Folketingets Retsudvalg  

 

 

 

 

 

 

Dato: 31. marts 2006

                                


Folketinget har i skrivelse af 6. marts 2006 (ad L 146) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 5:

 

Spørgsmål 5:

”Ministeren bedes redegøre for, i hvilket omfang indholdet af grønbogen om lovvalg og kompetencer i skilsmissesager falder sammen med lovforslaget og sammenhængen mellem grønbogen og lovforslaget i øvrigt.”

 

Svar:

Kommissionens grønbog om lovvalg og kompetence i skilsmissesager (KOM(2005)82) af 14. marts 2005 beskriver en række problemer, der kan opstå ved opløsning af ægteskaber, hvor ægtefællerne har tilknytning til flere lande.

 

Grønbogen handler især om harmonisering af lovvalgsreglerne for sager om separation og skilsmisse inden for Det Europæiske Fællesskab samt om ægtefællernes mulighed for at indgå aftaler om lovvalg og om international kompetence i sager om separation og skilsmisse.

 

Grønbogen omhandler ikke lovvalg eller international kompetence for behandlingen af spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med en sag om separation eller skilsmisse, f.eks. bidragspligt eller bodeling, og den omhandler heller ikke materielle regler om sådanne spørgsmål.

 

Lovforslag L 146 indeholder materielle regler om behandlingen af pensionsrettigheder ved bl.a. skifte af fællesboet (bodeling) i anledning af separation, skilsmisse og bosondring.

 

EU-retlig regulering af de problemstillinger, som grønbogen omhandler, vil derfor ikke have betydning for retsområder, der er omfattet af lovforslaget.

 

Grønbogen er knyttet til forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000. Denne forordning indeholder bl.a. regler om international kompetence i sager om separation og skilsmisse. Forordningen gælder ikke for Danmark, da den er omfattet af det danske forbehold (retlige og indre anliggender), og en eventuel regulering af de spørgsmål, som grønbogen omhandler, vil heller ikke gælde for Danmark.

 

 

 

Lars Barfoed

                                                                                                           /Charlotte Meibom