Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 185) Forslag til Lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. og andre love på Undervisningsministeriets område. (Afgangsprøver i frie grundskoler, frie kostskoler og ungdomsskoler og optagelsesprøver til gymnasiale uddannelser m.v.) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 16. maj 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 12:

”Hvilke regler gælder for optagelse på ungdomsuddannelsen af elever, der har aflagt folkeskolens afgangsprøver via heltidsundervisning på en ungdomsskole, og er der f.eks. mulighed for at blive visiteret til ungdomsuddannelse via pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR)?”

 

Svar:

Alle elever, der søger om optagelse på en ungdomsuddannelse, skal opfylde de kriterier, der gælder for den pågældende uddannelse. Dette gælder, uanset hvor eleven har afsluttet sit grundskoleforløb og dermed også for elever i ungdomsskolens heltidsundervisning.  

 

Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) er i særlig grad opmærksom på rådgivning og vejledning til unge, der har modtaget specialpædagogisk bistand i grundskolen, eller som på anden måde har særligt behov for støtte i forbindelse med overgangen til ungdomsuddannelserne, sådan som for eksempel eleverne i ungdomsskolens heltidsundervisning kan have det.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder