Tillægsbetænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 4. maj 2006

Tillægsbetænkning

over

 Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsformidling

 (Forsikringsmæglervirksomheders oplysningspligter og forbud mod, at
forsikringsmæglervirksomheder modtager provision fra forsikringsselskaber)

[af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)]

 

1. Ændringsforslag

Økonomi- og erhvervsministeren har under den fornyede udvalgsbehandling stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 9. november 2005 og var til 1. behandling den 22. november 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 21. marts 2006. Lovforslaget var til 2. behandling den 28. marts 2006, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Erhvervsudvalget.

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Topdanmark, SEB Pension og Nordea Liv & Pension.

Økonomi- og erhvervsministeren har over for udvalget kommenteret henvendelsen til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 3 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Et af udvalgets spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag 2 i betænkningen.

3. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af   økonomi- og erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 1

   1) I det under nr. 4 foreslåede § 14 a, stk. 1, indsættes efter 2. pkt.:

»Forsikringsmæglervirksomheden skal samtidig oplyse forsikringsselskabet om længden af den periode, hvori kunden og forsikringsmæglervirksomheden har aftalt at honoraret skal indregnes i forsikringspræmien. Perioden må ikke overstige 3 år.«

[Den tidsmæssige udstrækning af honorarets betaling]

Bemærkninger

Til nr. 1

Efter 2. pkt. skal forsikringsmæglervirksomheden oplyse forsikringsselskabet om størrelsen af det mellem kunden og forsikringsmæglervirksomheden aftalte honorar, som forsikringsselskabet efter 3. pkt., som nu bliver 5. pkt., skal betale til forsikringsmæglervirksomheden og indregne i kundens præmiebetaling.

For at sikre gennemsigtighed med forsikringsselskabets betaling af forsikringsmæglervirksomhedens honorar og honorarets indregning i kundens forsikringspræmie foreslås det i 3. og 4. pkt., at kunden og forsikringsmæglervirksomheden skal aftale længden af denne afdragsperiode. I bestemmelsen foreslås det, at denne afdragsperiode ikke kan overstige 3 år fra forsikringens etablering. 

Kravet om, at afdragsperioden maksimalt må være på 3 år, skal ses i sammenhæng med den kommende opstramning af kontributionsbekendtgørelsen. For at sikre, at den tidsmæssige og beløbsmæssige sammenhæng mellem de omkostninger, som forsikringsselskabet har i forholdet til den enkelte kunde, og det omkostningsbeløb, der rent faktisk betales af den enkelte kunde, vil det således blive præciseret i kontributionsbekendtgørelsen, at forsikringsselskabet for alle kundegrupper skal debitere de afholdte etableringsomkostninger over en periode på højst 3 år. Herved sikres, at kunden ikke efterlader sig ubetalte etableringsomkostninger, såfremt kunden på dette tidspunkt vælger at skifte forsikringsselskab. Hvis kunden skifter forsikringsselskab inden for de 3 år, skal forsikringsselskabet debitere kunden de resterende etableringsomkostninger.

 


 

  Kim Andersen (V) Â  Jacob Jensen (V) Â  Kurt Kirkegaard (V) fmd.  Jens Hald Madsen (V) Â  Marion Pedersen (V) Â  Colette L. Brix (DF) nfmd.  Kim Christiansen (DF) Â  Per Ã˜rum Jørgensen (KF) Â  Jakob Axel Nielsen (KF) Â  Kim Mortensen (S) Â  Jens Christian Lund (S) Â  Niels Sindal (S) Â  Karen Hækkerup (S) Â  Poul Erik Christensen (RV) Â  Johs. Poulsen (RV) Â  Poul Henrik Hedeboe (SF) Â  Frank Aaen (EL) 

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

 

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

 

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

 

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

 

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

 

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

 

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

 

 

 

 

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 52 efter afgivelse af betænkning

Bilagsnr.

Titel

28

Betænkning afgivet 21/3-06

29

Ændringsforslag uden for betænkningen til 2. behandling, fra økonomi- og erhvervsministeren

30

1. udkast til tillægsbetænkning

31

Henvendelse af 21/4-06 fra Topdanmark, SEB Pension og Nordea Liv & Pension

32

Ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren

 

 

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 52 efter afgivelse af betænkning

Spm.nr.

Titel

38

Spm. om reduktion af mobiliteten inden for pensionsforsikring, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

39

Spm. om etableringsudgifter, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

40

Spm. om kommentarer til henvendelsen af 21/4-06 fra Topdanmark, SEB Pension og Nordea Liv & Pension, til økonomi- og erhvervsministeren, og dennes svar herpå

 

 

 

 

+++Bilag+++Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålet og økonomi- og erhvervsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 40:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21. april 2006 fra Topdanmark, SEB Pension og Nordea Liv & Pension, jf. L 52 – bilag 31.

Svar:

Af henvendelsen fremgår, at de pågældende forsikringsselskaber er enige med mig i, at det gavner gennemsigtigheden, at det er kunden og forsikringsmægleren, der aftaler mæglerens honorar. Dette er også en af bevæggrundene for at fremsætte lovforslaget, som jo netop indeholder en sådan bestemmelse.

Selskaberne anfører desuden, at det skader mobiliteten blandt kunderne, hvis den periode, som mæglerens honorar skal afskrives over forsikringspræmien, bliver for kort.

Samtidig kan selskaberne dog godt se, at en fast grænse vil gavne gennemsigtigheden i forhold til i dag.

Som jeg tidligere i svarene på spørgsmål 35-37 har redegjort for, så er det vigtigt, at der er den fornødne sammenhæng mellem forsikringsselskabernes afholdelse af omkostninger og fordelingen af disse på kundernes depoter.

En tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng sikrer, at kunderne betaler for deres egne etableringsomkostninger, og at man som kunde ikke skal betale for andres etableringsomkostninger. Det betyder, at omkostningerne ikke fordeles ud på hele grupper af kunder, og at kunderne ved fraflytning skal betale et eventuelt ubetalt resthonorar.

Kravet om en tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng er ikke kun nødvendig, når vi taler om de mæglerbetjente kunder, men skal også gælde for de kunder, som er betjent af selskabernes eget salgspersonale mv.

Derfor vil jeg – som også tidligere oplyst – sørge for, at kontributionsbekendtgørelsen ændres.

Spørgsmålet er så, hvor lang en årrække mæglerens honorar skal afskrives over præmien, og hvem der skal bestemme den periode.

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg fandt et maksimum på to år passende af hensyn til gennemsigtigheden mv. For at imødekomme de røster, som har udtrykt bekymring over, at to år er for lidt, vil jeg foreslå, at perioden i stedet bliver på maksimalt tre år.

Det er imidlertid vigtigt at sikre, at gennemsigtigheden ikke lider skade af denne forlængelse. Udover ændringen af kontributionsbekendtgørelsen vil jeg derfor fremsætte et ændringsforslag til L 52, hvorefter kunden og forsikringsmægleren også skal aftale, hvilken periode honoraret skal afskrives over præmien – dog maksimalt tre år.

Dette er i tråd med forslagets intention om, at mægleraftalen er et forhold, som alene vedrører kunden og mægleren – og ikke selskabet – og samtidig giver det bedre gennemsigtighed.