Dato:            4. maj 2006

Kontor:         Kommunaladm. kt.

J.nr.:             2005-2481-6

Sagsbeh.:   jsn


 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 3 (ad L 192) som Folketingets Kommunaludvalg har stillet til Indenrigs- og Sundhedsministeren den 19. april 2006

 

Spørgsmål:

KL vurderer, at skævvridningen i forbindelse med kommuners udgifter til lønsumsafgift ikke er af en sådan størrelse, at disse udgifter bør omfattes af refusionsordningen, mens Indenrigs- og Sundhedsministeriet i høringsnotatet til udvalget vurderer, ”at skævvridningen som følge af lønsumsafgiften har et omfang, som berettiger det foreslåede initiativ”. Hvad begrunder herefter, at ministeren vurderer, at skævvridningen for en udgift, der er væsentlig større end lønsumsafgiften, alligevel ikke berettiger til en inddragelse af refusionsordningen?

 

Svar:

Et tværministerielt udvalg undersøgte i 1995 energiafgifternes betydning for kommunal udlicitering.

 

Udvalget kunne ikke anbefale en inddragelse af kommunernes energiafgifter i momsudligningsordningen med henvisning til problemets begrænsede karakter samt ikke ubetydelige øgede administrative konsekvenser.

 

Der vurderes fortsat at være ikke ubetydelige administrative konsekvenser forbundet med inddragelse af energiafgifter i momsrefusionsordningen.

 

Dels vil der være tale om etablering af en ny ordning indenfor momsrefusionssystemet, idet kommuner og regioner vil skulle foretage manuelle opdelinger af de udgifter, der skal anmeldes til refusion. Det eksisterende system hviler i høj grad på automatiske indberetninger af momsudgifter beregnet på baggrund af fastlagte procentsatser. Dels vil der formentlig være behov for justeringer i de kommunale og regionale budget- og regnskabssystemer.

 

Forslaget om at inddrage lønsumsafgiften i refusionsordningen, har dels baggrund i, at denne afgift har en konkurrenceforvridende effekt af en vis størrelse, jf. besvarelsen af spørgsmål 1, og så det forhold, at det uden yderligere administrativ belastning af kommunerne og de kommende regioner med det fremlagte forslag er muligt at tilstræbe en konkurrencemæssig ligestilling.