Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 28. februar 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (L99).

Text Box: Marts 2006

Vores sag
6620-0004


Spørgsmål nr. 10:

Hvordan kan medarbejderne kontrollere, om deres virksomhed er omfattet af lovens bestemmelser om lønstatistik?

 

 

Svar:

Pligten til at udarbejde kønsopdelt lønstatistik påhviler efter lovforslaget den enkelte arbejdsgiver. Herudover tildeles samarbejdsudvalget en central rolle, og det er gennem samarbejdsudvalget, at den enkelte medarbejder via sin valgte repræsentant kan få oplyst, hvorvidt virksomheden er omfattet. 

 

På virksomheder med mindst 35 ansatte betyder reglerne om information og høring af lønmodtagere, at det daglige samarbejde mellem ledelse og medarbejdere skal forankres i et samarbejdsudvalg, hvis det kræves. Med henvisning til disse reglers EU-retlige forankring, finder jeg det også relevant at gøre opmærksom på en principiel afgørelse fra EF-Domstolen (sag C-62/99). Sagen angik en arbejdsgivers oplysningspligt bedømt efter direktivet om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg mv. (direktiv nr. 94/45). Her fastslog Domstolen, at arbejdsgiveren havde pligt til at oplyse om antallet af medarbejdere og om virksomhedsstrukturen, da disse informationer var nødvendige for, at de berørte lønmodtagere kunne bedømme, om de havde en ret til at kræve forhandlinger med henblik på at få nedsat et europæisk samarbejdsudvalg.

 

Når der på virksomheden er oprettet et samarbejdsudvalg, vil det følge af reglerne om information og høring, at virksomheden har pligt til via lønmodtagerrepræsentanterne at give de ansatte fyldestgørende oplysninger om forhold af væsentlig betydning på virksomheden. Se hertil § 4 i lov om information og høring af lønmodtagere.

 

Endelig er der efter L 99 tale om en strafbelagt pligt for arbejdsgiveren, som det i sidste ende vil påhvile politiet at håndhæve. Det betyder også, at enhver vil kunne indgive anmeldelse, hvis man måtte mene, at en arbejdsgiver ikke overholder loven. Det tilkommer herefter politiet at efterforske og afgøre, om der er grundlag for at rejse sigtelse.