ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

25. april 2006

 

Besvarelse af spørgsmål 1 (L 196) stillet af Erhvervsudvalget den 5. april 2006.

 

Spørgsmål 1:

Ministeren bedes bekræfte, at lovforslagets bestemmelser om udvidet adgang til at indgå aftaler om bjærgeløn ikke kan give problemer i forhold til internationale konventioner. Desuden bedes ministeren bekræfte, at disse bestemmelser ikke betyder et indgreb i faggruppers overenskomstmæssige ret på området.

 

Svar:

Der er ingen internationale krav, der binder Danmark til en bestemt fordeling af bjærgeløn mellem reder og besætning.

 

Bjærgningskonventionen af 1989 som Danmark har tiltrådt, og som er indarbejdet i søloven i 1996, lader det være op til flagstaterne at fastsætte denne fordeling. Det gælder både for så vidt angår den nuværende bestemmelse i søloven om aftaler om bjærgeløn, som den nye bestemmelse, som udvider adgangen til at indgå sådanne aftaler. Den foreslåede ændring er derfor ikke i strid med internationale konventioner.

 

Det fremgår af lovforslaget, at der kræves en forudgående aftale for at kunne fravige sølovens bestemmelser om fordeling af bjærgeløn. Parterne bestemmer selv, om en sådan aftale skal indgås. Dette svarer til, hvad der i dag gælder for traditionelle bjærgningsskibe.

 

Skulle der i kollektive overenskomster være indgået aftaler om bjærgeløn, ændres disse ikke ved lovforslaget, idet udnyttelsen af den nye bestemmelse vil forudsætte, at overenskomstparterne bliver enige herom. Der er derfor ikke tale om et indgreb i arbejdsmarkedets overenskomster.

 

Endeligt kan oplyses, at lovforslaget lægger op til, de nye regler kun gælder for forhyringer, der er indgået efter lovens ikrafttræden. Lovforslaget har derfor ikke betydning for gældende aftaler om forhyringer inden lovens ikrafttræden.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk