Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 78 af 27. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme mv.) (L 217).

 

Spørgsmål nr. 78:

 

          ”Vil det være forbudt at støtte en fagforening, der har en formand, som er erklæret medlem af en organisation, der står på EU’s terrorliste?”

 

Svar:

 

1. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 76. Som det fremgår heraf, straffes efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 114 b med fængsel indtil 10 år den, som direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til (nr. 1), direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til (nr. 2) eller direkte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder eller finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for (nr. 3) en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a. 

 

Som det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse, svarer bestemmelsen i § 114 b indholdsmæssigt til den gældende § 114 a bortset fra den tilføjede henvisning til den foreslåede nye bestemmelse i § 114 a. Tilføjelsen indebærer, at det efter omstændighederne tillige vil være strafbart at yde økonomisk støtte mv. til en person, gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger af den i den foreslåede affattelse af § 114 a omhandlede beskaffenhed.

 

Det fremgår endvidere, at der med den foreslåede bestemmelse i § 114 b ingen ændringer i øvrigt tilsigtes i den hidtil gældende bestemmelse i § 114 a.

 

Den gældende § 114 a er en særlig medvirkensregel og er derfor forbeholdt tilfælde, hvor der ikke ved ydelsen af den økonomiske støtte mv. er forsæt til en konkretiseret handling omfattet af den gældende § 114 og dermed mulighed for at straffe for forsøg og/eller medvirken til at begå den pågældende handling, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

 

Den foreslåede bestemmelse i § 114 b er som anført i bemærkningerne forbeholdt tilfælde, hvor der ikke kan straffes efter den gældende § 114 eller efter bestemmelser, der indgår i den foreslåede bestemmelse i § 114 a, jf. § 21 og/eller § 23, fordi der ikke er forsæt til at forsøge og/eller medvirke til at begå en konkretiseret handling af den omhandlede beskaffenhed.

 

2. Der stilles ikke krav om, at pengene eller tjenesteydelserne direkte overdrages eller stilles til rådighed for en terrororganisation, jf. ordene ”direkte eller indirekte”. Der kræves således alene, at det i sidste ende er terrororganisationen, der skal drage fordel af pengene eller tjenesteydelserne.

 

Det er imidlertid en betingelse for strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i § 114 b, at vedkommende person har handlet forsætligt. Det er således ikke tilstrækkeligt til at ifalde strafansvar, at man yder støtte til en given organisation, som efterfølgende videresender pengene til en terrororganisation, hvis man ikke på det tidspunkt, hvor man yder støtten, har forsæt til at støtte en organisation, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114 eller 114 a.

 

Ordene ”begår eller har til hensigt at begå” indebærer, at der skal være tale om støtte mv. til en sammenslutning mv., der har som (en del af) sin virksomhed begår terrorhandlinger eller har til hensigt at begå terrorhandlinger.

 

PÃ¥ den anførte baggrund er det efter Justitsministeriets opfattelse meget vanskeligt at forestille sig, at der i det beskrevne tilfælde – hvor der er tale om støtte til selve den pÃ¥gældende fagforening – kunne blive tale om strafansvar efter den foreslÃ¥ede bestemmelse i straffelovens § 114 b.Â