Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 27 af 2. maj 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (L 99).

Text Box: Maj 2006

Vores sag
6620-0004


Spørgsmål nr. 27:

Skal svaret på spørgsmål 12 forstå som et ”ja” eller ”nej” til, at den enkelte medarbejder har ret til at få oplyst sin egen DISCO-kode fra sin arbejdsgiver?

 

Svar:

Jeg har bedt Datatilsynet uddybe sit svar til spørgsmål 12 og tilsynet har bemærket følgende:

 

”Hvis en arbejdsgivers (den dataansvarliges) behandling af en DISCO-kode er omfattet af persondatalovens anvendelsesområde, jf. lovens § 1, stk. 1, og behandlingen kan henføres til en person, finder persondatalovens[1] kapitel 9 om den registreredes indsigtsret anvendelse.

 

Som omtalt i Datatilsynets brev af 15. marts 2006 til Beskæftigelsesministeriet vedrørende bidrag til besvarelse af spørgsmål fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg følger det af persondatalovens § 31, stk. 1, at den dataansvarlige efter begæring fra en person skal give meddelelse om, hvorvidt der behandles oplysninger om vedkommende. Behandles sådanne oplysninger, skal der på en let forståelig måde gives meddelelse om, hvilke oplysninger der behandles, behandlingens formål, kategorierne af modtagere af oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.

 

Der findes en række undtagelser til indsigtsretten.

 

Ifølge lovens § 32, stk. 1, jf. § 30, gælder retten til indsigt bl.a. ikke, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private eller offentlige interesser.

 

Indskrænkningen i den registreredes indsigtsret kan kun ske på grundlag af en konkret afvejning af de modstående interesser, som er nævnt i bestemmelsen. Afvejningen skal foretages for hver enkelt oplysning for sig.

 

Datatilsynet er ikke bekendt med, om der foreligger sådanne omstændigheder, at en registreret på baggrund af en konkret vurdering ikke har adgang til indsigt i en arbejdsgivers behandling af oplysninger om vedkommendes DISCO-kode.”

 

 



[1] Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger som ændret ved lov nr. 280 af 25. maj 2001.