Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 78 af 20. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Hvilke initiativer har domstolene og Domstolsstyrelsen taget for at forhindre at f.eks. domsmandssager om voldsager ikke forsinkes og forlænges.”

 

Svar:

 

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Domstolsstyrelsen, der har oplyst følgende:

 

”Domstolsstyrelsen har igennem de seneste år taget forskellige initiativer med henblik på at fastholde fokus på målsætningen om, at sagsbehandlingstiden i de særlige voldssager højst må være 37 dage. [De særlige voldssager er nærmere beskrevet i besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 75 vedrørende lovforslaget].

 

I efteråret 2001 udarbejdede styrelsen med bistand fra udvalgte byretter således en række anbefalinger om sagstilrettelæggelsen i voldssager med henblik på at sikre, at afgørelsestiden i de særlige voldssager bliver så kort som muligt.

 

I 2003 tog Domstolsstyrelsen herudover et særligt initiativ med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiden i de særlige voldssager. Styrelsen tog således i begyndelsen af 2003 kontakt til 28 byretter, der efter indberetningen for 1. halvår 2002 ikke havde afgjort mindst 50 % af de særlige voldssager inden for 37 dage.

 

Byretterne blev anmodet om at vurdere mulighederne for at nedbringe antallet af særlige voldssager, der ikke opfylder regeringens målsætning om en sagsbehandlingstid på under 37 dage.

 

De 19 byretter, der i betydeligt omfang var eneårsag eller medvirkende årsag til forsinkelser, blev tillige anmodet om at vurdere muligheden for at nedbringe antallet af særlige voldssager, hvor rettens forhold er ene- eller medvirkende årsag til, at målsætningen ikke opfyldes.

 

Generelt var tilbagemeldingen, at der sker – og fortsat vil ske – en særlig prioritering af voldssager, men at det er ressourcekrævende og ofte har konsekvenser for behandlingen af andre sager.

 

I februar 2005 henvendte Domstolsstyrelsen sig til de 39 byretter, hvor målopfyldelsen – den procentvise andel af de særlige voldssager afgjort inden for 37-dages fristen – i 1. halvår 2004 var mindre end 60 % med råd og vejledning om, hvordan retten kunne nedbringe antallet af overskridelser. I denne sammenhæng vedlagde styrelsen et idékatalog til indretning af gode sagsgange udarbejdet af domstolenes bedste-praksis konsulenter [jf. besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 77 vedrørende lovforslaget].

 

Udover disse konkrete tiltag fokuseres der i årsrapporten og byretternes embedsregnskaber – ved blandt andet en samlet opgørelse af bl.a. sagsbehandlingstid, aktivitet og produktivitet – på den opstillede målsætning for sagsbehandlingstiden i voldssager.

 

Endelig har Domstolsstyrelsen etableret en ordning med bedste-praksis-konsulenter, som bistår byretterne med at tilrettelægge sagsbehandlingen på den mest hensigtsmæssige måde [jf. besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 77 vedrørende lovforslaget].”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til Domstolsstyrelsens udtalelse.