Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 12 af 28. februar 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (L99).

Text Box: Marts 2006

Vores sag
6620-0004


Spørgsmål nr. 12:

Har den enkelte medarbejder mulighed for eller ret til at få oplyst sin DISCO-kode?

 

 

Svar:

 

Danmarks Statistik må ikke videregive oplysninger på individniveau. Derfor er der heller ikke lovmæssig adgang for en medarbejder i en virksomhed til via Danmarks Statistik at få oplyst sin egen DISCO-kode.

 

Datatilsynet har oplyst, at i det omfang arbejdsgiverens (den dataansvarliges) behandling af en DISCO-kode er omfattet af persondatalovens anvendelsesområde, jf. lovens § 1, stk. 1, og behandlingen kan henføres til en person, finder persondatalovens[1] kapitel 9 om den registreredes indsigtsret anvendelse.

 

Ifølge lovens § 31, stk. 1, skal den dataansvarlige efter begæring fra en person give meddelelse om, hvorvidt der behandles oplysninger om vedkommende. Behandles sådanne oplysninger, skal der på en let forståelig måde gives meddelelse om, hvilke oplysninger der behandles, behandlingens formål, kategorierne af modtagere af oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.

 

Der findes en række undtagelser til indsigtsretten.

 

Ifølge lovens § 32, stk. 1, jf. § 30, gælder retten til indsigt bl.a. ikke, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private eller offentlige interesser.

 

Indskrænkningen i den registreredes indsigtsret kan kun ske på grundlag af en konkret afvejning af de modstående interesser, som er nævnt i bestemmelsen. Afvejningen skal foretages for hver enkelt oplysning for sig.

 

Indsigtsretten gælder endvidere ikke, hvis oplysningerne udelukkende behandles i videnskabeligt øjemed, eller hvor oplysningerne kun opbevares i form af personoplysninger i det tidsrum, som kræves for at udarbejde statistikker, jf. persondatalovens § 32, stk. 4.

 

 

 



[1] Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger som ændret ved lov nr. 280 af 25. maj 2001.