Spm. nr. S 186

1) Til finansministeren af:
Frank Aaen (EL):
»Vil ministeren erkende, at følgende elementer i forslaget til finanslov for 2006 rammer syge, pensionister, arbejdsløse, lejere med lav indkomst og børnefamilier og dermed øger uligheden i samfundet: besparelse på børnefamilieydelsen, besparelse på boligstøtten, besparelse på boligydelsen, besparelse på erstatningerne til dem, der er ramt af arbejdsskade, inddragelse af midler fra Landsbyggefonden og fradraget fra satsreguleringen, så pensioner og dagpenge ikke følger indkomstudviklingen?«

Det forslag til finanslov for 2006, som finansministeren har fremlagt, indeholder jo forslag om besparelse på børnechecken på 300 mio. kr., på boligsikringen på 200 mio. kr., på boligydelsen til pensionister skal der spares 200 mio. kr.; der er en besparelse på erstatningerne ved arbejdsskade på
440 mio. kr., der skal tages et milliardbeløb fra Landsbyggefonden, det vil altså sige fra de almene boliger, og der fjernes ca. 600 mio. kr., som pensionister, arbejdsløse og syge skulle have haft, hvis modtagere af dagpenge og pensioner skulle have fulgt den almindelige indkomstudvikling i samfundet. Derfor er spørgsmålet til finansministeren, om ministeren ikke vil erkende, at de her forslag, der i særdeleshed rammer syge, pensionister og arbejdsløse, vil være med til at øge uligheden i samfundet.

Altså først er der grund til lige at hæfte sig ved, at vi i Danmark oplever en meget kraftig vækst. Der er dynamik, og der er fremgang, og vi har i dag været i stand til at finansiere måske verdens bedste velfærdssamfund. Sammen med Sverige er vi det land i verden, der yder mest af den samlede produktion til offentlig service. Den linje fortsætter vi, og det er det, vi også har lagt frem i vores finanslov. Vi prioriterer børnefamilierne, vi prioriterer de ældre, vi prioriterer hele sundhedsområdet i bred forstand og sygehusområdet. Vi forbedrer altså hele tiden vilkårene for danskerne i al almindelighed. Vi omfordeler og kommer med nye initiativer for ca. 4 mia. kr. Og tager vi 2006-tallet, så er det et sted mellem 100 mio. og 200 mio. kr., vi rent faktisk går ind og regulerer på kendte ordninger.
     Man kan ikke trække et marginalt element ud og sige:
Jamen øger det uligheden? Ulighedsbegrebet er jo set over hele samfundsopbygningen. Fagligt er det det, der hedder Ginikoefficenten, som ikke ret mange forstår, og som vi kan lægge til side. Men blot dette at vurdere ulighed kræver at se den samlede finanslov: Hvad er det i øvrigt, man gør? Bruger man flere penge på ældreområdet? Det gør man. Bruger flere penge på børneområdet? Det gør man.
     Hvad er så egentlig alternativet? Ja, det er at følge regeringens forslag og ikke det, som hr. Frank Aaen i øvrigt normalt lægger op til, at man skal forhindre vækst og fremgang.

Nu spurgte jeg jo sådan set, om ikke de her besparelser, der rammer syge, arbejdsløse, folk med lav indkomst, pensionister, vil være med til at forringe levevilkårene for dem og på den måde øge uligheden i samfundet.
     Lad os tage et helt konkret eksempel, og for ikke at blive beskyldt for, at det er noget, jeg har fundet på, så tager jeg det fra et svar, som boligministeren har givet til Folketinget om konsekvenserne af et af de forslag, regeringen har fremlagt, nemlig forringelsen af boligstøtten:
     Det er sådan, at en arbejdsløs, enlig mor, der har en lærling og en ung studerende boende hjemme, med det her forslag vil miste næsten 1.200 kr. om måneden i boligsikring. Tror finansministeren ikke, at sådan et forslag vil være med til at gøre den familie væsentlig fattigere, end den er i dag? Og vil det ikke være med til at øge uligheden i samfundet?

Jeg vil lige sige, at der jo ikke er tale om, at de, der har etableret sig under en kendt ordning og får en ydelse i dag, ikke får den. Men det, det drejer sig om, er: Hvor længe er man et barn? Altså: Er man barn, når man er 22 år, eller er man voksen?
     Det, vi har truffet beslutning om, er, at vi nok mener, man er voksen, når man er 22 år og altså også her i virkeligheden jo ikke skal forsøges af den enlige mor. Der er jo ikke et forsørgelseskrav, sådan at den enlige mor skal forsørge sin søn på 22 år. Og det er egentlig det, vi også respekterer, den måde, man indregner boligsikringen på.
     Så sagen er blot den at manifestere, at når man er 18 år og har stemmeret og kører bil og kan gifte sig, så er man nok voksen. Vi mener ikke, at lovgivere skal sige, at man er barn, når man f.eks. er 22 år eller for den sags skyld 21 eller 20 år. Og det er det eneste, som loven rent faktisk reflekterer over.
     Så der er ikke tale om, at den enlige mor skal forsørge sin søn på 22 år. Det bør han i virkeligheden selv overveje om ikke han kan og bidrage til måske at kunne hjælpe sin enlige mor.

Finansministeren vil gerne snakke om alt muligt andet end det, der er den konkrete virkning. Det er jo den, der er det kyniske i det, der bliver lagt frem, nemlig at man kommer med alle mulige pæne forklaringer om, at når man har stemmeret skal man ikke forsørges af sin mor, og hvad ved jeg.

     Den konkrete virkelighed er, at den enlige, arbejdsløse mor, som har en lærling eller en ung studerende boende hjemme, fordi det er umuligt at få et sted at bo i denne her by f.eks. på grund af de ekstreme boligpriser, at den familie, som i forvejen er meget lavt lønnet, også fordi lærlingeindkomsten ikke er ret stor, fremover vil have ca.
1.200 kr. mindre at leve for om måneden end det, der er gældende under de nuværende regler. Det må finansministeren da kunne forholde sig til. Jeg ved godt, at finansministeren bedst kan tale om meget store beløb, men jeg tror, at selv finansministeren er klar over, at 1.200 kr. om måneden er mange penge for en familie, hvor moderen er enlig og arbejdsløs.

Nu er jeg heller ikke sikker på, at hr. Frank Aaen ikke er klar over det, og at det ikke er, om jeg så må sige, en misforståelse, men bare vi er enige om, at de, der i dag har beløbet, fordi de har hjemmeboende børn over 18 år, ikke bliver berørt. Loven regulerer de fremtidige forhold.
     Det, vi tager stilling til i loven, er blot, hvor længe man er barn. Så når man taler om en børnefamilie, er det så en børnefamilie, hvis der er en enlig mor med en søn på 22 år? Jeg mener ikke, det er en børnefamilie. Jeg mener, at det er en mor, der i virkeligheden har en voksen søn. Og så må den voksne søn også indrette sig, hvor han bor, og se, om han
i givet fald kan bidrage til sin enlige mors ophold. Altså, det er vel almindelige familieforhold, som man regulerer, uanset hvilken alder man har. Jeg vil bare ikke anerkende, at når man er 22 år, så er man et barn.

Så er det hr. Rasmus Prehn som medspørger.

Jeg vil meget gerne samle op på det, som finansministeren slutter med. Diskussionen handler, som jeg ser det, ikke så meget om, hvorvidt der er tale om en børnefamilie eller ikke en børnefamilie. Den handler om, om det her vil være medvirkende til at styrke bruddet med den negative sociale arv eller ej.
     Hvis man forestiller sig et ungt menneske, som er i gang med en ungdomsuddannelse, et lærlingeforhold, og som bor hjemme hos sin enlige mor, så er det meget, meget få i den gruppe, som er færdige lige præcis, når de fylder 18 år. Mange af dem vil blive bragt i en situation, hvor de skal fraflytte deres bopæl midt i uddannelsesforløbet og dermed bliver svækket i deres forudsætninger for at klare sig.
     Er det ikke et problem? Og oplever finansministeren ikke, at man faktisk går ud og tager midler fra nogen, der kun har lidt i forvejen?
     Det er det, der er en den vigtige diskussion - ikke om det er en børnefamilie eller ej, det er ren teknik.

Jeg mener i virkeligheden ikke, at det fremmer det at bryde den negative sociale arv, hvis man er 22 år og forventer, at en enlig mor skal forsørge en. Jeg mener i virkeligheden, at skal man bryde den negative sociale arv, så er det gennem at sige: O.k., det er altså ikke min mor, der skal forsørge mig, hvis jeg er 22 år, det er op til mig selv at gøre det.
     Så det er måske det første skridt overhovedet til at bryde en negativ social arv, at man siger: Nu er jeg alvorligt indstillet på, at jeg nu er voksen og klarer mig selv. Og hvis min mor har det svært, så vil jeg egentlig også gerne hjælpe hende.

Finansministeren nævner et eksempel med et ungt menneske på
22 år. Det er meget tæt på den grænse, der allerede er i dag på 23 år, så det giver jo ikke så meget mening. Det konkrete spørgsmål, jeg stillede, handler om den enkelte unge, som fylder 18 år midt i ungdomsuddannelsen, midt i en studentereksamen, midt i handelsskolen, midt i en teknisk uddannelse, som midt i uddannelsesforløbet, midt i en ungdomsuddannelse bliver presset til at skulle flytte. Tror finansministeren, det er noget, der fremmer den enkelte unges mulighed for at tage en uddannelse, at vedkommende skal flytte midt i sin ungdomsuddannelse?

Det fremgår ikke af vores forslag, at man skal flytte. Det står der ingen steder noget om. Jeg ved ikke, hvordan det kommer ind. Altså, man kan vel blive boende hjemme, og så kan man, hvis man lever i et familieforhold, hvor økonomien er stram, bidrage lidt til den selv, hvis man er voksen. Sådan er det nu engang. Jeg synes, det ville være smukt, hvis en søn har den indstilling at hjælpe sin mor, der har det svært. Det er det fornemmeste overhovedet vel.

Jamen det, regeringen gør ved denne her familie, er, at man siger: Nå, fyldte du 18 år? Så fjerner vi først en del af børnechecken, for den reguleres også på en ny måde nu, og desuden kan du ikke længere få boligsikring.
     Det er en dramatisk forringelse af denne her families økonomi. Godt nok gælder det ikke dem, der i dag er omfattet af ordningerne, men for dem, der kommer til, hvor børnene bliver 18 år fremover, vil det have denne her virkning, at man dramatisk forringer deres økonomi.
     Vil finansministeren ikke - og det er det andet spørgsmål, jeg vil stille - erkende, at når man tager næsten
600 mio. kr. ud af det, man kalder satserne for dagpenge, for pensioner, for kontanthjælp, så vi ved, at de her overførsler ikke længere følger den almindelige indkomstudvikling, så er det med til at øge uligheden i samfundet?

Det, det drejer sig om, er: Er man voksen, når man er 18, 19, 20, 21 eller 22 år? Jeg mener, at man så er voksen, og så må lovgiverne indrette sig efter det. Derfor er det som sagt naturligt, at man heller ikke får nogen børnecheck, når man er over 18 år. Det synes jeg er helt naturligt. Altså, et eller andet sted indtræder vel voksenalderen, der hænger sammen med de øvrige krav, der stilles, og de rettigheder, man har.
     Når det gælder satsreguleringsordningen, som hr. Frank Aaen spørger til, så er det i virkeligheden en meget flot ordning, for det reguleres jo reelt efter indkomstudviklingen
i Danmark, efter det generelle lønindeks. Der vil være folk på arbejdsmarkedet, som har en lavere regulering end det, som man egentlig får på overførsler. Der er grupper, hvor man ikke får det, der svarer til lønindekset i lønstigning, men mindre, og det vil sige, at der er eksempler, hvor overførselsindkomstmodtagere får mere end folk, der er på arbejdsmarkedet, og eksempler på nogle, der får mindre. Så det er en afbalanceret ordning, og jeg synes, det er meget flot, at et bredt flertal i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten sikrer, at der næste år er 670 mio. kr. til fordeling blandt samfundets allersvageste grupper.

Hermed sluttede spørgsmålet.