Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 185) Forslag til Lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. og andre love på Undervisningsministeriets område. (Afgangsprøver i frie grundskoler, frie kostskoler og ungdomsskoler og optagelsesprøver til gymnasiale uddannelser m.v.) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 5. april 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 1:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 4. april 2006 fra Frie Grundskolers Fællesråd, jf. L 185 - bilag 1.”

 

Svar:

Frie Grundskolers Fællesråd ønsker, at frie skoler, der tilbyder kristendomsundervisning, der er tilrettelagt på andre måder end svarende til faget i folkeskolen, kan meddele ministeriet, at skolen ikke afholder prøve i faget.

 

Lovforslaget er ikke til hinder for, at elever ved en fri grundskole kan fritages for folkeskolens afgangsprøve i kristendomskundskab, hvis skolens undervisning af hensyn til skolens værdigrundlag ikke er tilrettelagt med henblik på at føre frem til folkeskolens afgangsprøve i kristendomskundskab. Det er den enkelte skoles vurdering, om det er i overensstemmelse med dens værdigrundlag at tilrettelægge undervisningen, så den fører frem til prøve i faget, og fritagelsesadgangen er således også åben for f.eks. kristne friskoler.

 

Frie Grundskolers Fællesråd anfører, at der bør gives adgang til, at ét eller flere af fagene historie, samfundsfag, geografi og biologi kan afsluttes med en skriftlig afløsningsopgave som alternativ til folkeskolens afgangsprøve. Hertil bemærkes, at det er generelt ønskeligt at holde fast i, at der er én fælles prøveordning for folkeskolen og frie skoler.

 

Med Frie Grundskolers Fællesråds forslag om, at en elev skulle have mulighed for at fravælge afgangsprøven i enkelte fag, ville prøveordningen stort set svare til den nugældende, hvor det er frivilligt for eleverne at aflægge folkeskolens afgangsprøver.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder