Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af (L 184) Forslag til Lov om ændring af lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler). (Opfølgning på Undervisningsministeriets styringsanalyse af selveje og taxametersystemet i forbindelse med strukturreformen m.v.) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 28. april 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 2:

”Hvorfor indeholder lovforslaget ikke en bestemmelse om, at regionsrådet skal udpege en repræsentant til bestyrelsen for en institution for erhvervsrettet grunduddannelse?”

 

Svar:

Der er med den foreslåede affattelse af bestemmelsen om kravene til bestyrelsens sammensætning og kompetencer søgt en afbalanceret løsning på mange forskellige hensyn og ønsker, herunder ønsket om at gennemføre en styrkelse af bestyrelsesarbejdet i overensstemmelse med forslagene fra udvalget til analyse af uddannelsesområdets styringssystem.

Det er i den forbindelse fundet mest hensigtsmæssigt ikke at fastsætte et lovkrav om, at regionsrådene udpeger et medlem til bestyrelsen.

 

Der er herved lagt vægt på bl.a., at regionsrådene gennem varetagelsen af deres koordinerende opgaver på ungdomsuddannelsesområdet, som institutionerne er forpligtede til at medvirke til, vil have en direkte lovfæstet adgang til at varetage regionale hensyn over for institutionerne.

 

Det hindrer imidlertid ikke, at der i de enkelte selvejende institutioners bestyrelser kan være medlemmer, der samtidig er medlemmer af et regionsråd.

 

Det kan for eksempel fremgå af institutions vedtægt, at et medlem skal være udpeget af et eller flere regionsråd, eller at et bestyrelsesmedlem, der er udpeget på grundlag af faglige og personlige kompetencer, også skal være medlem af regionsrådet. Dette gælder også medlemmer, der er udpeget af andre udpegningsberettigede.

 

Ministeriet vil endvidere i den vejledning, som ministeriet vil udsende i forbindelse med udstedelsen af standardvedtægten, særskilt gøre opmærksom på muligheden for, at en institution kan beslutte, at der i bestyrelsen kan sidde et medlem, der samtidig er medlem af regionsrådet.

 

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder