eller andre områder. Dette ville gøre det vanskeligt for den enkelte institution at sammensætte en bestyrelse, hvis medlemmer tilsammen skal have de kompetencer, som er fastsat i bestemmelsen om bestyrelsessammensætning.

 

 

 

 

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder