Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L    204
- Forslag til Lov om ændring af affalds- og råstofafgiftsloven. (Fritagelse fra affaldsafgift for forbrænding af fiberfraktioner der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer kommentar til bilag nr. 4.

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                

 

 

/  Hans J Larsen


 

 

 

Regeringens kommentar til Dansk Landbrugs foretræde for SAU om forslag til lov om fritagelse for forbrænding af fiberfraktioner, der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning (L 204).

 

Dansk Landbrug rejser ønske om, at den foreslåede fritagelse for forbrænding af fiberfraktioner, der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning, udvides til at omfatte alt fiberrig husdyrgødning.

Regeringen ønsker, at fastholde lovforslaget i dets nuværende form. Regeringen baserer sin beslutning på følgende miljø- og samfundsøkonomiske betragtninger:

1) Regeringen ønsker med lovforslaget at støtte en samlet teknologisk proces, hvor husdyrgødning afgasses i et biogasanlæg og separeres i en våd og en tør fraktion med henblik på at opnå både en mere optimal gødningsudnyttelse og en CO2-neutral energiproduktion. Ifølge regeringens faglige rapport om afbrænding af fraktioner af husdyrgødning fra juni 2005 giver den forudgående afgasning af husdyrgødning et vigtigt miljømæssigt bidrag til den samlede proces ved at optimere gødningsanvendelsen. For det første, forbedrer afgasningen separeringsmulighederne, således at en større del af husdyrgødningens værdifulde kvælstofindhold ender i den våde del. For det andet indgår der i afgasningsprocessen typisk andre organiske materialer, såsom animalsk fedt og slagteriaffald, der ligeledes indeholder kvælstof, som ender i den våde del efter separeringen. Den øgede tilførsel af kvælstof gør det muligt yderligere at reducere forbruget af handelsgødning. 

2) Regeringens faglige rapport fra februar om generel afbrænding af husdyrgødning konkluderede, at miljøeffekterne ved afbrænding af husdyrgødning generelt varierer alt efter, hvilke gødningstyper eller gødningsfraktioner der afbrændes. Det fremgår videre af rapporten, at afbrænding kan ske i kombination med andre gødningsbehandlingsteknologier f. eks. et biogasfællesanlæg med efterfølgende separation og afbrænding af fiberfraktionen. Herved vil man udnytte flere af næringsstofferne og den mængde fiber, der skal afbrændes vil være langt mindre end ved direkte afbrænding af de faste gødninger.

3) Regeringens rapport fra februar konkluderede ligeledes, at der kun kan fremvises et positivt samfundsøkonomisk resultat ved afbrænding af husdyrgødning generelt, hvis der er tale om meget store anlæg. Rapporten viste hertil, at den samfundsøkonomiske lønsomhed forudsætter at varmeproduktionen afsættes til et fjernvarmenet, hvor der er behov for ny produktionskapacitet, og at sådanne behov ikke forventes i Danmark indenfor de kommende 10 år.

Der henvises herudover til regeringens bemærkninger i lovforslaget til Dansk Landbrugs høringssvar af den 13 marts 2006.