Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 185) Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. og andre love på Undervisningsministeriets område. (Afgangsprøver i frie grundskoler, frie kostskoler og ungdomsskoler og optagelsesprøver til gymnasiale uddannelser m.v.) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 11. maj 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 6:

”Hvordan vil ministeren løse det problem, at de frie skoler vil have vanskeligt ved at begynde på eksaminer på det efter lovforslaget fastsatte tidspunkt, og hvordan skal skolen forklare de elever, der er tilmeldt under dagældende forudsætninger, at forudsætningerne nu er ændret?”

 

Svar:

Den obligatoriske prøvedeltagelse, der med L 185 foreslås indført for elever på frie grundskoler, der tilbyder folkeskolens afgangsprøve, svarer til den prøvedeltagelse, der med vedtagelsen af L 101 gælder for elever i folkeskolen. Det er således et fælles vilkår for eleverne i folkeskoler og frie skoler, at reglerne om prøveaflæggelse ændres med virkning fra 1. august 2006. For så vidt angår skolernes parathed til at tilbyde prøveaflæggelse på de nye vilkår henvises til, at det til stadighed har været et krav til de frie skoler, at deres undervisning skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. At rækken af prøvefag udvides skulle således ikke udgøre en større udfordring for den enkelte frie skole i forhold til den enkelte folkeskole.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder