J.nr. 3034-0249

 

 

  

Den 21. april 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 19 (L 213) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 19

Hvordan er grundejere fremover sikret mod køb af grunde med f.eks. blyniveauer, som kan nedsætte intelligenskvotienten hos børn?

 

Svar

Som det fremgår af mit svar på spørgsmål 18, skal der ifølge lovforslaget rådgives om eksponeringsbegrænsende foranstaltninger på lettere forurenede ejendomme, mens der på ejendomme med blyforureninger over afskæringskriteriet (400 mg/kg) vil ske oprydning, når grunden anvendes til bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads.

 

Ønsker en køber af en ejendom imidlertid at sikre sig imod at købe en grund, der er lettere forurenet, kan den potentielle køber efter offentlighedslovens og forvaltningslovens bestemmelser, samt bestemmelserne i loven om aktindsigt i miljøoplysninger, få adgang til oplysninger om jordforurening ved henvendelse til myndighederne.

 

Hertil skal det tilføjes, at ejeren, efter de almindelige regler om handel med fast ejendom, har pligt til at oplyse en potentiel køber om en eventuel forurening.

 

Derudover er ejendomsmæglere forpligtet til at give oplysning om en række punkter af væsentlig betydning, herunder oplysninger om forurening i de salgsopstillinger, de udarbejder i forbindelse med ejendomshandler. Dette er yderligere belyst i besvarelsen af spørgsmål 16.