Dato:            4. maj 2006

Kontor:         Kommunaladm. kt.

J.nr.:             2005-2481-6

Sagsbeh.:   jsn

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 1 (ad L 192) som Folketingets Kommunaludvalg har stillet til Indenrigs- og Sundhedsministeren den 19. april 2006

 

Spørgsmål nr. 1:

Der ønskes en opgørelse over, hvor stort omfanget af kommunernes og regionernes indirekte udgift til betaling af lønsumsafgift forventes at være i 2007.

 

Svar:

Kommuners og regioners udgifter til indirekte betaling af private virksomheders lønsumsafgift skønnes at udgøre ca. 50 mill.kr.

 

De ydelser som private, lønsumsbelagte virksomheder producerer i konkurrence med kommuner og amter vedrører primært områder indenfor sundhed, undervisning, kulturelle aktiviteter og personbefordring. Virksomheder indenfor disse brancher betaler 3,08 % af lønsummen i lønsumsafgift. Tilsvarende ydelser produceret af offentlige producenter er undtaget lønsumsafgift.

 

Med lovforslaget foreslås, at der korrigeres for lønsumsafgiftens konkurrenceforvridende effekter via refusionsordningens såkaldte ”positivliste”, hvor kommuner og regioner allerede i dag modtager refusion for den indirekte moms de betaler til private leverandører, der er momsfritaget.    

 

Langt hovedparten af de berørte lønsumsafgiftspligtige områder er i dag omfattet af positivlisten i den eksisterende momsudligningsordning. Det gælder f.eks. tilskud til statslige og private skoler, ungdomsskoler, social- og sundhedsuddannelser, sygeplejeuddannelsen, museer og sygehuse.

 

Der er på den baggrund foretaget beregninger med ændrede momsandele på positivlisten, der svarer til konsekvensen af indførelsen af lønsumsafgiften med henblik på en vurdering af de økonomiske konsekvenser. Der er taget udgangspunkt i kommuners og amters forbrug i regnskabet fra 2004.    

 

På baggrund af beregningen skønnes håndteringen af lønsumsafgift over positivlisten at betyde et øget træk på puljen på knap 50 mio.kr.

 

Det skal herudover nærmere vurderes, hvorvidt der er områder, som bør omfattes af ordningen, men som ikke i dag indgår på positivlisten. Et eksempel herpå er indenrigspersonbefordring, der er lønsumafgiftspligtigt, men undtaget fra de almindelige regler for momsrefusion for kommuner og regioner.

 

I det omfang positivlisten udvides, vil det indebære et yderligere træk pÃ¥ refusionsordningen. Â