Besvarelse af spørgsmål nr. 39 (L 151), som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 21. april 2006

 

Spørgsmål 39:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 20. april 2006 fra Foreningen af Ufrivilligt Barnløse, jf. L 151 - bilag 14."

 

Svar:

I henvendelsen anfører Landsforeningen, at de er uenige med min udtalelse om barnløshed, at jeg har undladt at kommentere foreningens synspunkter om børn som investeringer, og at reglerne om fertilitetsbehandling på landsplan skal være ensartede, men ikke baseres på den gældende praksis med kun behandling til at få ét barn.

 

Landsforeningens bemærkninger om definitionen af barnløshed tager jeg til efterretning, men skal samtidig pege på, at regeringens lovforslag tager udgangspunkt i, at der i det offentlige sygehusvæsen ydes behandling til at få ét barn. Herudover er der mulighed for, at et par, der allerede har nedfrosne æg, inden for nedfrysningstidens længde kan få opsat æg for at få flere børn.

 

Foreningen anfører, at ethvert barn bør betragtes som en samfundsinvestering og foreslår, at der foretages en udregning af det samfundsmæssige bidrag, som hver borger yder set i forhold til omkostningerne ved behandling med kunstig befrugtning.

 

Hertil skal jeg bemærke, at min holdning på dette område ikke er baseret på en økonomisk kalkule, men er en etisk og prioriteringsmæssig afvejning af, hvilke ydelser, det offentlige sundhedsvæsen bør stille til rådighed for borgerne. Jeg finder det i øvrigt forkert at betegne børn som ”en investering i et mere langsigtet samfundsøkonomisk perspektiv”. Jeg vil derfor heller ikke medvirke til at foretage beregninger over ”afkastet” - for nu at bruge foreningens eget ordvalg.

 

Endelig anfører Landsforeningen, at det burde være de 3 amtskommuner, der tilbyder behandling med henblik på at få barn nummer 2, der skulle danne udgangspunkt for praksis på behandlingsområdet.

 

Jeg har noteret mig dette synspunkt, der ikke er i overensstemmelse med regeringens udgangspunkt for lovforslaget, der bygger på den hidtidige praksis, som flertallet af amtskommunerne følger.