Europaudvalget 2005-06
2683 - RIA
Offentligt
Besvarelse af spørgsmål nr. 2 af 13. oktober 2005 fra Folketingets Europaudvalg (2683
– RIA).
Spørgsmål 2:
”Vil ministeren – som lovet på Europaudvalgsmødet den 7. oktober 2005 –
oversende et notat om hjemmelsspørgsmålet vedrørende EU-regler om logning
af teledata (KOM (2005) 0438)?”
Svar:
Som nævnt i forbindelse med det pågældende møde i Europaudvalget er der fremlagt to
forskellige forslag til EU-regler om logning af data om teletrafik.
Det drejer sig dels om et forslag fra en række medlemsstater (Frankrig, Irland, Storbritannien
og Sverige) til en rammeafgørelse om logning af data om teletrafik, dels om et forslag fra
Kommissionen til et direktiv om samme emne (KOM(2005)438).
Et centralt spørgsmål i forbindelse med forhandlingerne om de nye EU-regler om logning af
data om teletrafik er på denne baggrund, om reglerne vil kunne vedtages i en
rammeafgørelse (med hjemmel i traktatens søjle 3), eller om dele heraf i stedet for bør
vedtages i et direktiv (med hjemmel i søjle 1).
Spørgsmålet relaterer sig til de dele af forslaget til rammeafgørelse, som angår, hvilke
oplysninger der skal opbevares af udbyderne, og hvor længe oplysningerne skal opbevares.
Som tidligere oplyst over for Europaudvalget er der forskellige opfattelser blandt
medlemslandene med hensyn til, hvad der er det rette instrument på området. De forskellige
opfattelser hviler især på følgende betragtninger:
For at anvende et direktiv taler navnlig, at der med de gældende direktiver om
databeskyttelse, herunder inden for elektronisk telekommunikation, er sket en
fællesskabsretlig harmonisering for så vidt angår udbyderes opbevaring af trafikdata, og at
det følger af artikel 47 i TEU, at der herefter ikke kan ske regulering af de omhandlede
spørgsmål i et instrument vedtaget med hjemmel i 3. søjle.
-
1
-
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Heroverfor kan det navnlig anføres, at formålet med den databehandling (logning af
teletrafikdata), som skal finde sted, er at efterforske, afsløre og retsforfølge kriminalitet og
strafbare handlinger, herunder styrke det strafferetlige samarbejde på området. For at
anvende en rammeafgørelse taler således, at det klare formål med reglerne er at styrke det
strafferetlige samarbejde på området.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan det give anledning til tvivl, om spørgsmålene om
fastlæggelse af en liste over kommunikationsdata og længden af den periode, som udbyderne
skal opbevare disse data i, kan reguleres i en rammeafgørelse – eller om dette i stedet for må
ske i et direktiv. Om den danske holdning til, hvilket instrument man bør vælge og
baggrunden for denne holdning, kan der henvises til det talepapir, som blev benyttet under
samrådet, og som efterfølgende er oversendt til Europaudvalget.
Det kan afslutningsvis oplyses, at sagen om indførelse af EU-regler om logning af data om
teletrafik må forventes at skulle behandles på ny på det kommende rådsmøde (retlige og
indre anliggender) den 1.-2. december 2005. Folketingets Europaudvalg vil i den forbindelse
– som led i den hjemlige beslutningsprocedure – på sædvanlig vis blive inddraget forud for
rådsmødet.
I øvrigt kan der henvises til den redegørelse vedrørende det seneste rådsmøde for retlige og
indre anliggender, som blev oversendt til Europaudvalget den 26. oktober 2005.
-
2
-