Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 24. maj 2006

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om fleksydelse og lov om betaling for
uddannelse i forbindelse med visse tilbud efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats m.m.

(Ændring af fleksjobordningen, visitation, opfølgning, tilskud, fleksydelse)

[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]

 

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 16 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 19. april 2006 og var til 1. behandling den 2. maj 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 31. marts 2006 dette udkast til udvalget, jf. alm. del  bilag 193. Den 27. april 2006 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har fuld forståelse for, at det var nødvendigt at ændre lov om fleksjob, da der skete et vist misbrug af loven.

Dansk Folkeparti finder det dog svært ud fra loven at afgøre, hvor mange fleksjob, der kan oprettes uden at fortrænge regulære job, hvilket ikke må ske efter Dansk Folkepartis opfattelse. Det er samtidig Dansk Folkepartis opfattelse, at det kan være svært at finde så mange fleksjob, som er nødvendigt, hvilket kan betyde, at der vil være en stigning i antallet af folk, der venter på et fleksjob, hvilket er utilfredsstillende.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil dog stemme for de stillede ændringsforslag.

Mindretallet bemærker, at det fremgår af oversigten over økonomiske konsekvenser af lovforslaget, at hensigten først og fremmest er besparelser på fleksjobordningen, som er en af de få vellidte ordninger i beskæftigelsespolitikken.

Det sker ved opstramninger, sanktioner mod ledige og kommuner, ligesom loftet over løntilskud gør det mindre attraktivt for arbejdsgivere at tilbyde højtlønnede fleksjob.

Dette overskygger efter Enhedslistens mening klart lovforslagets positive sider (uddannelsestilbud, mentorordning og fleksjobbevis). Derfor stemmer Enhedslisten imod det samlede lovforslag.

Enhedslisten konstaterer med tilfredshed, at en række ændringsforslag ligestiller visiterede til fleksjob med andre ledige med hensyn til befordringsgodtgørelse, og Enhedslisten stemmer derfor for disse såvel som de øvrige ændringsforslag.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af   beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 1

   1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 39, stk. 1, og § 46, stk. 1, ændres »§ 2, nr. 1, 4 og 5« til: »§ 2, nr. 1, 4, 5 og 7«.«

[Befordringsgodtgørelse efter § 82 til fleksjobvisiterede ved deltagelse i tilbud om vejledning, opkvalificering og virksomhedspraktik, hvis mere end 24 km frem og tilbage]

   2) Efter nr. 7 indsættes som nye numre:

»02. I § 82, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »kapitel 10-12,«: »og personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, og som deltager i tilbud efter kapitel 10 og 11«.

03. I § 82, stk. 3, ændres »§ 2, nr. 4 og 5« til: »§ 2, nr. 4, 5 og 7«.

04. I § 82, stk. 5, ændres »§ 2, nr. 4 og 5« til: »§ 2, nr. 4, 5 og 7«.«

[Befordringsgodtgørelse til fleksjobvisiterede, der deltager i tilbud efter kapitel 10 og 11, og kilometertaksten for fleksjobvisiterede, der deltager i virksomhedspraktik]

   3) Nr. 8 affattes således:

»8.  § 121, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter efter §§ 73 b, 74 og 74 a.««

[Refusion til kommunerne af udgifter til 6 ugers selvvalgt uddannelse for ledige, der er visiteret til fleksjob]

   4) Efter nr. 8 indsættes som nyt nummer:

»05. I § 121, stk. 3, indsættes efter »kapitel 10«: »samt udgifter efter § 82«.«

[Kommunerne får refunderet 50 pct. af udgifterne til befordringsgodtgørelse]                          

Til § 3

   5) Indledningen affattes således:

»I lov om fleksydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1054 af 4. november 2005, som ændret ved § 7 i lov nr. 523 af 24. juni 2005 og § 6 i lov nr. 404 af 8. maj 2006, foretages følgende ændringer:«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 12]

   6) Nr. 2 affattes således:

»2. I § 5, § 9, stk. 3, § 13, stk. 1, § 15, stk. 2, to steder i § 18, stk. 3, i § 18, stk. 4 og 7, og i § 22, stk. 7 og 8, ændres »Arbejdsdirektoratet« til: »kommunen«.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 12]

   7) I nr. 3 udgår »§ 34, stk. 5, § 35, stk. 1,«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 12]

   8) Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 15, stk. 4, § 28, stk. 3, § 31, stk. 1, og § 44, stk. 1, indsættes efter »lov om social pension«: », lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.««

[Konsekvensændring]

   9) Efter nr. 8 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 27 ændres »§ 34, stk. 1« til: »§ 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område«.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 12]

   10) I nr. 10 udgår »§ 34, stk. 2, § 34, stk. 3, og«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 12]

   11) Nr. 12 udgår.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 12]

   12) Efter nr. 12 indsættes som nye numre:

»03. Overskriften til kapitel 6 affattes således:

»Videregivelse af oplysninger«.

04. § 34 ophæves.

05. § 34 a affattes således:

§ Â»Â§ 34 a. Kommunen kan videregive oplysninger til en arbejdsløshedskasse om, at et medlem af kassen er tilmeldt fleksydelsesordningen, samt oplysninger om optjent anciennitet i fleksydelses-ordningen.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte regler om videregivelse af oplysninger efter stk. 1, herunder om udveksling af oplysninger i elektronisk form. Oplysningerne er undergivet tavshedspligt i arbejdsløshedskasserne. Straffelovens §§ 152 og 152 c-f finder anvendelse.«

06. § 35 ophæves.««

[Konsekvens af lov nr. 404 af 8. maj 2006]

Til § 5

   13) I indledningen indsættes efter »24. juni 2005«: », og som ændres ved det af Folketinget den 2. juni 2006 vedtagne forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om betaling for uddannelse i forbindelse med visse tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. (Omlægning af finansieringen af udgifter til uddannelse ved revalidering, støtte til revalidender til dækning af særlige udgifter, tilskud til hjælpemidler til selvstændige, forenkling af løntilskudssatser m.v.)«

[Redaktionel ændring]

   14) I det under nr. 1 foreslåede § 1, stk. 2, 1. pkt., nr. 3, ændres »og« til: »eller«.

[Præcisering af ordlyd]

Ny paragraf

   15) Efter § 5 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 01

I lov om påligning af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 20. september 2005, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 406 af 8. maj 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, nr. 9, indsættes efter »ydelser efter § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, i det omfang modtageren er omfattet af lovens § 2, nr. 4, 5«: »eller 7«.

2. § 31, stk. 1, 5. pkt., affattes således:

»Tilsvarende gælder for ydelser omfattet af stk. 3, der ydes af et uddannelsessted eller i medfør af § 73 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til personer, der deltager i uddannelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.«

3. I § 31, stk. 1, indsættes som 8. pkt.:

»Tilsvarende gælder for tilskud til deltagerbetaling, som ydes efter § 73 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til personer, der deltager i uddannelse, som er omfattet af lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) eller lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.«

[Skattefrihed for befordringsgodtgørelse m.v. til fleksjobvisiterede og for tilskud til deltagerbetaling til fleksjobvisiterede, der deltager i uddannelse omfattet af lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) eller lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse]

Til § 6

   16) I § 6, stk. 2, indsættes efter »§ 1, nr. 4,«: »§ 1, nr. 01-05,«, og »§ 3, samt § 5,« ændres til: »§§ 3, 5 og 01, nr. 1«.

[Konsekvensændring]

Bemærkninger

Til nr. 1, 2 og 4

Efter gældende regler har personer, der er visiteret til fleksjob, og som modtager ledighedsydelse eller særlig ydelse, ikke ret til befordringsgodtgørelse, når kommunen giver dem tilbud efter kapitel 10 (vejledning/opkvalificering) og kapitel 11 (virksomhedspraktik) for at vurdere, om de fortsat opfylder betingelserne for at få et fleksjob eller som led i en forrevalidering med henblik på etablering af fleksjob.

Det foreslås, at denne gruppe ligesom andre ledige får ret til befordringsgodtgørelse efter lovens § 82, når de får tilbud efter kapitel 10 og 11. Befordringsgodtgørelsen kan ydes, når den daglige transport udgør mere end 24 km retur. Godtgørelsen pr. dag kan alene udbetales for de kilometer, der ligger ud over de første 24 km. Befordringsgodtgørelsen ydes efter de samme regler og takster som gælder for personer i revalidering og forrevalidering, jf. § 2, nr. 4 og 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, dvs. 0,85 pr. km, hvor beløbet ikke er skattepligtig indkomst efter ligningsloven, jf. forslaget i nr. 15. Kommunen yder den faktiske udgift til befordring, hvis udgiften er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk erhvervsevne.

Kommunerne får refunderet 50 pct. af udgifterne til befordringsgodtgørelse.

Til nr. 3

Af de økonomiske bemærkninger til forslaget om 6 ugers selvvalgt uddannelse fremgår, at staten dækker 50 pct. af kommunens udgifter ved ledige fleksjobvisiteredes ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse. Der er derfor behov for, at § 121, stk. 2, også omfatter § 73 b, hvilket sker med ændringsforslaget.

Til nr. 5-7 og 9-11

Der er tale om konsekvensændringer som følge af ændringsforslag nr. 12.

Til nr. 8

Ved lov nr. 1164 af 19. december 2003 blev reglerne om førtidspension for personer, der er tilkendt pension før 1. januar 2003, udskilt i en selvstændig lov. Denne strukturelle ændring af førtids­pensions­lovgivningen blev ikke fulgt op af konsekvensændringer i lov om fleksydelse. Det foreslås derfor præciseret, at der ikke kan udbetales fleksydelse samtidig med førtidspension efter lov om socialpension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Til nr. 12

Ved § 6 i lov nr. 404 af 8. maj 2006 blev reglerne i lov om fleksydelse om indhentelse af oplysninger ændret således, at oplysningerne i eIndkomstregistret i videst muligt omfang skal anvendes. Ændringen træder i kraft den 1. juni 2006.

Som nævnt under de almindelige bemærkninger til lovforslaget foreslås det, at lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder anvendelse ved behandling af sager om fleksydelse. Da der i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område er fastsat regler om oplysningspligt og indhentelse af oplysninger, foreslås bestemmelserne herom i lov om fleksydelse ophævet. Der gælder samme regler for anvendelse af eIndkomstregistret i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf § 18 i lov nr. 404 af 8. maj 2006.

Der er i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ikke fastsat regler om videregivelse af oplysninger, som vil kunne anvendes ved administrationen af lov om fleksydelse. For at præcisere, hvilke oplysninger kommunen kan videregive til en a-kasse, foreslås det at bevare bestemmelserne i lov om fleksydelse om videregivelse af oplysninger fra kommunen til en a-kasse om en persons tilmelding til fleksydelsesordningen samt optjent anciennitet i fleksydelses­ordningen.

Persondatalovens regler finder anvendelse ved videregivelse af oplysningerne.

Det foreslås endvidere at ophæve bestemmelsen om kontrol af fleksydelses­modtagerens arbejde og indtægter ved siden af fleksydelse. Der er i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område fastsat regler om kontrol, som også vil finde anvendelse i sager om fleksydelse.

Til nr. 13

Ændringsforslaget er af teknisk karakter og præciserer retstilstanden fra den 1. januar 2007.

Til nr. 14

Der er tale om en sproglig præcisering af ordlyden, hvorved det præciseres, at betalingsloven gælder for personer, der er omfattet af en af de nævnte persongrupper i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Til nr. 15

Ad § 01, nr.1

Forslaget er en følge af forslaget om at ændre § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, således at personer, der er visiteret til et fleksjob, og som deltager i tilbud efter kapitel 10 (vejledning/opkvalificering) og kapitel 11 (virksomhedspraktik) i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har ret til befordringsgodtgørelse.

Efter ligningslovens § 7, nr. 9, medregnes ydelser efter § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, i det omfang modtageren er omfattet af lovens § 2, nr. 4 (revalidender) eller nr. 5 (sygedagpengemodtagere under forrevalidering), ikke til den skattepligtige indkomst.

For skattemæssigt at ligestille fleksjobvisiterede med revalidender og sygedagpengemodtagere, foreslås det at ændre ligningslovens § 7, nr. 9, således at befordringsgodtgørelse til fleksjobvisiterede også er skattefri.    

Ad § 01, nr. 2 og 3

Ved lovforslaget indføres en ny bestemmelse i § 73 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der giver fleksjobvisiterede, der venter på, at kommunen finder et fleksjob til dem, ret til inden for de første 12 måneders sammenlagt ledighed i op til 6 uger at deltage i uddannelse på folkeskoleniveau, i gymnasial uddannelse, i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og i videregående uddannelse efter eget valg. Hermed får de fleksjobvisiterede de samme muligheder som forsikrede ledige.

Efter de gældende regler får forsikrede ledige i nogle tilfælde ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelsen, hvilket fleksjobvisiterede også får ret til ved den foreslåede bestemmelse i § 73 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Ifølge ligningslovens § 31 er ydelser, der ydes af et uddannelsessted, til personer, der deltager i uddannelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., samt tilskud til deltagerbetaling, som ydes efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), skattefri. 

Med henblik på at ligestille personer, der er visiteret til et fleksjob med forsikrede ledige, foreslås ligningslovens § 31 ændret.

Ifølge den foreslåede nyaffattelse af ligningslovens § 31, stk. 1, 5. pkt., medregnes ydelser, der er omfattet af ligningslovens § 31, stk. 3, og som ydes i medfør af § 73 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til personer, der deltager i uddannelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., ikke til opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det foreslås endvidere, at tilskud til deltagerbetaling, som ydes efter § 73 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til personer, der deltager i uddannelse, som er omfattet af lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) eller lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, ikke skal medregnes til opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Efter ligningslovens § 31, stk. 1, 7. pkt., er tilskud til deltagerbetaling, der ydes efter SVU-loven skattefri. Da der for de fleksjobvisiterede, modsat de forsikrede ledige, der deltager i uddannelser, der er omfattet af lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, er krav om deltagerbetaling, foreslås tilskud til denne deltagerbetaling ligeledes skattefritaget for de fleksjobvisiterede i medfør af ligningslovens § 31.

Til nr. 16

Det foreslås, at forslagene træder i kraft den 1. januar 2007.

Det anslås, at forslaget vil medføre offentlige merudgifter i 2007 på 3,2 mio. kr., i 2008 på 3,5 mio kr. og i 2009 på 3,7 mio. kr. Det vil endvidere medføre øget administration i kommunerne i begrænset omfang.

De økonomiske konsekvenser skal forhandles med kommunerne.


 

  Charlotte Antonsen (V) Â  Erling Bonnesen (V) fmd.  Inger Støjberg (V) Marion Pedersen (V) Â  Jens Vibjerg (V) Â  Bent Bøgsted (DF) Â  Colette L. Brix (DF) Â  Jakob Axel Nielsen (KF) Â  Tom Behnke (KF) Â  Thomas Adelskov (S) Â  Kirsten Brosbøl (S) Â  Jytte Andersen (S) nfmd.  Anne‑Marie Meldgaard (S) Â  Lone Møller (S) Â  Elisabeth Geday (RV) Â  Ole Sohn (SF) Â  Jørgen Arbo‑Bæhr (EL) 

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

 

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

 

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

 

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

 

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

 

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

 

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

 

 

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 233

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

2

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

3

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

4

1. udkast til betænkning

5

Ændringsforslag fra beskæftigelsesministeren

6

Ændringsforslag fra beskæftigelsesministeren

7

2. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 233

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om ministeren er indstillet på at tage spørgsmålet, om hvorvidt befordringsgodtgørelsen bør reguleres op til drøftelse med forligspartierne, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå