Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 183) Forslag til lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 2. maj 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 26 :

”Indebærer den nye ordning for specialpædagogisk bistand for de almengymnasiale uddannelser et bistandsniveau for den enkelte elev svarende til i dag?”

 

Svar:

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til L 183, afsnit 9, at lovforslaget er udgiftsneutralt for de berørte myndigheder.

 

I forbindelse med forarbejderne til L 183 har det imidlertid vist sig at være vanskeligt for Undervisningsministeriet at fremskaffe de nødvendige oplysninger og dermed få et præcist overblik over amternes hidtidige administration af specialpædagogisk støtte til de elever, som lovforslaget omfatter, hvilket har sammenhæng med de enkelte amters forskelligartede konteringspraksis.

 

Ministeriet har derfor gennemført en selvstændig analyse af bl.a. målgrupper, indhold og dermed udgifter til de støtteforanstaltninger, der hidtil er blevet tilbudt. Analysen har i videst muligt omfang søgt at tage højde for de betydelige forskelle, som har eksisteret på det specialpædagogiske støtteområde.

 

Som det fremgår af bemærkningerne til L 183, § 44, er det således planen, at der fremover skal gælde ensartede regler for tildelingen af støtte til elever og kursister på de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne m.fl.

 

Derved sikres det, at elever med funktionsnedsættelse kan tildeles specialpædagogisk støtte efter samme visitationsprocedurer og vejledninger om støtteniveauer, som allerede anvendes i administrationen af den specialpædagogiske støtteordning på erhvervsuddannelsesområdet.

 

Det betyder, at den enkelte handicappede elev efter en handicapfaglig og pædagogisk behovsvurdering vil modtage den støtte, som er nødvendig for at gennemføre sin uddannelse.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder