Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 55 af 15. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Hvorledes sikrer man formelt, at den lokale leder af politistationen involverer politiet i det lokale arbejde, og hvad mener ministeren om en forpligtelse for denne til at afholde jævnlige møder med kommunen?”

 

Svar:

I pkt. 3.2.5.4 og 3.2.5.5 (afsnit II) i lovforslagets almindelige bemærkninger er det forudsat, at lokalpolitiet, der vil være placeret på politikredsens forskellige politistationer, bl.a. skal varetage de løbende formelle og uformelle kontakter med de enkelte kommuner og det øvrige lokalsamfund. Den daglige leder af lokalpolitiet på den enkelte politistation vil inden for de rammer, som fastsættes af politikredsens ledelse, have ansvaret for den nærmere tilrettelæggelse og gennemførelse af politiets lokale samarbejde med de pågældende kommuner mv. Det vil være en væsentlig opgave for politikredsens ledelse løbende at følge og vurdere politiets lokale arbejde i de forskellige områder af politikredsen, herunder at lokalpolitiet lever op til de fastsatte målsætninger mv. for det lokale samarbejde. Disse forhold vil bl.a. også skulle drøftes i de foreslåede kredsråd og vil indgå i den lokale samarbejdsplan, som politidirektøren skal udarbejde for politikredsen hvert år.

Lederen af lokalpolitiet på den enkelte politistation vil i vidt omfang fungere som kontaktperson i det daglige for de pågældende kommuner, herunder i forbindelse med det lokale kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politiet og kommunen (SSP-samarbejdet mv.), og det vil i den forbindelse være naturligt, at der afholdes jævnlige møder med bl.a. kommunerne. Hertil kommer, at der ligesom i dag vil være en række løbende formelle og uformelle kontakter mellem bl.a. lokalpolitiet og kommunerne på sagsbehandlingsniveau, f.eks. inden for rammerne af SSP-samarbejdet og i form af faste kontaktmøder og særlige indsatsgrupper mv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.5.2 (afsnit II) i lovforslagets almindelige bemærkninger.